- Derfor kan du stole på rådene i denne artikel
- Råd nr. 1: Husk at der IKKE er fortrydelsesret på flybilletter
- Råd nr. 2: Indtast altid det RIGTIGE navn på dine flybilletter
- Råd nr. 3: Husk at du IKKE kan ændre eller ombooke din flybillet
- Råd nr. 4: Sig NEJ til de mange unødvendige tilkøb
- Råd nr. 5: Skriv altid den rigtige e-mailadresse ind – For pokker …
- Råd nr. 6: Tjek ALT på sidste trin, inden du klikker på BESTIL
- Råd nr. 7: Tag skærmbilleder af din booking undervejs
- Råd nr. 8: Læg mærke til hvilket online-rejsebureau, at du har handlet hos
- Råd nr. 9: Husk at den billigste pris er ikke altid billigst
- Råd nr. 10: Husk at flybilletter kun i enkelte tilfælde kan fås som afbudsrejser
- Råd nr. 11: Brug en prissammenligningsside til flybilletter (som Travelmarket.dk)
- Bonustips – og andre ting, som du også skal være opmærksom på
Derfor kan du stole på rådene i denne artikel
Rådene i denne artikel er baseret på:
- Erfaringer fra mine egne køb af flybilletter gennem mange år – og +20 år i rejsebranchen.
- Sparring med Travelmarkets direktør Ole Stouby, som ofte bruges som ekspert på flyrejser i store danske medier.
- Vores brugeres mest stillede spørgsmål og svarene fra vores support- og serviceafdeling. Mine gode kollegaer derinde rådgiver hver uge vores brugere om køb af flybilletter.
Travelmarket er en prissammenligningsside, og vi sælger ikke flybilletter. Til gengæld er der rigtigt mange, som finder deres flybillet via os og køber den hos et online-rejsebureau eller et flyselskab.
Vi kan ikke hjælpe dig med selve bookingen. Men vi giver rigtigt gerne gode råd, så vores brugere får en bedre oplevelse.
Vi forsøger altid at gøre vores bedste for de personer, som kontakter os. I nogle tilfælde kan vi hjælpe – i andre kan vi desværre ikke. I denne artikel forsøger vi at guide dig, så du undgår de fleste problemer. Og det gør du ved at undgå at lave disse fejl:
Råd nr. 1: Husk at der IKKE er fortrydelsesret på flybilletter
Når du handler på nettet, har du som udgangspunkt altid minimum 14 dages fortrydelsesret. Dette gælder dog IKKE for flybilletter (heller ikke andre rejser).
Travelmarket får desværre alt for ofte henvendelser fra brugere, der ikke har undersøgt dette, og som gerne vil annullere en handel med et af online-rejsebureauerne eller flyselskaberne. Dette er oftest ikke muligt, og derfor vil det i langt de fleste tilfælde betyde, at dine penge går tabt.
Nogle flyselskaber og rejsebureauer tilbyder kortere fortrydelsesretter på 24 timer efter et tilkøb, så du kan få refunderet dine penge. Det kan være en god idé at vælge en sådan garanti. Men undersøg betingelserne grundigt, inden du køber.
Bliver du nødt til at fortryde, skal du huske, at du altid kan få skatter og afgifter for din flybillet retur. Ved sygdom bør du tjekke, om din rejseforsikring dækker en refundering.
Råd nr. 2: Indtast altid det RIGTIGE navn på dine flybilletter
Når du bestiller en flybillet, er det MEGET vigtigt, at du indtaster dit navn PRÆCIST, som det står i dit pas; også selv om du har ændret navn siden.
Og dette er naturligvis gældende for alle rejsende.
Du kan ikke bare ændre dit navn efterfølgende. Hvis en ændring er mulig, vil det oftest koste flere hundrede, ja ofte mere end tusind kroner – og det vil ikke være nemt. Udgiften til eventuelle ændringer vil i mange tilfælde overstige prisen på en ny flybillet.
