Billedet viser førerperspektivet fra en bilkabine med et klart syn på et bilrat og en bilinstrumentbræt, mens bilen står over for havet og en kystlinje.

Billeje i USA: De bedste tips og erfaringer

Annette og Tore Seier
Vi har efterhånden været på roadtrip i USA 10 gange. Et land med imponerende storbyer, smuk natur og fantastiske veje, der bare inviterer til en kør selv-ferie. I denne artikel har vi samlet vores bedste tips og erfaringer om billeje i USA.

Din hurtige vej til svar om billeje i USA

Hvilken bil skal jeg leje? Hvor meget koster billeje i USA? Skal jeg leje bilen hjemmefra? Spørgsmålene er mange, men vi vil besvare så mange af dem som muligt i denne artikel. Samtidig vil vi dele ud af vores erfaringer fra vores mange roadtrips i USA og give dig nogle tips til, hvad du skal gøre.

Leder du efter svar på et bestemt spørgsmål? Her kan du hurtigt klikke dig frem til det:

Mangler spørgsmålet på denne liste? Skriv gerne i kommentarfeltet, og du vil få svar så hurtigt som muligt.

To personer tager en selfie foran en blå bil med Route 66-emblemer i baggrunden.

Hvad skal du tænke på, inden du lejer en bil i USA?

Hvilke behov har du?

Der er forskellige behov for billeje. Nogle fortrækker en lille handy bil, andre en stor bil med masser af hestekræfter. Derfor er det vigtigt, at du finder ud af hvilke behov du har, inden du lejer en bil.

Hvor gammel er du?

Aldersgrænsen for billeleje i USA er 20-21 år, og den billigste billeje opnår du først, når du er fyldt 25 år. I New York kan du leje bil, når du er fyldt 18 år.

Er det kun dig, der skal køre bilen?

Hvis du regner med, at der skal være flere førere af bilen, skal du huske at registrere en ekstra fører.

Er der inkluderet forsikring i din billeje?

Der er som udgangspunkt inkluderet forsikringer i din billeje. Det er dog vigtigt, at du tjekker, om det er de forsikringer, som dækker dine behov. Tjek om du eventuelt har et kreditkort, som tilbyder bilforsikring som tillægsforsikring. Ellers tegn en ekstra forsikring hos biludlejeren.

Skal jeg leje ekstraudstyr?

Du skal tænke over, om du har brug for at leje barnesæde, GPS, tagboks eller lignende.

Hvad koster billeje i USA?

En person står ved siden af en sølvfarvet SUV parkeret i en oplyst garage.

Priser for billeje i USA varierer meget. Prisen på billeje er nemlig afhængig af, hvilken type bil du lejer, og hvilken stat du lejer den i. Priserne er meget forskellige, og i nogle stater er det dyrere at leje bil end i andre. En hurtig søgning, hvor lejeren af bilen er over 25 år, viser disse priseksempler:

• Økonomibil fx Ford Fiesta – 180 kr. pr. dag
• Ford Mustang convertible (åben sportsvogn) – 550 kr. pr. dag
• SUV – 650 kr. pr. dag
• 7 personers minivan – 800 kr. pr. dag.

Du skal være opmærksom på, at der kan komme ekstraudgifter, når du lejer bil i USA.

Der er en del betalingsmotorveje, broafgifter og lignende, som du ofte skal betale. Der sidder en chip i bilen, som bevirker, at du bare kan køre igennem betalingsanlægget. Disse registreringer bliver opsamlet og du vil få en ekstra regning, som bliver trukket fra det betalingskort, som du har valgt at betale din billeje med.

Der er ofte tilbud på billig billeje i USA. Det vil derfor være en god idé, at du bruger lidt tid på at søge hos de forskellige udlejningsfirmaer. Du kan også sammenligne priser på biludlejning i USA her på Travelmarket.

Hvad er inkluderet i din billeje i USA?

En sølvfarvet bil kører på en vej gennem et øde landskab med bjerge i baggrunden og en klar, blå himmel.

• Ubegrænset antal kilometer
• Ingen selvrisiko
• Ansvarsforsikring
• Tyveriforsikring
• Kollisionsskadedækning

Hvornår skal du booke din bil for at få den billigst muligt?

