Korfu byder på en blanding af historiske steder, naturskønne udsigter og autentisk græsk kultur. Og du finder både gamle slotte, imponerende klostre og livlige byområder med hyggelige tavernaer og butikker på denne dejlige græske ferieø.
Fortsæt din læsning – og få vores guide til de mest populære seværdigheder på Korfu.
- Korfu by – Historisk bymidte med venetiansk charme
- Spianada – Grækenlands største centrale plads
- Palaio Frourio – Korfus ikoniske gamle fæstning
- Achilleion-paladset – Kejserinde Sissis luksuriøse sommerresidens
- Paleokastritsa – Naturskøn kyst og historisk kloster
- Kanoni og Museøen – Fantastisk udsigt og ikonisk kloster
- Mount Pantokrator – Korfus højeste punkt med storslået udsigt
- Angelokastro – Middelalderborg med spektakulær udsigt
- Sidari og Canal d’Amour – Unikke klippeformationer og romantisk legende
- Kassiopi – Charmerende fiskerby med historisk slot
- Korfu Arkæologiske Museum – Spændende fund fra antikkens Grækenland
- Old Perithia – Korfus ældste landsby
- St. Spyridon-kirken – Korfus vigtigste religiøse vartegn
- Vinsmagning på Korfu – Smag på øens lokale vine
- Ofte stillede spørgsmål om seværdigheder på Korfu
Læs også: Strande på Korfu | Stor guide med 21 strande
Læs også: Hvad koster flybilletter til Korfu
Korfu by – Historisk bymidte med venetiansk charme

Korfu By er et af Grækenlands særlige steder med sin helt unikke blanding af venetiansk, fransk og britisk arkitektur. Korfu by er øens hovedstad og hovedstad for alle de Ioniske øer. Gå en hyggelig tur i de smalle gader i Korfus gamle bydel og nyd stemningen.
Byens gamle bydel er på UNESCOs verdensarvsliste og byder på smalle brostensbelagte gader, charmerende pladser og imponerende fæstninger.
Den Gamle Fæstning (Palaio Frourio) er et af byens mest ikoniske vartegn. Herfra har du en fantastisk udsigt over byen, området og havet. En gåtur langs med Liston-promenaden, som er inspireret af Rue de Rivoli i Paris, er også et must.
Korfu By har et væld af hyggelige caféer, butikker og museer, der gør besøget til en uforglemmelig oplevelse.
Henvender sig til: Kultur- og historieinteresserede, børnefamilier, par
Afstand til nærmeste by: Centralt i Korfu by
Transport: Let at udforske til fods eller med lokalbus
Adresse: Korfu By, 491 00, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Parkering kan være begrænset i højsæsonen, så det anbefales, at du benytter offentlig transport rundt i byen, samt til og fra byen.
Spianada – Grækenlands største centrale plads

Spianada er hjertet i Korfu By og anses for at være den største offentlige plads i Grækenland – og faktisk en af de største i Europa. Venetianerne anlagde pladsen i 1500-tallet, og senere blev den udvidet under det franske og efterfølgende det britiske styre.
Spianada-pladsen er omgivet af smuk arkitektur, caféer og historiske bygninger. Et af højdepunkterne er Liston-promenaden, som blev inspireret af Rue de Rivoli i Paris og er et populært sted at nyde en kaffe eller et måltid. På visse tidspunkter af året afholdes her cricketkampe, hvilket er en tradition fra den britiske periode.
Henvender sig til: Børnefamilier, kulturinteresserede, par
Afstand til nærmeste by: Centralt i Korfu by
Transport: Let tilgængeligt til fods eller med lokalbus
Adresse: Spianada, 491 00, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Pladsen er et perfekt sted til en afslappende gåtur, især om aftenen, når belysningen skaber en hyggelig atmosfære.
Palaio Frourio – Korfus ikoniske gamle fæstning

