En kvinde med en hat trøster et barn foran et vandfald i Laos, mens de står på en træbro i en skov.

Eventyrferie i Laos – et eksotisk, ukendt og nemt alternativ

Kenneth Karl Nielsen
Kunne du tænke dig at tage på rejse til et land, som ikke ret mange kender? Og hvor du kan bade i vandfald, se elefanter i junglen og munke i safrangule kåber, slappe af og spise fantastisk mad? Så skal du overveje en eventyrferie i Laos

Drømmen om en eventyrferie kan vise sig at være meget nemmere at gøre til virkelighed, end du går og tror. Laos – nærmere bestemt byen Luang Prabang – er rejsemålet, hvor det sker, og det er hverken svært, dyrt eller farligt at tage dertil.

Din hurtige vej til tips og tilbud til Laos og Luang Prabang

Du er selvfølgelig velkommen til at læse min artikel fra toppen og ned. Men hvis du har brug for et godt tilbud eller bestemte tips til Laos og Luang Prabang, kan du hurtigt klikke dig frem til det her:

* Laos og Luang Prabang
* Hvad er de største seværdigheder i- og ved Luang Prabang?
* Hvordan kommer du rundt i Luang Prabang?
* Mad i Luang Prabang
* Husk vaccinationer og malariapiller
* Pakkerejser og flybilletter til din eventyrferie i Laos
* Overnatning i Luang Prabang
* Jeg elsker Luang Prabang
* Har du også fået lyst til at rejse til Laos og Luang Prabang?

Laos og Luang Prabang

Luang Prabang er den tidligere laotiske kongeby. En gammel, stemningsfuld by fyldt med buddhistiske templer, placeret ved Mekongfloden og med junglen som nærmeste nabo.

Det er en by, hvor tiden i bymidten har stået stille i mange år, og den er bevaret i bedste stil fra den franske kolonitid.

En ung munk iført orange klæder sidder alene i en båd ved bredden af en grøn flodbred.

Men hvad får mig til at anbefale en lille, rolig by uden spor af biografer, stormagasiner og fastfoodrestauranter? Og hvor tempoet er langsomt, og stemningen er umådeligt tilbagelænet?

For mig er det som at finde et autentisk eventyr, når jeg er i Luang Prabang. Jeg kan slappe af fra dagligdagenes postyr hjemme i Danmark, jeg kan nyde livet og gøre lige det, der passer ind i mine ferieplaner. Sådan er det nemlig at være på eventyrferie i Laos og Luang Prabang.

Og så er Laos et meget mere tilgængeligt land, end de fleste går og tror.

Hvad er de største seværdigheder i- og ved Luang Prabang?

En af de bedste ting ved Luang Prabang er, at byen ikke er særligt stor. Du kan på kort tid vandre fra den ene ende af bymidten til den anden og få et indblik i det lokale liv, som det udspiller sig her.

Netop det lokale byliv er i sig selv en af de største seværdigheder på en ferie i Luang Prabang.

Et smukt udsmykket tempel med guld dekorationer og en spids tagkonstruktion omgivet af palmetræer under en blå himmel.

De mange gyldne templer
Når du vandrer rundt i Luang Prabang, kan du ikke undgå at blive indfanget af det syn, som de mange flotte buddhistiske templer i byen er.

De buddhistiske templer er en del af byens sjæl, på samme måde som munkene i deres safrangule kåber er det.

Nogle af templerne er meget gamle, og har gyldne, kringlede konstruktioner, mens andre har smukke buddhistiske fortællinger malet på væggene.

Nyd templerne i stilhed. Ligesom kirker er de hellige steder, og for munkene er de omdrejningspunktet i hele deres liv.

Læs også: Solopgang og orangeklædte munke i Luang Prabang på Kuffertogkompas.dk

De smukke vandfald
Ikke så langt fra Luang Prabang ligger de to store vandfald, Kuang si og Tad Sae. Vandfaldene er meget smukke, og begge er absolut et besøg værd.

Tad Sae er dog tørlagt i løbet af sommermånederne, hvorimod Kuang Si kan besøges hele året rundt.

Du kan tage på dagture fra Luang Prabang til vandfaldene. Turene går ofte forbi en lokal landsby, håndværkssteder og/eller whisky-destillerier på vejen.

