Biler på Cuba – fra amerikanske flydere til små østeuropæiske blikdåser

Den cubanske bilpark er en kuriøs blanding af flotte amerikanske flydere og små driftsikre østeuropæiske blikdåser. Bilerne larmer, oser, fylder og dytter, men alligevel er de en vigtig del af Cubas tidløse charme. For rejsende repræsenterer bilerne et nostalgisk tilbageblik, rullende klenodier og et anderledes liv. For cubanerne? Tjah…

55 år gammel Chevy

Dodge, Trabant, Chevrolet, Moskovitch, Ford, Lincoln, Pontiac, Skoda, Plymouth, Buick, Lada, Studebaker, Cadillac, Mockbuy, Chrysler, Oldsmobile … og sådan kunne jeg blive ved efter min første gåtur rundt i Havanna. Eller en hvilken som helst anden større by på Cuba.

Vi har været her længe nok til, at vores tempo er sat ned i et lavere cubansk gear.
Og apropos gear: Udenfor Monserrate Bar på Avenida de Bélgica arbejder to ældre mænd ihærdigt med en hvid Chevrolet.

“Den er 55 år gammel”, siger den ene med stolthed i stemmen, mens han tørrer sine hænder med en snavset klud.

Det er ikke første gang, de skal reparere bilen og sikkert heller ikke den sidste. De regner med at skulle stå her det meste af dagen, så de griber chancen for at sludre lidt for således at få en pause i arbejdet med ‘amerikanerbilen’. De fortæller om den cubanske kreativitet og opfindsomhed, der manifesterer sig tydeligt i vedligeholdelsen af de ældgamle biler. Da det er umuligt at opstøve reservedele, tages alle tænkelige materialer i brug. Cubanerne beskriver ofte deres arbejde med at flikke ting sammen med ordet “resolver”, der i den forbindelse betyder “at løse”.

De mange klassiske Buicks, Chevrolets, Pontiacs etc. i bybilledet er gode eksempler på det nødvendige cubanske “resolver” og gåpåmod. Alene det at de stadigvæk kan køre.

Deres pause er færdig, og jeg går ind på den livlige Monserrate Bar, hvorfra jeg kan følge deres arbejde og samtidig studere Havannas pulserende gadeliv med alt, hvad dertil hører. Det cubanske bybillede domineres i den grad af denne farvestrålende bil-miskmask: Los automóvilos cubanos.
Da jeg har nydt min morgenespresso og min Mojito og går videre, står de endnu og bikser med Chevroleten, kølerhjelmen er oppe, og hænderne er olieindsmurte på ny.
– “Adiós”! råber de i munden på hinanden og smiler.
– “Adiós amigos”! – jeg fik aldrig spurgt om deres navne.

Aha-oplevelse ved Malacón

Ved Malacón, der løber langs med Florida Strædet, træffer jeg to unge universitetsstuderende, der overraskende nok ikke vil sælge hverken rom eller cigarer. De vil såmænd bare høre lidt om Danmark og fortælle om deres by, Havanna, som de er meget stolte af. Pablo læser jura, Enrique medicin. På et tidspunkt kommer vi til at tale om de cubanske biler, og jeg komplimenterer dem for deres alsidige bilpark, der gør de cubanske veje og stræder så festlige og farverige! De bliver lidt stille – endelig siger Pablo på sit udmærkede engelsk:

– “Joh – vel er bilerne et flot og farverigt islæt, men for os cubanere er de først og fremmest en stadig påmindelse om, at tiden har stået stille i mange år – for mange”!

Smak, Pablos nøgterne analyse sad lige i øjet.
Vi tager afsked. Jeg er på vej ind til den gamle bydel – La Habana Vieja. Pablo og Enrique skal til en Salsa-fest i en af Havannas forstæder.

Den særegne blanding

De cubanske biler er virkelig et sælsomt skue – og synet af taxi-holdepladsen foran det imponerende bygningsværk, El Capitolio, er en fornøjelse i sig selv. De prangende amerikanerbiler suppleres af de ydmyge østeuropæiske af slagsen, når man en sjælden gang ser en vesteuropæisk bil, er den enten et diplomatkøretøj eller en udlejningsbil på såkaldte “Turismo” nummerplader. Cubanske privatbiler, der bærer betegnelsen “Particular”, findes i alle afskygninger og i forskellig stand alt efter ejermændenes tekniske formåen.

Det er tydeligt, at bilerne for nogle cubanere udgør værdifulde klenodier og deres kæreste eje, mens de for andre blot er et transportmiddel. Bilerne er ofte fyldt til bristepunktet – benzinen skal jo udnyttes til fulde.