Palaio Frourio, også kendt som Den Gamle Fæstning, er en af de mest imponerende seværdigheder i Korfu By. Fæstningen blev bygget af venetianerne i det 15. århundrede på resterne af en tidligere byzantinsk borg, og var oprindeligt en vigtig forsvarsbygning mod angreb fra Osmannerriget.
Fæstningen ligger på en halvø omgivet af vand, hvilket historisk set næsten gjorde den uindtagelig.
En gåtur gennem Palaio Frourio fører dig forbi gamle bygninger, hemmelige tunneller og en smuk kirke. Fra toppen har du en spektakulær udsigt over Korfu by og Det Ioniske Hav.
Henvender sig til: Historieinteresserede, børnefamilier, fotografer
Afstand til nærmeste by: Centralt i Korfu By
Transport: Let tilgængeligt til fods eller med lokalbus
Adresse: Palaio Frourio, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Det anbefales, at du medbringer gode sko, da der er ujævnt terræn. Billetter kan købes ved indgangen.
Achilleion-paladset – Kejserinde Sissis luksuriøse sommerresidens

Det storslåede Achilleion-palads er dedikeret til den græske mytologiske helt Achilleus. Rundt omkring i paladset vil du opleve imponerende skulpturer og malerier af sagnhelten.
Paladset blev bygget i 1890 af den østrigske kejserinde Elisabeth, også kendt som ’Sissi’, og det rummer en række overdådige sale, antikke møbler og smukke freskomalerier.
Omkring bygningen kan du gå tur i den frodige have, der er dekoreret med statuer, og hvorfra du har en enestående udsigt over Det Ioniske Hav.
Stedet emmer af elegance og historie, og det giver et unikt indblik i kejserindens fascination af græsk kultur.
Henvender sig til: Kultur- og historieinteresserede, romantikere
Afstand til nærmeste by: Ca. 10 km fra Korfu By
Transport: Bil, taxa eller lokalbus (linje 10 fra Korfu By)
Adresse: Gastouri, 490 84, Korfu, Grækenland
Værd at vide: I højsæsonen anbefales det, at du køber billet på forhånd, så du kan undgå kø.
Paleokastritsa – Naturskøn kyst og historisk kloster

Paleokastritsa er kendt for sin spektakulære kystlinje med turkisblåt vand, dramatiske klipper og skjulte bugter. Området er perfekt til snorkling, bådture og afslapning på en af de smukke strande.
Højt oppe på en klippe ligger det gamle Paleokastritsa-kloster, som stammer fra 1200-tallet.
Klosteret er stadig beboet af munke, og det har en smuk gårdhave, en lille kirke og et interessant museum med religiøse artefakter.
Udsigten fra klosteret over havet er betagende.
Henvender sig til: Natur- og kulturinteresserede, børnefamilier, strandelskere
Afstand til nærmeste by: Ca. 25 km fra Korfu By
Transport: Bil, taxa eller lokalbus
Adresse: Paleokastritsa, 490 83, Korfu, Grækenland
Værd at vide: I højsæsonen tiltrækker stedet mange turister, så det anbefales at besøge det tidligt på dagen for at undgå store menneskemængder.
Kanoni og Museøen – Fantastisk udsigt og ikonisk kloster

Kanoni er en af Korfus mest berømte udsigtspunkter. Herfra kan du nyde en storslået panoramaudsigt over havet, lufthavnen, Vlacherna-klosteret og den charmerende lille ø kaldet Museøen (Pontikonisi).
Det hvide Vlacherna-kloster ligger på en holm nedenfor Kanoni, og holmen er forbundet med fastlandet via en smal mole.
Klosteret stammer fra det 17. århundrede, og med Museøen i baggrunden er det en af Korfus mest fotograferede seværdigheder.
Fra havnen ved Kanoni, lige ved Vlacherna-klosteret, kan du tage en kort bådtur til Museøen. Nyd øens ro og den naturskønne beliggenhed.
Henvender sig til: Natur- og kulturinteresserede, fotografer, par
Afstand til nærmeste by: Ca. 5 km fra Korfu By
Transport: Bil, taxa eller lokalbus (linje 2A fra Korfu By)
Adresse: Kanoni, 491 00, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Der er flere caféer med udsigt over området ved Kanoni, og det er ideelle steder at slappe af, nyde lidt mad og drikke, samt tage gode feriebilleder.
Mount Pantokrator – Korfus højeste punkt med storslået udsigt