Det er nogle fine ture, men hvis du hellere vil nøjes med vandfaldene, kan du også sagtens købe sådan en tur hos chaufføren af en af de mange trehjulede motorkøretøjer, tuk-tuk’erne.

En elefant sprøjter vand med sin snabel i en flod med grøn bevoksning i baggrunden.

Se elefanter i junglen
Overalt i Luang Prabang ligger der guidebutikker, der tilbyder forskellige ture og oplevelser, som vedrører elefanter. Det er helt særligt at møde disse fantastiske dyr, men du skal passe på, hvilken tur du vælger.

Det er nemlig sådan, at det kun er enkelte af elefant-opholdsstederne, der behandler deres elefanter ordentligt.

Det er for eksempel skadeligt for elefanter at blive redet på, da det ødelægger deres rygge, og mange af bureauerne tilbyder faktisk ture med elefantridning. Lad være med at købe din tur hos dem, men vælg et af de bureauer, hvor du kan se, at de er opmærksomme på problemet.

Gå derfor ind til nogle forskellige bureauer og se deres materialer om turene. Der kan du hurtigt få et overblik over, om det er et elefant-venligt bureau, du er hos, eller om det er et sted, der forsøger at tjene penge på bekostning af dyrenes ve og vel.

To både sejler på en flod omgivet af skovklædte bjerge under en overskyet himmel.

Cruise på Mekong-floden
Luang Prabang ligger lige ved den store Mekong-flod. Mekong-floden er en af verdens største, mytiske vandveje, og den løber meget smukt ved Luang Prabang.

Det er oplagt at tage en tur med en af de lokale både op og ned ad floden på din rejse til Luang Prabang. På turen kan du blandt andet besøge imponerende huler fyldt med buddha-statuer og -figurer, se drypstenshuler eller besøge forskellige landsbyer.

Om du tager på en organiseret dagstur, eller i stedet betaler en lokal skipper for at sejle dig derhen, du ønsker, er helt op til dig.

Vandre i junglen
Vil du have lidt mere eventyr på din rejse til Luang Prabang, kan det være en god idé med en vandretur i junglen.

Men lige et råd: Gå ikke alene ud i junglen, da det er let at fare vild – Og nej, der er ikke altid den bedste mobilnetværksdækning til GPS’s-appen eller et opkald, når du står midt i skoven.

Vandretur op af Phou Si-bakken
En vandretur til det buddhistiske tempel på toppen af Phou Si-bakken, der ligger i hjertet af byen, er nærmest obligatorisk på din ferie i Luang Prabang.

Templet er dog ikke den største oplevelse, når du når toppen af Phou Si-bakken. Det er derimod den fantastiske udsigt, der venter dig her.

Her har du et fabelagtigt vue over byens gyldne templer med røde tage, over Mekong-floden og over den tætte, mørkegrønne jungle, der omgiver byen.

Ved solnedgang er bakken fyldt med turister, så et godt tip er, at du i stedet tager derop ved solopgang, hvor du har toppen næsten for dig selv.

Hvordan kommer du rundt i Luang Prabang?

Luang Prabang er en lille by, og du kan sagtens gå rundt til langt de fleste seværdigheder og attraktioner, der er i byen.

Mange af hotellerne ligger også helt centralt, så du kommer ikke til at bruge mange penge på transport på din ferie i Luang Prabang, medmindre du tager på ture ud af byen dagligt.

Mad i Luang Prabang

Uanset om du er til den billige gademad, til pubfood eller til finere restauranter, så opfylder Luang Prabang dine kulinariske ønsker. Og udover den lækre mad, er det fedt, at priserne er meget overkommelige i forhold til i Danmark.

En skål nudelsuppe med kødboller, hakket kød, friske urter og en person, der holder spisepinde.

Læs også: Den lækre mad og street food i Luang Prabang på Kuffertogkompas.dk

Personalet på pubs og restauranter taler fint engelsk, der er engelske menukort, og du kan vælge blandt både lokale og vestlige retter.

Hos gadekøkkenerne kan du oftest vælge imellem 1-5 forskellige retter. Nogle af kogekonerne taler engelsk, andre gør ikke, og så må du bestille ved at pege, smile og tale kropssprog.

Husk vaccinationer og malariapiller

Når du skal på rejse til Laos og Luang Prabang, skal du lige være opmærksom på eventuelle tropiske sygdomme, du kan komme ud for.