En af vores brugere har spurgt, Hvad Annette og Tores erfaring er med tidshorisonten for bestilling af billeje, for at få bilen billigst muligt? Er det 1 måned før, 1/2 år før, så tidligt som muligt, eller…? Annettes svar er: “Prisen på billeje lægger ret fast og har slet ikke samme udsving prisen som flybilletter. Hvis du skal rejse i højsæsonen, vil jeg nok bestille bilen 2-3 måneder før, så du får den bil, som du ønsker dig. Hvis der er længe til, at du skal rejse, vil jeg anbefale dig at tilmelde dig de store udlejningsfirmaers nyhedsbreve. De har nogle gange tilbud på billeje i USA.”

Valg af udlejningsselskab til din billeje i USA

Hvilket udlejningsfirma du vælger er jo en smagssag og selvfølgelig også et pengespørgsmål. Der er mange om buddet, og det er vigtigt, at du gennemgår lejebetingelserne grundigt. De kan måske forklare, hvorfor der er stor prisforskel. Fx kan det billige selskab have valgt, at der er selvrisiko, eller måske er der ikke fri kilometer.

Vi kan anbefale to udlejningsfirmaer, som vi har prøvet i USA

Dollar – Dem prøvede vi at leje bil hos på deres udlejningskontor i Las Vegas. Vi var rimeligt godt tilfreds og fik en god bil, som fungerede fint. Det store minus var, at det tog flere timer at afhente bilen i lufthavnen.

Hertz – Uden tvivl vores fortrukne udlejningsfirma. De ligger lidt i den høje ende prismæssigt. Men vi betaler gerne lidt mere for deres service. Billeje hos Hertz fungerer upåklageligt:
– Vi får altid en lækker bil.
– Hvis der er problemer, bliver de løst.
– Udvalget af biler er stort.
– Hertz har mange kontorer i USA. Dette er en fordel, hvis du er ude for uheld.

Fordi vi har lejet bil så ofte hos Hertz, har vi opnået at få et guldkort. Det bevirker, at vores bil altid står klar til os. Der er separat tjek ind i lufthavene – dermed ingen ventetid, og vi får ofte opgraderet vores bil.

Eksempler på servicen hos Hertz

Opgradering – Under vores sidste rejse til USA, syntes vi ikke, at vi havde fået den bil, som vi havde drømt om. Efter lidt snak fik vi en opgradering – uden beregning – til vores drømmebil. Det er ofte sket hos Hertz, at vi har fået en større og/eller bedre bil, end vi havde betalt for.

Lysende lampe – Under en roadtrip lyste olielampen pludselig i vores bil. Efter lidt snak med kontoret, blev det besluttet, at vi kørte den på værksted dagen efter. Det skal siges, vi var midt ude i ingenting. Vi kunne derfor ikke få en anden lejebil, for der var ingen udlejningskontorer i nærheden. Da vi afleverede bilen, fik vi ca. 1.000 kr. i kompensation for vores ulejlighed.

Aflevering af bil – Vi har altid bare afleveret vores bil uden tjek. Vi har jo en god forsikring hos Hertz. Vi har efter mange biludlejninger hos Hertz aldrig modtaget en ekstraregning.

Afhentning et sted – aflevering et andet sted?

En lang, lige vej, der strækker sig gennem et øde landskab med bjerge i baggrunden og spredt vegetation langs vejkanten.

Kan du egentlig aflevere din lejebil et sted og aflevere den et andet? Ja, det kan du godt. Du skal dog være opmærksom på, at det ofte koster penge. I Florida koster det ikke noget at aflevere et andet sted end der, hvor du afhentede din lejebil. Imellem Nevada og Californien er det også gratis, men ofte koster det en envejsafgift.

En afgift, der er forskellig alt afhængig af, hvor langt du har kørt, hvilken stat det er, og hvilket udlejningsfirma du benytter. Vi har betalt op til 500 dollars i envejsafgift for en lejebil, hvor vi hentede den i Chicago og afleverede den i Las Vegas. Du kan ikke umiddelbart se, hvor stort beløbet er, når du lejer din bil. Det kan du først, når du når til betalingsdelen. Beløbet for envejsleje bliver ofte først opkrævet, når du afleverer din bil. Så du skal være opmærksom på, at beløbet, som du i første omgang har betalt for din lejebil, ikke inkluderer envejsafgiften.

Hvilken type bil anbefaler vi at du lejer i USA?

Valget af biltype er selvfølgelig forskellig alt efter dit behov. Hvor mange personer er I? Hvor langt skal du køre? Og hvor meget plads kræver du?
Som udgangspunkt, vil vi anbefale, at du lejer en større bil, end du måske lige i første omgang havde tænkt dig. Du skal sidde mange timer i bilen. Der skal være plads til bagagen, og det skal være komfortabelt.