Mount Pantokrator er Korfus højeste bjerg (906 meter). Her finder du en enestående udsigt over øen og havet – og endda hele vejen til Albanien mod øst på klare dage.
På toppen af bjerget ligger et lille kloster fra det 14. århundrede, som stadig er i brug.
Vejen op til toppen er snoet og til tider besværlig. Mange vælger at tage på vandretur op ad bjerget, hvor du passerer små landsbyer og får en enestående oplevelse af Korfus landskab. Sæt god tid af til turen, især hvis du vælger at vandre
Henvender sig til: Natur- og eventyrlystne, vandrere, fotografer
Afstand til nærmeste by: Ca. 30 km fra Korfu By
Transport: Bil eller vandretur (forskellige stier fører til toppen)
Adresse: Mount Pantokrator, 490 83, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Tag gode vandresko med, hvis du vælger at gå op, og medbring vand, da der blot er få faciliteter undervejs.
Angelokastro – Middelalderborg med spektakulær udsigt

Angelokastro er en imponerende middelalderborg, som ligger på en stejl klippetop 305 meter over havet. Borgen blev bygget i det 13. århundrede og fungerede som en vigtig forsvarspost mod pirater og osmanniske invasioner.
Ruinerne giver et unikt indblik i Korfus historie, og er bestemt et besøg værd. Turen op til toppen belønnes med en fantastisk udsigt over Det Ioniske Hav. Området omkring borgen er også ideelt til vandreture, hvor du vil opleve det lokale landskab på nært hold.
Henvender sig til: Historieinteresserede, eventyrlystne, fotografer
Afstand til nærmeste by: Ca. 25 km fra Korfu By
Transport: Bil eller taxa, efterfulgt af en kort vandretur
Adresse: Angelokastro, 490 83, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Stien op til borgen er stejl, så gode sko anbefales. Der er ingen butikker på stedet, så medbring vand.
Sidari og Canal d’Amour – Unikke klippeformationer og romantisk legende

Sidari er en populær badeby på Korfus nordkyst, og den er kendt for sine smukke strande og de berømte klippeformationer ved Canal d’Amour. Ifølge en lokal legende vil par, der svømmer gennem den smalle kløft, forblive sammen for evigt.
Området er perfekt til afslapning ved havet, og de naturlige klipper danner små bugter med krystalklart vand. Mange turister valfarter hertil for at tage på en bådtur for at udforske skjulte grotter langs kysten.
Henvender sig til: Strandelskere, par, børnefamilier
Afstand til nærmeste by: Ca. 35 km fra Korfu By
Transport: Bil, taxa eller lokalbus (linje 7 fra Korfu By)
Adresse: Sidari, 490 81, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Stranden kan blive travl i højsæsonen, så besøg den tidligt for at få de bedste oplevelser.
Kassiopi – Charmerende fiskerby med historisk slot

Kassiopi er en idyllisk kystby i det nordøstlige Korfu. Byen er kendt for sin hyggelige havn, strandens krystalklare vand og sit gamle slot.
Byen har en afslappet atmosfære med små tavernaer, caféer og butikker langs havnepromenaden. Kystlinjen omkring Kassiopi er ideel til snorkling og bådture, hvor du kan opdage skjulte bugter og havgrotter.
Kassiopi Slot fungerede som forsvarsværk, og det har muligvis mere end 1000 år på bagen. Det er Korfus ældste slot og et af de vigtigste bygningsværker på De Ioniske Øer.
Henvender sig til: Børnefamilier, kulturinteresserede, strandelskere
Afstand til nærmeste by: Ca. 36 km fra Korfu By
Transport: Bil, taxa eller lokalbus (linje 22 fra Korfu By)
Adresse: Kassiopi, 490 81, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Der er mange sten på byens strande, så badesko anbefales.
Korfu Arkæologiske Museum – Spændende fund fra antikkens Grækenland
Korfu Arkæologiske Museum rummer nogle af de vigtigste arkæologiske fund fra Korfu og resten af Grækenland. Museet blev renoveret og genåbnet i 2018, og dets samling inkluderer bl.a. skulpturer, keramik og smykker fra den antikke periode (ca. 750 f.Kr. – ca. 500 e.Kr).
Museets højdepunkt er den berømte gavludsmykning ’Gorgon’, et af de ældste græske skulpturværker, der endnu er bevaret. ’Gorgon’ sad oprindeligt på det lokale Artemis-tempel, der blev bygget i det 6. årh. f.Kr., og som nu findes som ruiner i Korfu By.
Museet giver et godt indblik i Korfus historie og kultur igennem årtusinder.
Henvender sig til: Kultur- og historieinteresserede
Afstand til nærmeste by: Centralt i Korfu By
Transport: Let tilgængeligt til fods eller med lokalbus
Adresse: 1 Vraila Armeni, 491 00, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Museet er lukket om mandagen. Det anbefales at besøge museet tidligt på dagen for at undgå større menneskemængder.
Old Perithia – Korfus ældste landsby

