Efter de første dage i byen, og på senere besøg, er jeg blevet en rigtig Hanoi-fan. Her får du nogle af grundene til, at du også skal rejse til Hanoi samt inspiration og hjælp til at komme afsted.
Din hurtige vej til rejsetips til Hanoi og tilbud til Hanoi og Vietnam
Du er selvfølgelig velkommen til at læse min artikel fra start til slut. Men hvis du har brug for et godt tilbud eller et bestemt rejsetip til Hanoi, kan du hurtigt klikke dig frem til det i den blå rubrik.
Læs også: Rejsebudget til Vietnam – Et storslået, eksotisk og tiltalende land
Læs også: Billige rejser til Vietnam – find en eksotisk og autentisk ferie her
De bedste seværdigheder i og ved Hanoi
Når det gælder seværdigheder, så er Hanoi en lidt speciel by.
Hanoi har ingen verdensberømte seværdigheder som Louvre-museet i Paris, Grand Palace i Bangkok eller Angkor Wat ved Siem Reap i Cambodia. Hanoi har i stedet sine helt egne seværdigheder, som er tæt relateret til byens og Vietnams historie. Det er dem, som jeg sætter fokus på i denne rejseguide til Hanoi.
Hanois gamle bydel
Når du først har vænnet dig til trafikken i Hanoi, så vil du rigtigt nyde at gå rundt i Hanois gamle bydel. Den gamle bydel er nok det nærmeste, du kommer på Hanoi, som det var i gamle dage.
Her kan du slentre rundt og kigge på små butikker, der sælger alt mellem himmel og jord. Du kan se vietnamesere og turister spise ved små gadekøkkener, og du vil helt sikkert blive overvældet af mange forskellige indtryk.
Ho Chi Minhs Mausoleum
Ho Chi Minh var landslederen, der førte Vietnam til selvstændighed fra den franske kolonisering, og hans kamp betyder stadig meget for mange vietnamesere.
Ho Chi Minh Mausoleum blev bygget i 1973, og inde i museet kan lokale vietnamesere og turister hilse på den balsamerede krop af ”Onkel Ho”, som Ho Chi Minh kaldes af mange vietnamesere.
Mausoleet ligger et stykke vej fra Hanois gamle bydel, men er værd at tage ud og opleve.
Vanddukketeater
Du kan næsten ikke besøge Hanoi uden at se en forestilling med klassisk vanddukketeater. Vanddukketeater er en slags dukketeater, der – som navnet antyder – foregår i vand, og der er knald på under forestillingen.
Dukketeatret akkompagneres af et orkester, som spiller på lokale instrumenter.
Hoan Kiem-søen
Du kan ikke tage på en rejse til Hanoi uden at komme forbi Hoan Kiem-søen, der ligger i udkanten af den gamle bydel.
Specielt om aftenen er der liv ved søens bredder. Her er et levende mylder med dans, med unge venner og ældre ægtepar på aftentur, børn der leger samt unge studerende, der kontakter dig for at forbedre deres engelskkundskaber. Det er meget festligt at opleve, og giv dig endelig i snak med de unge, som er utroligt venlige.
Halong Bay
Halong Bay, også kaldet Dragebugten, er uden sammenligning den største seværdighed i området ved Hanoi. Halong Bay er verdenskendt for sine store kalkstensklipper, der rejser sig op af vandet som naturens egne tårne. Halong Bay kan besøges på en dagstur fra Hanoi. En dagstur inkluderer transport til bugten og et par timers sejlads. Jeg vil klart anbefale, at du i stedet booker et par dages krydstogt i bugten. Så kan du rigtigt nyde de utroligt flotte landskaber.
Sådan kommer du rundt i Hanoi / Sådan overlever du trafikken
Næsten alle Hanois seværdigheder ligger koncentreret omkring den gamle bydel. Derfor kan de alle nås på gåben. Men et enkelt kig på en 4-sporet vej, hvor biler og scootere suser rundt mellem hinanden, kan tage pusten fra de fleste.
Det er faktisk ikke så slemt, som det ser ud til. Træk vejret dybt, find et hul i trafikken, og træd så ud på vejen. Du skal naturligvis være meget opmærksom og forsøge at få øjenkontakt med både bilister og scooterkørere. Men du vil opleve, at scootere og biler ligesom glider udenom dig af sig selv. Tro mig – det bliver lettere efter et stykke tid.