Hos mange bilejere har amerikanerbilen været i familiens eje, siden den blev sejlet fra Florida til Cuba for over et halvt århundrede siden, dengang Cuba og USA stadig havde en blomstrende samhandel.

Boykotten

Lige nogle få tørre facts om den amerikanske handelsboykot. Boykotten blev indført fra 1961 – trådte i fuld kraft året efter og var resultatet af en lang række episoder, hvor USA og Cuba røg i clinch med hinanden. Konflikten kulminerede i det mislykkede amerikanske invasionsforsøg i Svinebugten (Bahía de Cochinos) 17. april 1961. Dette har gennem tiderne naturligvis skabt store økonomiske problemer for især Cuba, hvis handel med USA i 1959 udgjorde 70% af den samlede udenrigshandel.

Den menige cubaner har på grund af den amerikanske boykot ikke kunnet købe amerikanske og vesteuropæiske biler, og det relativt nylige politiske sammenbrud i Østeuropa har bevirket, at der heller ikke importeres ret mange østbiler til det caribiske land.

Boykotten har desuden forårsaget benzinmangel (selvom Cuba er et olieproducerende land). Dette ses tydeligt, når man kører på den store motorvej, Autopista National, hvor trafikken er meget sparsom og fortrinsvis udgøres af statslige lastbiler og busser. Det mest anvendte offentlige transportmiddel er toget – Ferrocarriles de Cuba. Og med et sådant ankom vi en sen eftermiddag til Sancti Spiritus – Helligånden – efter en varm, men oplevelsesrig 10-timers tur fra Havanna.

Køretur i en Moskovitch

Sancti Spiritus banegård. Vi har desværre ikke tid til at blive i byen, og vi bliver da også straks antastet af en ung mand, Iván med mørke solbriller, der klistrer til ham. Iván vil hellere end gerne køre os de 70 km til den store attraktion i dette område, byen Trinidad.
“Kun 10 US$”, lokker han, hvilket er ret billigt for cubanske forhold. Vi slår til.

Lidt efter kører vi derudad i hans ramponerede Moskovitch, der virkelig stinker af benzin og er ved at falde fra hinanden – der er meget varmt. Bilen er rød, indvendig såvel som udvendig. Iván tager endelig sine solbriller af og begynder at fortælle om sig selv og om området, vi nu befinder os i. Han var for nogle år siden ansat ved et stort hotel i Trinidad, hvor der kom mange canadiske turister.
– “Det er derfor, jeg er så god til engelsk”, siger han med rette. – “Nu er jeg particular cab driver” – det gælder om at sno sig og skaffe de dollars, man kan.

Han bekræfter en bange anelse, jeg har haft et stykke tid; Det cubanske folk er ved at opdele sig i to klasser, nemlig dem der kan skaffe hård valuta fra turister, og dem der ikke kan. Det virker som om de forbereder sig på kapitalismens indtog og på den cubanske socialismes fald. Måske!?
Men fornemmelsen var (og er stadig) håndfast nok.

Men, altså: Vi drøner derudaf med sømmet og hornet i bund. Speedometeret er itu, men vi kører vel omkring de 70, alt imens Iván fortsætter underholdningen. Vi passerer godset Manaca Iznaga og dets berygtede slaveudkigstårn, og lidt senere er vi i Trinidad. Vi betaler Iván, han fyrer op under sin Moskovitch og sætter kursen tilbage til hjembyen Sancti Spiritus.
– “Hasta luego”!

José og hans Lincoln

En dag, hvor det er for varmt til andet end en tur til stranden, er vi på vej til Playa Ancón med den tætte sorte taxichauffør, José, som, jeg vil skyde på, er omkring de 50 år.

Mellem Trinidad og stranden tænder José med stolt mine for musikanlægget og ud drøner upassende europæisk discomusik. Vi beder ham om at sætte cubansk musik på, hvilket han straks – tydelig lettet – gør. Og ud strømmer salsaens rytmer.

Efter adskillige salte dukkerter går det igen mod Trinidad. Men José fortæller først lidt om sin Lincoln, der er hans store stolthed, og som har været hans levebrød igennem det sidste årti. Bilen skal snart istandsættes og males sort – det er 5 år siden, det blev gjort sidst.
– “Negro y metálico”, tilføjer José med et drømmende smil, starter bilen – og tænder for musikken!

Vil du finde rejser til Cuba, så tjek vores søgemaskine med temarejser fra mange forskellige bureauer.

Teksten er oprindeligt skrevet af Martin Llado