Hav derfor passene eller billeder af passene ved siden af dig, og dobbelttjek alle navne, som du taster ind, når du booker dine flybilletter.
Råd nr. 3: Husk at du IKKE kan ændre eller ombooke din flybillet
For mange år siden kunne man bare ændre tider og endda rejsemål på en flybillet. Sådan er det ikke længere.
Jeg har selv lavet denne fejl og stået med en flybillet, som var blevet bestilt på en forkert dato. Der var ikke andet at gøre end at bide i det sure æble og bestille en ny flybillet.
Bestil først din flybillet, når du er helt sikker på, hvilke datoer du vil rejse. Og dobbelttjek datoerne – både når du søger – og ikke mindst, inden du klikker på Betal.
Når du først har betalt, er det for sent, hvis du har valgt en forkert ud- eller hjemrejsedato.
Råd nr. 4: Sig NEJ til de mange unødvendige tilkøb
Uanset om du køber din flybillet hos et online-rejsebureau eller direkte hos et flyselskab, så vil selskabet forsøge at sælge dig en lang række ekstra ydelser. Blandt andet rejseforsikring, overnatning, billeje, ekstra service, sædereservation, Fast track, prioriteret boarding, tilkøb af bagage osv.
Noget er måske tilkøb, du ønsker – langt det meste er ikke.
Selskaberne gør det næsten umuligt at fortsætte uden tilkøb. Og Travelmarket får henvendelser fra mange brugere, der er kommet til at klikke på Tilkøb for noget, som de ikke har brug for. Dernæst har de ikke tjekket ordren igennem, inden de gennemførte bestillingen.
Selskaberne kan finde på at have en stor og blinkende knap, som betyder, at du skal betale mere. Men for at undgå et unødigt tilvalg skal du i virkeligheden klikke på den lille tekst nederst på siden.
Hvordan kan du undgå at betale for unødige tilkøb?
Vær meget opmærksom, når du går gennem bookingforløbet. Og hold hele tiden øje med, at prisen på din flybestilling ikke stiger. Medmindre det selvfølgelig er noget, du har ønsket at tilkøbe.
Råd nr. 5: Skriv altid den rigtige e-mailadresse ind – For pokker …
En fejl som flere begår, når de køber flybilletter, er desværre, at de ikke indtaster den rigtige e-mailadresse.
Hvis du gør dette, kan du stå i en dårlig situation.
Din bookingbekræftelse sendes naturligvis til din e-mailadresse. Og du skal bruge din e-mailadresse, når du senere skal tjekke ind og hente dine boardingpas.
Husk at tjekke dette umiddelbart efter din booking, og IKKE dagen eller ugen før din afrejse.
Har du købt et fysisk produkt, får du det alligevel tilsendt. Men har du købt en flybillet, kan du risikere at miste rejsen, hvis du ikke indtaster den rigtige e-mailadresse.
Hvad kan du gøre, hvis du ikke modtager din flybekræftelse på e-mail?
Kan du se, at pengene er trukket på din konto, men har du ikke modtaget din flybekræftelse på e-mail? Så tjek din Spamfolder. Måske er mailen havnet der. Hvis ikke, må du prøve at skrive eller ringe til flyselskabet eller rejsebureauet. Her kan de finde dig på dit navn, og de kan ændre til din korrekte e-mailadresse.
Selskabets navn findes også på dit kontoudtog. Det kan guide dig i den rigtige retning. Desværre er navnet på dit kontoudtog ofte navnet på et overordnet koncernselskab, og ikke navnet på det enkelte rejsebureau.
Se også Råd nr. 6
Råd nr. 6: Tjek ALT på sidste trin, inden du klikker på BESTIL
Når du kommer til betalingssiden, skal du altid tjekke, at alt i bestillingen er korrekt, og som du ønsker.
Når du har gennemført bestillingen og betalt, er det for sent at ændre det.