Landsbyen Old Perithia er en af Korfus mest unikke seværdigheder. Den levende men tidligere næsten forladte bjerglandsby, har sine rødder i det 14. århundrede, og byen og området emmer af historie og autenticitet.
Beliggende ved foden af bjerget Mount Pantokrator er landsbyen kendt for sine traditionelle stenbygninger, charmerende brostensbelagte stier og rolige atmosfære.
Landsbyen blev oprindeligt grundlagt som et tilflugtssted fra pirater, og i dag står mange af de oprindelige huse stadig.
Old Perithia har siden 2010 oplevet noget af en renæssance. Selvom det stadig kun er få mennesker, der bor her fast, så er man i gang med at restaurere og genskabe byens tidligere blomstrende liv. Huse restaureres, og du finder hyggelige tavernaer, der serverer autentiske græske retter.
Den spændende landsby er omgivet af smuk natur, og den giver dig en enestående mulighed for at opleve det ægte Korfu væk fra turistområderne.
Stedet er et ideelt for vandrere, fotografer og jer, der ønsker at opleve øens historie på nært hold.
Henvender sig til: Historieinteresserede, natur- og kulturelskere, eventyrlystne
Afstand til nærmeste by: Ca. 40 km fra Korfu By
Transport: Bil eller vandretur fra nærliggende landsbyer
Adresse: Old Perithia, 490 81, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Husk gode sko, da gaderne er ujævne. Det anbefales at besøge stedet tidligt, da der kan blive varmt op ad dagen pga. begrænset skygge.
St. Spyridon-kirken – Korfus vigtigste religiøse vartegn
St. Spyridon-kirken er en af de mest betydningsfulde kirker på Korfu, og den er dedikeret til øens skytshelgen, Sankt Spyridon. Kirken ligger i Korfu By, og den blev bygget i det 16. århundrede. I kirken opbevares helgenens relikvier, som siges at have beskyttet Korfu mod pest og osmanniske invasioner.
Kirkens røde kuppel, som kan ses fra mange steder i Korfu By, er et af byens mest kendte vartegn. Kirkens indre er smukt dekoreret med ikonmalerier, forgyldte detaljer og en imponerende samling af ikoner og religiøse vægmalerier. Mange besøgende kommer her for at opleve den religiøse atmosfære og se den berømte sarkofag med resterne af den hellige Sankt Spyridons.
Henvender sig til: Kultur- og historieinteresserede, religiøse besøgende
Afstand til nærmeste by: Centralt i Korfu Bys gamle bydel.
Transport: Let tilgængeligt til fods eller med lokalbus
Adresse: Agiou Spyridonos, 491 00, Korfu, Grækenland
Værd at vide: Kirken er et religiøst sted, så respektfuld påklædning er påkrævet. Der er gratis adgang.
Vinsmagning på Korfu – Smag på øens lokale vine