Hvis du ikke har lyst til altid at gå, er der mange andre muligheder for at komme rundt. Du kan hyre en taxa, motorcykeltaxa eller en cykelrickshaw – eller tage med en af de lokale busser.
Når du ankommer til lufthavnen og skal videre ind til byen, skal du lige tænke dig om. Der er nemlig flere taxachauffører, der gerne vil tage overpris for turen. En taxa skal koste cirka 100 kr. og en plads i en minibus skal koste cirka 10 kr. Regn dog med, at priserne kan være steget, når du læser denne artikel. Taxaerne kører naturligvis, når du vil. Minibusserne kører, når de er fyldt op.
Mad og drikke i Hanoi
Den vietnamesiske mad er blandt Hanois allerstørste seværdigheder. Efter min mening hører den vietnamesiske mad til den allerbedste i verden. Følelsen af at sætte tænderne i en sprød, frisk forårsrulle eller slubre dejlig pho-suppe i sig er åh så lækker.
Prisniveauet på mad
Prisniveauet på mad i Hanoi er meget lavt. Du kan spise dig mæt ved et gadekøkken for nogle få kroner, men du kan også vælge en af byens finere restauranter og spise meget billigere, end du kan på en tilsvarende restaurant i Danmark.
Denne her ret skal du smage i Hanoi
Når du er på rejse til Hanoi, skal du næsten smage den lokale specialitet Bun Cha. Retten er en meget simpel ret. Du får serveret en tallerken vermicelli-nudler, en skål med salat og friske krydderurter samt en skål med suppe (som er din hovedskål), hvor der typisk er svinekød i. Du spiser Bun Cha ved løbende at putte nudler, salat og krydderurter op i suppen, og så spise det samlet derfra. Det smager fantastisk!
Bun Cha blev verdensberømt, da den daværende amerikanske præsident Barack Obama spiste retten på en gaderestaurant med den berømte tv-kok Anthony Bourdain. Måltidet blev spist på restauranten Bun Cha Huong Lien – og prisen for måltidet var cirka 15 kr. Læs mere om det besøg her.
Shopping i Hanoi
Som i mange andre storbyer har Hanoi selvfølgelig en lang række store butikscentre, hvor du kan købe internationale mærkevarer. Dem kan du finde meget mere om i andre rejseguider til Hanoi.
Men det der gør Hanoi til et specielt sted at shoppe, er alle butiksgaderne i den gamle bydel samt nattemarkedet, som åbner hver fredag, lørdag og søndag aften. Nattemarkedet består af mere end 4.000 små boder, hvor du kan købe alt muligt.
Vær klar til at prutte hårdt om prisen, og pas godt på dine værdigenstande, da lommetyvene også besøger markedet.
Den bedste shopping i Hanoi finder du dog efter min mening i den gamle bys mange gader. Her er både butikker med hverdagsting til de lokale vietnamesere og butikker med souvenirs til turisterne.
Mine tre bedste oplevelser i Hanoi
Mine største oplevelser i Hanoi har ikke været i forbindelse med byens seværdigheder. Jeg elsker stemningen i byen, og Hanoi formår at blande asiatisk kaos med fransk elegance på en sådan måde, at både du og jeg ikke kan undgå at falde for dens charme.
Gademad
Hanois mange små gaderestauranter byder på helt fantastisk mad. Tro mig, mad lavet af en lille kokkekone, som kun er bevæbnet med et lille kogeplus, kan smage fantastisk – også når den spises i vejkanten siddende på en plastikstol ved et lille plastikbord.
Kast dig ud i det, og er du nervøs, så vælg de boder, hvor mange lokale spiser. Det er ofte en garanti for god kvalitet.
Binh Minh Jazzklub
Tæt på Hanois store operahus ligger den lille fantastiske Binh Minh Jazzklub. Hver aften kl. 21 spilles der skøn og dejlig jazz af lokale jazztalenter og nogle gange af store internationale jazz-navne.
Der er gratis entré, men køb endelig noget at drikke, når du er indenfor, for det er på den måde, at jazzklubben overlever.