Her er alle de punkter, som du skal tjekke:
- Afrejsested
- Afrejsedato
- Destination
- Hjemrejsedato
- Navne på personer
- At bagage- og sædevalg er, som du ønsker det.
- Og også som tidligere nævnt, at din e-mailadresse er indtastet rigtigt.
Vi oplever desværre, at brugere har tastet forkert eller valgt forkert inden for alle ovennævnte punkter. Jeg tjekker derfor altid dobbelt, inden jeg sender en bestilling afsted.
Råd nr. 7: Tag skærmbilleder af din booking undervejs
Når jeg booker en flybillet, tager jeg altid to skærmbilleder:
- Et skærmbillede lige, inden jeg klikker på Bestil
- Et skærmbillede lige efter, at jeg har klikket på Betal
Hvorfor skal du tage et skærmbillede, inden du klikker på Bestil?
Skærmbilledet inden jeg klikker på Bestil tager jeg, så jeg har et bevis på, hvad det er, som jeg er ved at købe.
Teknikken kan drille, og der kan gå noget galt under betalingen. Hvis dette sker, har du et bevis på, hvad det var, du var ved at bestille.
I meget sjældne tilfælde hører vi om brugere, hvor prisen stiger, fra de har klikket på Bestil, til de har klikket på Betal.
Hvorfor skal du tage et skærmbillede efter, at du har klikket på Betal?
Skærmbilledet efter at jeg har klikket på Betal, tager jeg for at have en bekræftelse på mit køb. Skærmbilledet skal indeholde:
- Bookingnummer
- Det beløb, som er betalt
- Firmanavnet/firmalogoet
Dette gør jeg, fordi der kan gå noget galt i fremsendelsen af e-mailbekræftelsen.
Faktisk hører vi af og til, at der går lang tid fra et køb, til ordrebekræftelsen kommer. Tager du et skærmbillede, så har du et bevis for, at dit køb er foretaget.
Råd nr. 8: Læg mærke til hvilket online-rejsebureau, at du har handlet hos
Vi har mange trofaste brugere, som kommer til Travelmarket for at sammenligne priser og finde flybilletter til deres næste rejse. Derfor er det ofte vores firmanavn, som de husker på.
Og så tænker de ikke over, hvilket online-rejsebureau eller flyselskab de bliver sendt videre til for at foretage selve bestillingen og betalingen af flybilletten.
Det bliver en udfordring, hvis e-mailbekræftelsen fx ikke kommer frem.
Så kontakter de os, fordi de tror, at vi kan fortælle dem, hvor de har købt deres flybilletter. Det kan vi desværre ikke. Vi har nemlig ikke adgang til informationer om de enkelte bestillinger, som foretages via vores prissammenligningsside.
Løsningen på dette er, som jeg skriver i punkt 7. At tage skærmbilleder undervejs: Husk at få firmanavnet/logoet med på skærmbillederne.
Råd nr. 9: Husk at den billigste pris er ikke altid billigst
Når du køber en flybillet, er det ikke altid den billigste pris, som er den bedste til dig.
Hvad bør du altid overveje, inden du køber din flybillet?
Inden du køber din flybillet, bør du altid overveje, om du hellere vil:
- flyve direkte
- rejse med et andet flyselskab
- have bedre flytider (så du ikke skal rejse vildt tidligt eller sent)
- nyde en kortere rejsetid
- Eller andre faktorer, som er vigtige for dig.
Det må ikke blive for besværligt at komme afsted på din rejse.
Sammenlign totalprisen for flybilletter
En megen vigtig ting, når du køber flybilletter, er at sammenligne totalprisen for flybilletter.
Vil du rejse uden håndbagage og sædevalg, kan et flyselskab være billigst. Ved du, at du vil tilkøbe begge dele, kan et andet selskab være billigst.
For at være helt sikker på at du får den billigste flybillet, skal du i princippet gå helt til betalingsbilledet på to eller flere selskaber.