Til vores billeje i USA vælger vi altid en stor SUV. Her er der masser af plads. Den er komfortabel, og hvis vi vælger at køre på jordveje, er bilen også skabt til det.

Biltyper til par

Hvis I er et par, er der forskellige muligheder:

• Økonomiklassen – En mindre bil som ikke koster så meget som fx en Ford Fiesta.
• Convertible – Udlev drømmen og kør USA tyndt i en åben bil / cabriolet
• SUV – En større bil med masser af plads og hvor du kan køre off-road.

Biltyper til familier

Hvis I er en familie, afhænger det selvfølgelig af antallet af rejsende:

• SUV – En stor SUV, som er funktionel og har plads til bagagen – og/eller klapvognen. Du kan leje en SUV med plads til 7 personer og kun benytte de af 5 sæderne. Dermed er der masser af bagageplads.
• Minivan – En minivan med plads til mindst 7 personer, hvor alle sidder godt og har et godt udsyn. Desuden er der også plads til bagagen.

Til dig som overvejer at leje en Autocamper i USA

En ting som vi aldrig selv har prøvet, men som bestemt er en mulighed i USA. Du kan leje en autocamper og rejse rundt i den. De kan lejes i forskellige størrelser alt afhængig af dit behov. En hurtig søgning viser priser fra 650 kr. pr dag i lavsæsonen og opefter. I højsæsoner stiger prisen til det dobbelte 1.300 kr. pr. dag og opefter.

Det skal du huske inden din rejse

En vej med et skilt malet på asfalten, hvor der står Route 66, strækker sig fremad mod horisonten.

Inden du rejser til USA og henter din lejebil, er der lige et par ting du skal huske.

• Kørekortet, både dit eget og eventuelt på den ekstra fører, som skal køre bilen.
• Et internationalt kørekort, som nogle stater kræver. Det kan fås hos Borgerservice (https://www.borger.dk/transport-trafik-rejser/Biler-og-koerekort/Koerekort/Koerekort-i-udlandet) og koster 25 kr.
• En eller anden form for GPS, hvis du ikke har valgt en GPS som ekstra ekstraudstyr på din lejebil. Køb eventuelt en app til din telefon, ellers er Google maps udmærket at bruge i USA.

Afhentning/aflevering af lejebil i lufthavnen

Det er nemmest at afhente din lejebil i lufthavnen. I de fleste lufthavne i USA er der rigtig god skiltning, og du finder nemt dit biludlejningskontor. I de større byers lufthavne, skal du forvente at skulle med en bus over til udlejningskontoret. Bussen er gratis, kører ofte, og du kan sagtens have din bagage med.

Biludlejningens kontoret vil ofte prøve at sælge dig ekstra forsikringer. Så sørg for at have styr på forsikringerne, inden du lejer din bil hjemmefra. Dermed undgår du ekstra udgifter og dobbeltdækning.

Tjek din bil for skader, og gå en runde om bilen inden du kører væk fra udlejningsstedet, hvis du ikke har fuld dækning på din forsikring. Ofte inkluderer den forsikring, som du har tegnet i USA, alle skader uden selvrisiko. Hvis det er tilfældet, vil du aldrig skulle betale for eventuelle skader. Når vi har lejet bil hos Hertz, bliver der aldrig opgjort eller skrevet om eventuelle skader ved afhentningen. Ligesom der heller ikke bliver tjekket for det ved afleveringen.

Hos de fleste biludlejningsfirmaer får du en lejebil med fuld tank. Du kan vælge at aflevere den igen med fuld tank. Hvis du ikke afleverer den med fuld tank, skal du betale for det. Det er væsentlig dyrere end, hvis du selv tanker.

Du skal forvente, at det tager tid at afhente din lejebil. Især, hvis der er mange andre, der også skal hente deres bil.
Når du afleverer din lejebil, tager det ofte kun kort tid. Der bliver lige tjekket, om tanken er fuld, og hvor mange kilometer du har kørt. Herefter får du en kvittering.

Bonustip til billeje i USA

Hvis du starter din USA-tur med et ophold i en storby, så gør som os.
Vi venter med at afhente vores lejebil i lufthavnen. Vi tager ind til byen, bor der nogle dage, og ofte er der lokale biludlejningskontorer inde i centrum, hvor du kan hente din lejebil. Dermed sparer du den dyre parkering, som der ofte er i storbyerne.