Korfu har en lang tradition for vinproduktion. Øen er hjemsted for flere vingårde, der producerer unikke vine baseret på lokale druer som Kakotrygis og Petrokoritho. Vinsmagning er en fantastisk måde at opleve en del af Korfus gastronomiske kultur på.
Mange vingårde tilbyder guidede ture, hvor du kan lære om processen med at fremstille vin og smage på forskellige vine. Theotoky Estate er en af de mest kendte vingårde, og her kombineres vinproduktion med produktion af olivenolie. Andre populære vingårde er fx Ambelonas og Livadiotis Winery.
Henvender sig til: Mad- og vinelskere, par, kulturinteresserede
Afstand til nærmeste by: Afhænger af vingården (Theotoky Estate ligger ca. 20 km fra Korfu By)
Transport: Bil eller guidede ture (kan bookes via lokale turarrangører)
Adresse: Afhænger af vingården (fx Theotoky Estate: Ropa Valley, 491 00, Korfu, Grækenland)
Værd at vide: Det anbefales at booke vinsmagning på forhånd, især i højsæsonen.
Uanset om du er historieelsker, strandentusiast eller eventyrlysten rejsende, har Korfu noget for enhver smag. Hele øen er spækket med kontraster og seværdigheder, der passer til enhver rejsendes smag.
Fra UNESCO-beskyttede gader, over lækre lokale middage med gode vine, til skjulte klippebugter og skønne strande. Uforglemmelige oplevelser venter på dig på Korfu. Planlæg din rejse i dag, og oplev magien på denne græske perle!
Ofte stillede spørgsmål om seværdigheder på Korfu
1. Hvilke seværdigheder er et must-see på Korfu?
Korfu Bys gamle bydel, som er på UNESCOs verdensarvsliste, Palaio Frourio (Den Gamle Fæstning) og det storslåede Achilleion-palads er blandt øens mest ikoniske seværdigheder, og er absolut et besøg værd. Glem heller ikke Paleokastritsa-klosteret, udsigtspunktet ved Kanoni og den charmerende Museøen.
2. Hvilke naturoplevelser må man ikke gå glip af?
Korfu byder på enestående natur. Du bør især opleve:
- Mount Pantokrator – øens højeste punkt med imponerende udsigt.
- Paleokastritsa – dramatisk klippekyst, smaragdgrønt hav og skjulte bugter.
- Canal d’Amour i Sidari – kendt for sine unikke klippeformationer og romantiske fortællinger.
3. Er der historiske steder på Korfu, der er særligt interessante?
Ja, bestemt. Angelokastro – en middelalderborg på en klippetop – er særligt spektakulær. St. Spyridon-kirken i Korfu By er også vigtig, da den huser relikvierne af øens skytshelgen. Den næsten forladte landsby Old Perithia byder på en unik tidsrejse tilbage i historien.
4. Hvad er den mest romantiske seværdighed på Korfu?
Canal d’Amour i Sidari har en legende, der siger, at par som svømmer gennem kløften, vil være sammen for evigt. Achilleion-paladset, bygget af kejserinde Sissi, emmer også af romantik med sine storslåede haver og udsigt over det Ioniske Hav.
5. Hvor finder man den bedste udsigt på Korfu?
Her finder du nogle af de bedste steder at nyde udsigten over Korfu og Det Ioniske Hav:
- Kanoni – fantastisk panorama over Museøen og lufthavnens landingsbane.
- Mount Pantokrator – på klare dage kan du se helt til Albanien.
- Angelokastro og Palaio Frourio – begge byder på vidtrækkende og betagende udsigter.
5. Hvilke strande er de bedste på Korfu?
Er du overrasket over, at der slet ikke var nogen strande på ovenstående liste? Det er fordi vi har skrevet en helt separat guide med 21 af de mest populære strande på Korfu. Her finder du gode strande til ethvert behov.
5. Hvor ligger Korfu og hvor stor er øen?
Korfu er på størrelse med Bornholm og kan derfor nemt overskues. Korfu ligger vest fra det græske fastland og vest for Albanien. Der bor mere end 120.000 personer på Korfu.
Fotos:
Både foran klosteret Vlacherna i Korfu med hav og bakker i baggrunden. © SCStock / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Gamle bydel i Korfu med udsigt over hav og både. © majaiva / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Udsigt over Det Gamle Fort i Korfu med både og blå himmel. © zoroasto / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Palaio Frourio med springvand omgivet af blomsterbede og træer. © entrechat / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Haven ved Achilleion-paladset omgivet af træer og statuer. © DaLiu / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Udsigt over klippefyldt kyst og blå hav i Paleokastritsa, Korfu. © Balate Dorin / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Havn i Korfu med både, en mole og udsigt til Museøen og Vlacherna-kloster. © holgs/ iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Udsigtsplatform udsigt fra Mount Pantokrator med havudsigt. © Kirill Pataki / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Udsigt over det joniske hav fra Angelokastro på Korfu med klipper og frodig vegetation. © Iurii Buriak / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Canal d’Amour stranden med klipper og turkisblåt hav. © CalinStan / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Havenen i Kassiopi med både og huse ved vandet. © DaLiu / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Ruiner i Old Perithia omgivet af grønt landskab og bakker i baggrunden. © chatsimo / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Solnedgang over vinmark i et bakket landskab. © Keith_Rose / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.