I Laos besøger du et uland, hvor klimaet er tropisk, og derfor skal du forbi enten din læge eller en rejsemedicinsk klinik for at få vacciner og muligvis også malariapiller inden afrejsen. Lad lægen rådgive dig.

Når du først har fået vaccinationerne, kan flere af dem senere boostes hos lægen, så de også gælder næste gang, du skal til troperne.

Pakkerejser og flybilletter til din eventyrferie i Laos

Den nemmeste måde at komme til Luang Prabang på er ved at søge efter en flybillet i vores flysøgemaskine.

Der er ingen direkte fly fra Danmark til Laos, så du vil typisk skulle mellemlande i Thailand undervejs.

Herunder kan du se et udpluk af færdigarrangerede rejser og pakkerejser til Laos med afrejse indenfor det næste år.

Hvis du derimod har mod på det, så book en flybillet fra Danmark til Bangkok.

Vil du gerne vide, hvornår det er billigst at rejse til Bangkok? Herunder er de billigste flybilletter til Bangkok med højst 1 flyskift og med afrejse inden for det næste år.

København - BangkokFra 4.286,-Vælg
Billund - BangkokFra 4.616,-Vælg
(Klik på tilbuddet for at komme over i Travelmarkets flysøgemaskine)

Fra Bangkok kan du så booke en flybillet med et lavprisfly til Luang Prabang. På denne måde kan der ofte være en del penge at spare.

Husk på, at hvis du gør det sådan, så har du selv ansvaret for at komme fra det ene fly til det næste.

Læs også: Hvad koster flybilletter til Bangkok?
Læs også: Storbyferie i Bangkok – Her er de bedste rejsetips og tilbud

Overnatning i Luang Prabang

Mulighederne for overnatning er mange, når du skal på rejser i Luang Prabang, og der er hoteller og hostels for enhver smag og i enhver prisklasse.

Gå på opdagelse i vores søgemaskine med hoteller og find et hotel, der passer lige til dig.

Min klare anbefaling er, at du vælger et hotel, der ligger i centrum af byen, men dog væk fra selve hovedgaden. På denne måde får du fred og ro, og du kan alligevel nemt komme til at nyde Luang Prabangs dejlige stemning og byliv både morgen, middag og aften.

Jeg elsker Luang Prabang

Luang Prabang er en veludviklet turistby, der – trods de mange turister – har bevaret sin charme.

Det er nemt at komme rundt i Luang Prabang og i området omkring byen, og her er sikkert og meget fredeligt.

Jeg har besøgt Luang Prabang flere gange siden 2001, og jeg bliver altid slået af kombinationen af landsbystemning, eventyr og byens smukke arkitektur med de franske kolonihuse og de fine buddhistiske templer.

Jeg har brugt adskillige timer på bare at gå rundt og se, hvad der sker i byen.

En mand med briller og skæg står foran en flod omgivet af grønt græs og buske, mens han holder et kamera og har en taske over skulderen.

Jeg slapper altid af i Luang Prabang. Det er ligesom at lægge sig under en blød og behagelig dyne – hvor man bare har lyst til at blive i lang tid!

Kombinér din eventyrferie i Laos med en badeferie i Thailand og/eller en storbyferie i Bangkok.

Hvis du ikke sådan kommer til Sydøstasien på ferie hvert- eller hvert andet år, så kan du med fordel kombinere din rejse til Laos med en ferie i Thailand.

Thailand er et skønt og nemt land at rejse i, og jeg holder specielt af de mange flotte strande og af hovedstaden Bangkok.

Hvis du – som jeg foreslår – køber flybilletter til Bangkok i ét køb og flybilletter videre til Luang Prabang fra Bangkok i et andet køb, så kan du passende bruge nogle dage i Bangkok, når du mellemlander på udrejsen. Og på hjemrejsen kan du bruge nogle dage ved en af de flotte thailandske strande.

Det er da en mulighed med udsigter!

Har du også fået lyst til at rejse til Laos og Luang Prabang?

Så tøv ikke med at finde en flybillet i vores flysøgemaskine.

Læs også: Hvad koster flybilletter til Thailand?
Læs også: 10 gode grunde til at rejse til Thailand


Alle fotos // Kenneth Karl Nielsen og Maria Erica Jensen
Undtagen:
Topfoto: Kvinde med barn ved vandfald (c) Getty Images / Alexeg84
Elefant (c) Getty Images / lukestudios
 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.