Jeg har besøgt Thailand flere gange, og det første jeg gør, når jeg kommer hjem, er at begynde at glæde mig til mit næste besøg.
Læs også: Rejsebudget til Thailand – Hvad koster hele rejsen til Thailand?
Her er nogle af de ting, der gør, at jeg elsker at besøge Thailand.
1. Den venlige lokalbefolkning
Det er ikke uden grund, at Thailand hedder smilets land. Overalt hvor jeg kommer frem, bliver jeg mødt af venlighed og gæstfrihed.
Thailænderene virker altid oprigtigt interesserede i at hjælpe. Sæt hænderne sammen i en traditionel thailandsk hilsen, lær et par enkle høflighedsfraser, og brug lidt tegnsprog. Så er du godt på vej til at få hjælp af alle og overalt.
2. De mange smukke strande
Thailand kan levere skønne strandmotiver til et utal af feriebilleder, som vækker længselsfulde blikke og misundelse fra dem, der blev hjemme i Danmark. Strandene i Thailand byder nemlig ofte på hvidt sand, svajende palmer og turkisblåt vand fyldt med farverige fisk.
Ja, der er kommet mange turister på nogle af strandene i Thailand. Men ofte kræver det kun en mindre indsats at komme væk fra de fyldte strande og ud til ligeså flotte strande, hvor du kan slappe af i fred og ro.
Læs også: Khao Lak, et godt alternativ til Phuket
3. Den thailandske kogekunst
Et besøg i Thailand er et møde med et af verdens bedste køkkener. Et møde med den thailandske kogekunst vil efterlade dig mæt, veltilfreds og sikkert også en smule positivt overrasket. Den thailandske mad rummer nemlig utroligt mange forskellige smagsvarianter, og når du kommer hjem, har du sikkert fået et par nye livretter.
Vær ikke bange for at smage maden fra de fristende gadekøkkener – vælg de boder, hvor mange thailændere selv spiser. Det er et tegn på god kvalitet. Et godt råd er, at du beder om, at maden ikke skal være for stærk. Thailænderne kan nemlig tåle meget stærkere mad, end vi kan i Danmark.
Læs også om, hvilken mad du kan nyde, når du holder jul i Thailand: Jul i Thailand – sådan får du en tropisk juleferie i Thailand
4. De gyldne templer
95% af thailænderne er buddhister, og derfor er Thailand naturligvis fyldt med buddhistiske templer. Mange af templerne i Thailand er præget af guld og gyldne farver og er fantastiske steder at besøge. Flere af templerne er utroligt smukke, og det er nemt at blive overvældet af deres skønhed.
Vælger du at besøge nogle af de mindre templer, vil du få en anden bonus – de er ofte fredfyldte oaser og fantastiske muligheder for at slappe HELT af.
Læs også: Bangkoks bedste templer – disse templer skal du bare se!
5. Den lange historie og de gamle kongebyer
Thailand har en lang og spændende historie, som det er værd både at læse lidt om inden afrejse, men også at blive lidt klogere på ved at besøge nogle af landets historiske seværdigheder.
Nogle af de bedste steder, hvor du kan komme tilbage til det historiske Thailand, er i de to gamle kongebyer Ayutthaya og Sukhothai. De ligger begge nord fra Bangkok og kan besøges på ture fra byen.
6. Det er billigt at være i Thailand
Prisniveauet i Thailand er meget lavere end i Danmark. Så en ferie i Thailand kan nemt foretages uden at slå en kæmpe hul i privatøkonomien.
Ja, det er dyrere at flyve til Thailand end til Sydeuropa, men det er meget billigere at være i Thailand. Vælger du en ferie på 14 dage, så vil ferien i Thailand ofte være billigst. Hotelpriserne i Thailand er meget lavere end i Europa. Så har du altid drømt om at bo på et 4- eller 5-stjernet luksushotel, er Thailand det rigtige sted at tage til.