Råd nr. 10: Husk at flybilletter kun i enkelte tilfælde kan fås som afbudsrejser
Skal du på en rejse sydpå, kan du nogle gange komme meget billigt afsted. Du kan nemlig være heldig at finde en billig afbudsrejse med fly og hotel. Dette er en meget dårlig strategi, når du skal købe flybilletter.
Her vil prisen oftest blive højere og højere, jo tættere at du kommer på afrejsedatoen.
Der er nogle flybilletter, som kan blive billigere tæt på afrejse. Det er flybilletter fra charterselskaberne til de klassiske solrejsemål i Sydeuropa. Og her gælder det samme som med afbudsrejser. Se de flybilletter, der findes som afbudsrejser her.
Råd nr. 11: Brug en prissammenligningsside til flybilletter (som Travelmarket.dk)
Markedet for flybilletter kan være svært at overskue, fordi mange forskellige online-rejsebureauer og flyselskaber sælger flybilletter.
Derfor er det en god idé at bruge en flysøgemaskine som den på Travelmarket.dk.
Vi sammenligner priser fra mange forskellige selskaber. På den måde kan du nemt finde de billigste priser, og vi tilbyder endda prisgaranti – se mere her.
Vi viser altid priser fra både flyselskaber og online-rejsebureauer. Så kan du selv vælge, hvem du foretrækker at bestille flyrejsen hos.
Bonustips – og andre ting, som du også skal være opmærksom på
De 11 ovenstående fejl er nogle af dem, som vi oftest støder på. Her kommer lidt ekstra gode råd, som du kan bruge, når du skal bestille flybilletter.
Hvad er inkluderet i din flybillet?
Tjek, hvad der er inkluderet i din flybillet. Er bagage fx er inkluderet eller ej.
Ved flyskift: Hvor lang tid har du til at nå over til det næste fly?
Overvejer du at vælge en flybillet med flyskift? Så tjek hvor megen tid, at du har til af skifte. Alt efter lufthavnens størrelse vil jeg selv altid gerne have 1-2 timer til at nå over til det næste fly.
Er der brug for visum til dit rejsemål?
Tjek, inden du bestiller, om der er brug for visum, hvor du skal hen. Og meget vigtigt, om du kan nå at få det inden afrejse.
Udløber dit pas inden afrejsedato?
Tjek også, at dit pas ikke udløber inden afrejsedato. Vær også opmærksom på, at nogle lande kræver, at passet er gyldigt mere end 6 måneder efter rejsen.
Sædevalg, når du rejser med børn
Sædevalg kan være dyrt – men også en god idé for familier. Det lyder godt med ”Premium”-sæder, men de er ikke altid de bedste.
Har du flere spørgsmål om flybilletter? Så skriv gerne til info@travelmarket.dk
Fotos:
Kvinde står med kuffert i midtergang i fly - andre passagerer sidder ned © izusek / Getty Images / E+
Et fly står parkeret ved en gate på en lufthavn, mens solen går ned i baggrunden. © Chalabala / iStock / Getty Images Plus
Personer står i kø med kufferter i en lufthavn. © izusek / Getty Images / E+
Udsigt fra et flyvindue over en oplyst bro og en by om natten. © franckreporter / Getty Images / E+
To personer sidder ved et bord og kigger koncentreret på en bærbar computer. © jacoblund / iStock / Getty Images Plus
En kvinde med blond hår og en gul trøje smiler, mens hun står i midtergangen på et fly med passagerer i baggrunden. © skynesher / Getty Images / E+
En kvinde i gul kjole med solbriller og opsat hår kigger ud over en kystlinje med strand, havet og to skibe i baggrunden og bjerge i horisonten. © NeonShot / iStock / Getty Images Plus
To børn sidder i et flysæde ved siden af hinanden, hvor den ene ser ud til at tegne med en blyant, mens den anden har høretelefoner på. © damircudic / Getty Images /E+
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.