En gylden statue foran det farverige Grand Palace og Wat Phra Kaew-templet under en blå himmel med hvide skyer i Bangkok, Thailand.

Bangkoks bedste templer – disse templer skal du bare se!

Kenneth Karl Nielsen
Bangkoks templer er en uløselig del af byens sjæl, og et besøg i byen er ikke komplet, hvis du ikke har set mindst et par af Bangkoks bedste templer.

Men Bangkok har et væld af templer (wats), så hvilke skal du vælge at se? Vi har lavet en liste til dig med vores bud på Bangkoks absolutte must-see templer:

Wat Phra Kaew / Smaragdbuddhaens Tempel

Wat Phra Kaew, også kendt som Smaragdbuddhaens Tempel, anses for at være det vigtigste buddhistiske tempel i hele Thailand. Wat Phra Kaew ligger inden for murene af Bangkoks Grand Palace i byens historiske centrum. I Wat Phra Kaew opbevares den lille Smaragdbuddha, en 48,3 cm høj buddhafigur, som er skåret ud i ét stykke jade.

Wat Pho

Wat Pho er templet med Den Hvilende Buddha (se billedet herover). Wat Pho er Bangkoks største tempel, og det er berømt for sin enorme, majestætiske statue af den hvilende Buddha. Buddhaen er 46 m lang og dækket af bladguld, fødderne er 3 m lange, og de er dekoreret med perlemors-symboler. Desuden er der en massageskole i Wat Pho, hvor du kan få massageret dine trætte fødder for ikke ret mange penge.

Wat Arun / Solopgangens Tempel

En belyst båd sejler forbi et smukt oplyst tempel ved floden ved skumringstid.

Wat arun er lokalt kendt som Wat Chaeng eller Solopgangens Tempel. Engang var Wat Arun det første sted i Bangkok, der fangede den opgående sols stråler (nu er der bygget mange bygninger i Bangkok, som er højere end Wat Arun, og som oplyses af morgensolen tidligere end templet), og det har fået sit navn af Kong Taksin, som på et tilbagetog ankom til templet ved solopgang.

Wat Traimit / Den Gyldne Buddhas Tempel

Wat Traimit, der også kaldes Den Gyldne Buddhas Tempel, ligger i Bangkoks hektiske China Town, og i templet finder du verdens største siddende Buddha. Den er 5 m høj og vejer 5,5 tons. Det var faktisk ved et “uheldigt” tilfælde, at man opdagede, at buddhaen er dækket af guld – den blev nemlig tabt under en flytning, og dens åbenbart beskyttende skal krakelerede, hvorved man kunne se guldet. Skallen blev fjernet, og den gyldne Buddha kom til syne.

Wat Sutat / Den Store Gynge

Wat Sutat er et af Bangkoks ældste templer. Det har et fantastisk elegant tag og var engang hjemsted for den Store Gynge-ceremoni, hvor unge mænd, som tak for en god rishøst, gyngede på en enorme gynge, som bragte dem 80 meter op i luften, når den nåede sit højeste. Det eneste, der nu står tilbage, er en stor, rød bue af teaktræ udenfor templet.

Wat Saket / Det Gyldne Bjergs Tempel

Indenfor murene af Wat Saket ligger Det Gyldne Bjerg, Phu Khao Thong, med den skinnende guld-chedi (et klokkeformet tårn) øverst oppe.

En gylden pagode oplyst om aftenen står i forgrunden med moderne bygninger i baggrunden mod en lilla himmel.Wat Saket har i tidens løb være brugt som krematorium og opbevaringssted for pestramte. Nyd den flotte udsigt over Bangkok fra Wat Saket.

Saan Phra Phrom / Erawat Shrine

Sidst, men ikke mindst, vil vi anbefale Saan Phra Phrom, også kendt som Erewat Shrine, der er en helligdom beliggende mellem skyskrabere og shoppingcentre, hvor thaierne kommer for at bede, tænde røgelsespinde og ofre blomster. Sæt dig på en af bænkene, mærk stedets ro og lad storbyens larm forsvinde.

Besøg Bangkoks templer
Templerne i Bangkok er meget populære turistattraktioner, så vi vil anbefale dig, at du besøger dem tidligt om morgenen, mens der endnu er køligt, og der endnu ikke er kommet for mange mennesker. De fleste templer lukker i øvrigt for besøgende kl. 18.

Bangkoks bedste templer er dog ikke bare turistattraktioner, men en levende del af Thailands buddhistiske religion og tradition. De buddhistiske munke bor i tempelkomplekserne, hvor de står op kl. 4 om morgenen for at bede og arbejde.

Templerne er hellige steder, så klæd dig derefter: Undgå shorts og alt for afslørende toppe, ellers risikerer du, at du ikke bliver lukket ind.

Husk også at besøge de mindre kendte og populære templer, hvor der er færre mennesker og mere fred og ro og mulighed for fordybelse. Er det en spirituel oplevelse du søger, så er det måske et af de mindre templer du skal søge til.

Rigtig god fornøjelse med at besøge Bangkoks bedste templer!

Læs min guide til andre templer og de bedste andre seværdigheder i Bangkok her.

Sådan rejser du til Bangkok

Du kan rejse til Bangkok på flere forskellige måder. Du kan arrangere din rejse selv, og købe flybilletter til Bangkok og hotel hver for sig. Du kan også kigge efter en færdigpakkede rejser til Bangkok. Tjek priser og overvej, hvad der passer bedst til dig. Skal Bangkok være en del af en større rejse rundt i Thailand, så kan du finde andre rejser til Thailand her.

Fotos:
Topfoto © istockphoto / Aleksandar Vrzalski
Foto © istockphoto / Sam Camp
Foto © istockphoto / Pipop_Boosarakumwadi

 

Relaterede artikler



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.