Læs også: Billige 2-ugers eksotiske charterrejser – lavprisoversigt
Læs også: Billige 3* og 4* charterrejser til Thailand – lavprisoversigt
Læs også: Billige 5-stjernede charterrejser – lavprisoversigt
7. Det er nemt at være i Thailand
Thailand har været en favoritland for rygsæksrejsende i flere årtier – og gennem flere år også et populært rejsemål for helt almindelige ferierejsende. Thailænderne på feriestederne er næsten alle gode til engelsk. Derfor er det altid nemt at arrangere udflugter, transport og lignende – der er styr på tingene, og man tager sig godt af turisterne.
Som nævnt tidligere er langt de fleste thailændere hjælpsomme, så det er nemt at være turist i Thailand.
Har du altid drømt om at tage til Asien, men har du tænkt, at det var lidt skræmmende? Så er Thailand det rigtige sted at starte. Du vil sandsynligvis ikke finde det mere besværligt end en ferie i Europa.
8. Hovedstaden Bangkok
Thailands hovedstad Bangkok kan virke hektisk og skræmmende for førstegangsbesøgende. Men når du kommer til at kende byen lidt bedre, er det en helt fantastisk by med mange forskellige oplevelser. Tag en dyb indånding, når du ankommer – efter lidt tid vil du begynde at holde af byen.
For mig er Bangkok blevet som et andet hjem, og jeg bruger tid i byen på alle mine rejser til Thailand. Få flere gode råd om at komme til at elske Bangkok her.
Læs også: Storbyferie i Bangkok – her er de bedste rejsetips og tilbud
9. Oplevelser under havoverfladen
Har du altid drømt om at svømme rundt blandt farverige fisk og koraller, så er Thailand et oplagt valg til at få opfyldt dine drømme. Mange steder i Thailand kan du bare spænde din snorkel på, svømme ud fra stranden, og du vil kunne se masser af farverige fisk.
Hvis du vil lære at dykke, er der mange forskellige dykkerskoler med internationale instruktører (nogle gange danske), som kan hjælpe dig til at få et dykkercertifikat, og det er ikke særligt dyrt.
Vil du dykke og snorkle, så undersøg de forskellige rejsemål inden afrejse. Nogle har betydeligt bedre muligheder end andre.
10. Jungletrekking og bjergtrekking
Naturen i Thailand er meget anderledes end i Danmark, og det kan anbefales at forlade stranden eller byen for at komme ud i junglen og/eller ud i bjergene.
Et junglebesøg kan både laves som en fysisk krævende tur og som en lille gåtur. Begge typer besøg byder på sine egne unikke oplevelser. Glæden ved at se aber springe rundt i træerne, se store vandfald og kigge på fremmede træer og planter er heldigvis tilgængelig på begge typer af junglebesøg.
De største bjergoplevelser får du i det nordlige Thailand, hvor turene ofte tager udgangspunkt i enten byen Chiang Mai eller byen Chiang Rai. Fra disse byer arrangeres ture op i bjergene på en eller flere dages varighed, hvor du foruden at kunne opleve den smukke natur, også kan møde nogle af de traditionelle bjergstammer og se, hvordan de lever.
Har du brug for et overblik over de bedste og billigste rejser til Thailand?
Find flybilletter til Thailand i vores flysøgemaskine her.
Find charterrejser til Thailand i vores chartersøgemaskine her.
Fotos:
Topfoto (c) istockphoto / swissmediavision
Bangkok (c) istockphoto / swissmediavision
Thailands strande (c) istockphoto / emariya
Det thailandske gadekøkken (c) istockphoto / ManniiChannel
Ayudhaya Buddha statuer (c) istockphoto / EyeOfPaul
Thailands befolkning (c) istockphoto / Jodi Jacobson
Dykning i Thailand (c) istockphoto / swissmediavision
Jungletrekking i Thailand (c) istockphoto / pigphoto
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.