I Istanbul mødes østen og vesten, Asien og Europa, i én by. Istanbul er den eneste by i verden, som ligger i to verdensdele, og her ligger kristne kirker og muslimske moskéer fredeligt side om side.
Den fantastiske storby ligger kun cirka tre timers flyvetur væk (Søg flybillet her). Tager I afsted, vil I få en uforglemmelig oplevelse.
Med denne lille oversigt over Istanbuls største seværdigheder kommer I godt i gang:
Hagia Sofia: Navnet betyder “Hellig Visdom”. Hagia Sofia-katedralen er indbegrebet af byzantinsk arkitektur. Denne imponerende, store basilika var i tusind år, indtil 1520, verdens største katedral. Dens store kuppel rejser sig 55 m over jorden og spænder 31 m i diameter.
Den Blå Moské, Tyrkiets nationalmoské: Da de muslimske osmannere ikke ville stå tilbage for de kristne byzantinere, byggede de Den Blå Moské som modstykke til Hagia Sofia. Moskéen er bygget i starten af 1600-tallet og kan fremvise seks slanke minareter og et smukt indre dekoreret med smukke blå tegl.
Grand Bazaar: Et af de største overdækkede markeder i verden med mere end 58 gader og over 1200 forretninger. Alt hvad man kan ønske sig af et orientalsk marked: krydderier, smykker, tekstiler og broderier, tæpper, kobber- og messingvarer, merskumspiber…
Topkapi Paladset: De ottomanske sultaners palads gennem 400 år, fra 1465 til 1853. Det store paladskompleks har hundredvis af rum og værelser, hvoraf de vigtigste er åbne for offentligheden. Sørg for at få set haremet og skattekammeret.
Cisternen, Yereban Sarnici: Et stort, underjordisk bassin, som skulle indeholde vand til Istanbuls indbyggere i tørketider. 336 korinthiske søjler holder dette enorme rums hvælvede loft oppe. En meget smuk oplevelse!
Bosporusstrædet markerer grænsen mellem det europæiske og det asiatiske Tyrkiet. Tag på en sejltur langs strædets kyster, og oplev de smukke bygninger: paladser, rigmandshuse og fæstningsværker.
Tag gerne en af de offentlige færger fra sted til sted efter jeres eget valg i stedet for de arrangerede sejlture.
Hippodromen: Det sociale og sportslige centrum for Istanbul, da Istanbul hed Konstantinopel og var centrum for det byzantinske rige. På hippodromen blev der blandt andet afholdt stridsvognsvæddeløb, og det var til disse løb folket fik deres kejser at se. Op til 8 stridsvogne, hver spændt for med 4 heste, kunne køre ad gangen.
De tyrkiske bade, Hamami, har haft en central plads i de mellemøstlige kulturer og er stadig en stor kulturel oplevelse for den besøgende. Prøv f.eks. Çemberlitaş Hamamı, et offentligt bad bygget i 1584 og et af de vigtigste eksempler på osmaniske arkitektur fra det 16. århundrede. Bliv gennemvarmet, masseret, dampet og afkølet, og kom ud som et nyt og bedre menneske.
Husk at gå ind på et af de mange kaffehuse og få en god kop varm, skummende tyrkisk kaffe eller en dejlig æble-te. Er du heldig, tilbyder en af de omkringsiddende måske at spå din fremtid i kaffegrumset.
Vi ønsker god rejse med mange flotte oplevelser blandt Istanbuls største seværdigheder!
Fotos:
Fotos © Maria Erica Jensen
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.