Expat-caféer
Der bor rigtigt mange udlændinge i Hanoi, og flere af dem hænger ud på nogle af Hanois mange gode caféer. Der er en god, afslappet og klassisk stemning på flere af caféerne. Tjek selv Google for at finde de bedste expat-cafeer, som du skal besøge på din ferie i Hanoi.
Læs også artiklen Alternative oplevelser i Hanoi på bloggen Kuffert og Kompas.
Hvornår er det bedst at besøge Hanoi?
Det er bedst at besøge Hanoi om foråret (marts og april) og om efteråret (oktober og november). Her er klimaet dejligt behageligt, og der er ikke så meget regn. Der kan blive helt ned til 10 graders varme i Hanoi om vinteren, og regntiden varer almindeligvis fra maj til september.
Hanoi kan dog besøges året rundt, og kommer du udenfor de bedste perioder, vil der være betydeligt færre turister i byen.
Hvis du drømmer om at rejse til Vietnam i sommerferien, kan du sagtens tage afsted uden at bekymre dig om regntiden. En af mine kollegaer har været på en 3-ugers sommerferie i Vietnam, og hun besøgte Hanoi i juli. Der var en lidt høj luftfugtighed, men det er der jo ofte i oversøiske lande. Og regnen faldt typisk 1-2 timer sidst på dagen, hvor hun og hendes mand alligevel trængte til en pause fra dagens mange oplevelser. Du kan læse om hendes oplevelse af Vietnam i vores artikel om steder, som du bør besøge mindst 1 gang i livet.
Hvad koster flybilletter til Hanoi?
Med sin placering i Sydøstasien koster det naturligvis forholdsvis meget at flyve til Hanoi. Flypriserne fra Danmark til Hanoi t/r ligger typisk mellem kr. 5.000 og kr. 6.500 alt efter sæson og bestillingstidspunkt.
For at få den billigste flybillet til Hanoi, vil det nogle gange være billigst for dig at flyve til Hanoi ved at indlægge et stop med ophold i Bangkok undervejs. Det kræver, at du booker en flybillet til Bangkok i ét køb, og så derefter køber en flybillet med et andet flyselskab til Hanoi fra Bangkok og retur.
Ved at gøre det sådan, skal du være opmærksom på, at du ikke har de samme rettigheder, som hvis du køber en flybillet hele vejen til Hanoi fra Danmark. Til gengæld kan du nogle gange spare ganske mange penge.
Du kan også vælge at købe flybilletter hele vejen til Hanoi, eller måske kaste dig over en pakkerejse, hvor både flybilletter og hotel er inkluderet.
Find flybilletter til Hanoi her Find rejser til Vietnam her
Du kan også orientere dig om priser på flybilletter, charterferier og afbudsrejser til Vietnam i vores artikler og lavprisoversigter herunder:
Læs: Billige rejser til Vietnam – find en eksotisk og autentisk ferie her
Læs: Hvad koster flybilletter til 55 populære oversøiske rejsemål?
Læs: Billig eksotisk charterferie? Ja det kan godt lade sig gøre!
Læs: Billige eksotiske charterferier – mindst 100 tilbud på oversøiske solferier
Læs: Billige 2-ugers eksotiske charterrejser – lavprisoversigt
Læs: Billige eksotiske afbudsrejser – få et godt overblik
Overnatning i Hanoi
Det er min klare anbefaling, at du vælger et hotel midt i- eller tæt på den gamle bydel i Hanoi. Fra den gamle bydel er det nemt at komme til alle seværdighederne i Hanoi.
Det er billigt at bo i Hanoi. Et dobbeltværelse på 3-stjernet hotel med gode anmeldelser kan fås til cirka 100 kr. per nat i højsæsonen. Et dobbeltværelse på et 4-stjernet hotel fås fra cirka 300 kr.
Søg efter hoteller i Hanoi her
Fotos:
Foto:
Alle fotos er taget af Maria Erica Jensen (c)
På nær disse:
Trafik i Hanoi / istockphoto – GabPagani
Topbillede / istockphoto – Gargolas
Halong Bay / istockphoto – sergwsq
Vanddukker / istockphoto – Aoshivn
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.