Hvad skete der med fodboldidioten?
Hvad skete der egentlig med fodboldidioten og dommeren fra kampen mellem Danmark og Sverige i juni 2007? Se vores sjove film fra 2007.Filmen er blevet vist i 2 forskellige versioner på Youtube, den nåede at være den mest afspillede film i verden inden for et døgn lige efter, at den blev lavet.
Derfor producerede vi filmen om fodboldidioten! – fortalt i 2007
Episoden i Parken har i de seneste 2-3 uger fyldt ufattelig meget i medierne med betydelig negativ omtale af situationen, det danske landshold, Danmark som nation, fjolset der rendte på banen osv. Der har været en negativ hetz mod manden, og artikler og læserbreve har fyldt aviserne.
Generelt synes vi, at der er mange andre mere alvorlige samfundsmæssige forhold, som fortjener meget større opmærksomhed, end det vi har set med situationen i Parken.
Vel er det en alvorlig sag, men ingen har lidt fysisk overlast eller er kommet til skade. Tværtimod optrådte knap 50.000 personer i Parken yderst eksemplarisk efter skandalekampen. Vi kan ikke ændre på handlingen som fjolset foretog, men kan vi efterfølgende få folk til at trække på smilebåndet – ja så har vi opnået, hvad vi ville. Vi mener derfor ikke på nogen måde, at vi ”hænger” personen yderligere ud end han allerede selv har gjort.
Vi ved, at vores film går til grænsen, men det er også meningen. Den er provokerende, men det er tydeligt for enhver at der er tale om en parodi.
Vores bidrag til samfundsdebatten er et forsøg på at få lidt dansk humor ud af en ellers alvorlig situation. Det synes vi Danmark trænger til.
Ole Stouby, administrerende direktør, Travelmarket A/S