To børn kigger ud af et vindue med udsigt over en by med flod og historiske bygninger.

Storbyferie med børn: Sådan får du den bedste ferie!

Annika-Myhre
Storbyferier er sjældent forbundet med børn. Småbørn kan med fordel efterlades derhjemme hos venner og slægtninge, så vi voksne kan få ”egentid”. Du ved sådan noget som at slentre rundt i byen, nyde gode middage på velrenommerede restauranter og tage del i byens kulturudbud. Men kan børn ikke også forstå at værdsætte en weekend, hvor de er med ude og udforske ukendte gader, bugtede stræder og spændende pladser? Absolut! Her kommer mine bedste tips til en succesfuld storbyferie med børn i selskabet.

# 1 Involver børnene i rejsen, fra start til slut

Før rejsen: Involver børnene i planlægningen af rejsen. Fortæl dem om rejsemålet og vis dem billeder. Lad børnene komme med forslag til ting, som I skal se og gøre. Involver også gerne dine ældre børn ved at lade dem pakke deres eget tøj og få nøje udvalgte legesager.

På rejsen: Opmuntr børnene til at fotografere, filme og skrive rejsedagbog på rejsen. Giv dem lommepenge i den lokale valuta, så de kan købe souvenirs, som de kan vise venner og familie, når de kommer hjem.

Efter rejsen: Klistr billetter og andre minder ind i rejsedagbogen, og fremkald billederne til et fotoalbum og/eller kanvasbilleder til at hænge på væggen. Det halve af fornøjelsen for både store og små er ofte at kunne drømme sig tilbage og opleve rejsen på ny.

# 2 Planlæg flyrejsen og transport

storbyferie med mindre børn

Det her punkt kan indeholde alt fra at booke billetter, som passer til børnenes sovetider til at planlægge indholdet af håndbagagen for at få en vellykket oplevelse på flyet/toget/bussen.

Her kan du fx finde billige flybilletter til din storbyferie med børn:
Billige direkte flybilletter til 25 storbyer – se hvor mange der koster under 500 kroner
Flyv billigt på storbyferie i foråret
Storbyferie i efteråret – find klima, events og billige flybilletter

En rigtig god idé er at få et overblik over byens såkaldte ”Hop on Hop off-bussar”. Bliver børnene for urolige, er det bare at hoppe af ved næste stoppested og samle nye kræfter, så I er klar til at køre videre med en af de næste busser.

Sats derudover på den almindelige kollektive trafik. Det er et godt tip til at holde udgifterne nede og plejer at være et fornøjeligt eventyr for børnene.

# 3 Invester i godt rejseudstyr

Når du skal på storbyferie med børn, kan det godt betale sig at investere i rejseudstyr af god kvalitet. En fleksibel klapvogn er uundværlig, og i dag findes der varianter, som kun vejer nogle få kilo, og som klappes sammen og tages med som håndbagage på flyet.

Til mindre børn vil jeg anbefale en smidig bæresele, hvor de kan opleve byen hængende på en forælders mave eller ryg.

En tredje ting, som virkelig kan anbefales, er en personlig rejsetaske til børnene. Der findes et hav af muligheder i forskellige prisklasser.

# 4 Betal ikke unødige penge for overnatning

Book gerne overnatning i centrum, så du undgår unødig transporttid og slipper for at rejse på kryds og tværs af byen, hver gang du skal til eller fra overnatningsstedet.

Af egen erfaring ved jeg, at børnene er lige så glade for at bo på et simpelt vandrehjem som for at sove på et overdådigt luksushotel. Når alt kommer til alt, er det jo eventyret i sig selv, som er det vigtigste og ikke prisen på hotelværelset.

Med andre ord: brug ikke hele rejsebudgettet på overnatningen, fordi børnene bliver formodentligt lige så glade for at sove i en køjeseng som på et slot.

# 5 Undgå stressmomenter i form af faste tider

Forsøg at undgå lange lister med faste tidspunkter, som skal overholdes for enhver pris.

Tag hellere dagen, som den kommer, og fornem de enkelte familiemedlemmers sindsstemning dag for dag. Tilpas rejseplanen efter vejr, humør og dagsform!

# 6 Hæng ud i parkerne

Storbyferie med børn

De fleste storbyer bruger store summer på at skabe og vedligeholde skønne parker, hvor både lokalbefolkningen og turister kan hænge ud.

Der findes få andre steder, hvor man kan opleve byens ægte puls som i en park – uanset årstiden.

Her kan børnene lege løs med nyfundne venner, hoppe rundt uden at tænke på storbytrafikken og desuden spise medbragt picnic, hvilket leder mig til næste punkt:

# 7 Gør ikke måltiderne til et problem

At planlægge en flere timer lang treretters middag på en gourmetrestaurant er ikke en optimal idé, når der er børn med i selskabet.

Så er det bedre at købe fingermad fra en butik og sigte mod en af byens parker, hvor I kan dække op til picnic.

Og bliv ikke fortvivlet, hvis I gang på gang havner på en af byens fastfoodrestauranter. Det kan måske være det, der afgør, om dagen bliver god eller dårlig.

Alligevel synes jeg absolut, at børnene bør få en chance for at smage på lokale delikatesser. Hold derfor udkig efter madboder og foodtrucks – eller endnu bedre lokale markeder.

# 8 Find børnevenlige oplevelser

Google løs, og spørg på byens turistkontor om tips til oplevelser, som appellerer til et yngre publikum. I større byer er weekenderne ofte fyldt med tilbud i form af børnevenlige arrangementer, gratis events og andre festligheder.

# 9 Sammensæt dagene, så de passer til hele familien

Bare fordi du rejser med børn, behøver det ikke at betyde, at det hele skal dreje sig om dem. Er din største drøm at gå på museum, mens børnene hellere vil hygge sig på en legeplads. Gør begge dele!

En god idé kan være at lade hele selskabet, både børn og voksne, vælge hver sin aktivitet hver dag.

Som rejsende familie må man være forberedt på at lave kompromiser, vælge til og vælge fra.

På den måde bliver alle i selskabet (forhåbentligt) glade til sidst.

# 10 Snak med børnene, og lær dem dit telefonnummer

Hvor nødigt man end vil tænke på det, så sker det, at børn og voksne bliver væk fra hinanden i storbyvrimlen, hvilket selvfølgelig er ekstra væmmeligt i en fremmed by med et fremmed sprog.

Tal med børnene om altid at blive på nøjagtigt det sted, hvor I sidst har set hinanden. Sørg for, at større børn kan huske dit telefonnummer i hovedet. Et god tip er ellers at sætte et armbånd med dit telefonnummer fast på barnets håndled.

***

De rette forventninger til en storbyferie med børn

Og sidst, men ikke mindst, rejs med de rette forventninger! At rejse med børn kan være det absolut bedste, som findes. Men det kan til tider også være utroligt anstrengende.

Rejs derfor med de rigtige forventninger! Planlæg ikke din storbyferie med børn ned i de mindste detaljer, og bliv ikke fortvivlet, hvis rejsen ikke bliver nøjagtigt, som du havde forestillet dig den. Det bliver den sjældent, når der er børn i nærheden, og det er vel også det, som er det fine ved det!

Fotos:
Fotos © Annika Myhre

 

Relaterede artikler



Kommentarer til indlægget

  1. Jeg mangler forslag til ture, hvor barnet er 10-12 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.