Skal jeg vælge automatgear eller almindeligt gear?

En sølvfarvet Chevrolet-bil holder parkeret på en vej omgivet af klippeformationer i et ørkenlandskab under en klar blå himmel.

De fleste lejebiler i USA er med automatgear. Så hvis du ikke normalt kører med det, er der lige nogle ting du skal være opmærksom på.

• Der er ingen kobling. Så du skal slet ikke bruge dit venstre ben.
• Du må og skal kun bruge dit højre ben.
• Gearstangen sættes i D, når du skal køre.
• Gearstangen sættes i P ved parkering.
• Gearstangen sættes i R, når du skal bakke.
• Gearstangen sættes i N, når du skal holde tomgangen.

Når du ønsker at starte bilen eller skifte gear (mens du holder stille), skal du holde bremsen inde, sætte den i gear og slippe bremsen igen. Hvis du har sat den i D eller R, så bevæger bilen sig lige så snart, du slipper bremsen (og løsner håndbremsen).

5 gode køretips i USA / Færdselsregler i USA

Som udgangspunkt er færdselsreglerne de samme i USA som i Danmark. Der er dog et par tips, vi vil give dig til kørsel i USA.
1. I USA overhales der også indenom, så husk at tjekke sidespejlene.
2. Når du holder i et kryds og skal dreje til højre, kan du bare gøre det, hvis der ikke er et skilt, som forbyder det (gælder i de fleste stater).
3. Hav respekt for afstanden i USA. Afstandene er store, og ting tager længere tid, end du regner med.
4. Husk at der kan være langt mellem tankstationerne. Så tank i god tid. Benzin købes i gallons, og ved betaling med kreditkort spørges der ofte efter en zip-kode. Prøv med 90210, den plejer at virke.
5. Tjek din forsikring, inden du måske begynder at køre på en jordvej. Mange dækker ikke.

Hvilken rute skal jeg vælge? / Vores tre favoritruter i USA

En sort bil er parkeret ved siden af en asfalteret vej omgivet af bakker og træer.

USA er stor, og vi har haft mange gode oplevelser på vores roadtrips gennem årene. Vi har mange foretrukne ruter i USA, og her er tre af dem.

1. Seattle – Las Vegas

En roadtrip i det nordlige USA, som viste os tre skønne storbyer (Seattle, Salt Lake City og Las Vegas), masser af smuk natur, et besøg til nationalparkerne Yellowstone, Zion og Bryce Canyon og en afslutning på turen i festlige Las Vegas.

2. Denver til Las Vegas

En roadtrip, hvor Denver, den højeste beliggende storby i USA, blev besøgt. Vi så fascinerende natur i Utah og Colorado, hvor vi kørte ad smukke vejstrækninger. Vi besøgte desuden nationalparkerne Capitol Reef, Arches og Mesa Verde.

3. Los Angeles til Las Vegas via San Francisco

Smukke San Francisco, Highway 1 med de barske kystlinjer og vinområdet Nappa Vally. Smuk natur med kæmpetræerne redwood, nationalparken Yosemite og barsk natur i Death Valley.

Læs også: Kør selv-ferie i USA – de bedste rejsetips til tre populære ruter

Læs også: Tre skønne storbyer i Californien – hvad skal du se?

Læs også: Rejsebudget til det vestlige USA – roadtrip med familien

Læs også: Flyv billigt til USA – hvilken storby skal du vælge?

Læs også: Guide til billig billeje i USA hos Billeje.info

Relaterede artikler



Kommentarer til indlægget

  1. Hej. Hvad er jeres erfaring med tidshorisonten for bestilling af billeje i USA, for at få billigst muligt? 1 mdr før, 1/2 år før, så tidligt som muligt, eller….
    Mvh
    Martin

    • Hej Martin, jeg har lige sendt dit spørgsmål om billeje i USA til Annette fra Ontrip, som er ekspert i rejser til USA. Hun kommer med dette svar:
      “Prisen på billeje lægger ret fast og har slet ikke samme udsving som flybilletter. Hvis du skal rejse i højsæsonen, ville jeg nok bestille bilen 2-3 måneder før, så du får den bil du ønsker. Hvis der er længe til du skal rejse, kan jeg anbefale dig at tilmelde dig de store udlejnings-firmaers nyhedsbreve. De har nogle gange tilbud på billeje i USA.”

      Jeg ønsker dig en fantastisk rejse til USA. De bedste hilsner fra Birgitte, Travelmarket

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.