En tom landevej, som strækker sig mod horisonten gennem et åbent landskab med marker og bløde bakker under en blå himmel.

De 5 flotteste vejstrækninger i USA – bliv inspireret her

Travelmarket
USA er som skabt til kør-selv-ferie. FDM travel giver dig her en top 5-liste over de flotteste vejstrækninger i USA.

USA er bilernes land, og det enorme Nordamerika inviterer næsten til at blive udforsket i bil.

Lige meget hvilket hjørne af USA man rejser i, finder man en vejstrækning der byder på anderledes og storslåede naturoplevelser, og hvor man kommer helt tæt på USA. Hvad enten det er langs kysten eller gennem en af landets mange nationalparker.

USA er med sine lange vejstrækninger, hvoraf flere er legendariske med sin storslåede natur, som skabt til at blive opdaget i bil. Det er ingen tilfældighed, at kør-selv ferie i USA er så populært. Bilen giver én friheden til at opdage det store land på egen hånd og i eget tempo, og får man lyst til at tage en afstikker undervejs, er det bare at blinke af,” siger indkøbs- og produktionschef i FDM travel, Jesper Ewald.

Derfor oplever FDM travel også en stor efterspørgsel på netop den type ferier i USA.

I følge direktør Jesper Ewald er en af årsagerne hertil, at det er nemt at være bilist i USA. Infrastrukturen er god, det samme er skiltningen, og trafikkulturen er høj. Dertil kommer, at både billeje og benzin er billig set med danske øjne. Og så er amerikanerne frem for alt et åbent og venligt folk.

…USA er et kontinent af oplevelser med en natur der byder på både den goldeste ørken, store skove, sneklædte bjerge og en endeløs prærie. Her giver bilen den ultimative frihed til at opleve det,” siger Jesper Ewald.

Det er vigtigt, at man ikke undervurderer afstandene i USA. Alene fra San Diego til Vancouver i Canada på vestkysten er der for eksempel 2.268 km, og selv om rejselysten er stor, kan man ikke nå det hele på en gang.

Læs også: Fire klassiske road trips – skønne rundrejser i USA

Læs mere:
Billeje i USA: De bedste tips og erfaringer
Hoteller og overnatning i USA – Sådan finder du den bedste overnatning

FDM travels top-5 over de flotteste vejstrækninger i USA:

Highway 1 – Californien

Highway 1 eller verdens smukkeste landevej som den også kaldes. Udsigten fejler i hvert fald ikke noget, når man cruiser ned langs vestkysten med Stillehavets brusen i ørene. Her er solen, blæsten og udsigten i centrum, mens man kører igennem de mange små byer langs kysten som Big Sur, der med sin fantastiske natur gennem tiden har været et mål i sig selv.

Highway 1 blev påbegyndt i 1919 for at binde de mange småbyer sammen. Den fik dog først sit navn i 1924. Highway 1 opleves bedst ved at begynde i nord fra San Francisco og slutte i Los Angeles mod syd, og så får man som dansker endda mulighed undervejs for et stop i Solvang, der er et lille stykke Danmark i USA.

Tioga Pass – Californien

Fire millioner besøgende om året kan ikke tage fejl. Yosemite nationalpark midt i Californien er en af USA’s smukkeste.

Kører man over Tioga Pass og følger Tioga Road, får man det bedste af Yosemite på de godt to til tre timer det tager at krydse oven over parken fra øst til vest. Her fører vejen én igennem det ene storslåede natursceneri efter det andet.

Undervejs skifter naturen fra tæt bevoksning til nøgne rå klipper og der er masser af muligheder for at stoppe og nyde såvel udsigten, svale fødderne i et vandløb og nyde en frokost i det fri.

Oregon Coast Highway – Oregon

Highway 101, eller bare one oh one som amerikanerne selv kalder den, er den over 2.000 km lange hovedvej, der løber fra staten Washington i nord og gennem Oregon til Californien i syd.

Især den 584 km lange Oregon Coast Highway, som strækning gennem Oregon kaldes, er der grund til at nyde, hvis man er på de kanter. Som på Highway 1 tager 101 én gennem de mange små hyggelige kystbyer, hvor man har Oregons rå landskab på den ene side, mens Stillehavet på den anden ind mod klipperne.

Kører man længere nordpå til staten Washington, kommer man til Seattle der er hjemby for bl.a. den første Starbucks kaffebar, Microsoft og det store fiskemarked Pike Place Market – en af byens helt store attraktioner.

Som resten af vestkysten er naturen nordpå både rå og smuk, og især de enorme redwoods undervejs, med træer der kan blive op til 90 meter høje, gør indtryk.

North Shore – New England

I New England i USA’s nordøstlige hjørne mødes Europa og USA, og de mange små hyggelige byer, der er bundet sammen af små veje som snor og bugter sig i landskabet, vidner om, at New England var hjemsted for de første europæiske bosættelser.

North Shore, som strækningen fra Boston i staten Massachusetts til grænsen til New Hampshire er kendt som, ligner måske ved første øjekast en kort køretur men tag ikke fejl. Den smukke rute viser sig hurtigt at tage én gennem USA’s seneste 400 års historie og små pittoreske byer og fiskerlejer. Det er tur fuld af seværdigheder og muligheder for at stoppe og se hvalerne boltre sig i Atlanterhavet eller måske sætte tænderne i en frisk fanget hummer – en af New Englands helt store specialiteter.

Overseas Highway – Florida

Staten Florida er med sit varme klima og mange attraktioner et populært rejsemål for mange danske børnefamilier. Det er også her, man finder en af USA’s mest spektakulære landeveje.

Sådan omtales den lange Overseas Highway og det med rette. U.S. 1 hovedvejen løber ned gennem Florida helt til Hemingways Key West, der er USA’s sydligste punkt tæt på Cuba og Caribien.

Vejen var oprindeligt bygget på broer, der indtil en orkan i 1935 bar jernbanen til Key West. I dag er disse dog skiftet til nogle bredere og mere tidssvarende, men en del af vejen udgøres stadig af den berømte Seven Mile Bridge som optræder i flere film bl.a. James Bond filmen ’License to kill’.

En must-do-tur for alle på kør-selv-ferie i Florida.

Af Astrid Skjoldborg Glans

Fotos:
Foto © istockphoto / Pgiam

 

Relaterede artikler



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.