Smuk sandstrand på Gran Canaria med palmer, hvide sandstrande og turkisblåt hav.

Sådan finder du de billigste afbudsrejser

Ole Stouby

Drømmer du om at rejse meget billigt til sydens sol? Så kan en afbudsrejse være løsningen.

I denne guide får du 10 gode råd, der hjælper dig med at finde de billigste rejser og måske spare dig flere tusinde kroner.

Hvad er en afbudsrejse?

Men allerførst lidt om hvad en afbudsrejse er, for når du ved det, får du mere ud af rådene i denne guide.
Afbudsrejser er i langt de fleste tilfælde rejser, som rejseselskaberne ikke har fået solgt – og ikke rejser, der er blevet afbestilt og sat på udsalg. Man kan også kalde afbudsrejser for restpladser.

Når afrejsedatoen nærmer sig, og der fortsat er ledige pladser, så sætter rejseselskaberne i mange tilfælde prisen på rejserne ned for at få dem solgt, og det er her, du kan gøre et godt køb.

De største prisnedsættelser ses 1-10 dage før afrejse, men ofte sættes priserne allerede ned endnu tidligere. Jeg håber, at guiden kan hjælpe dig med at finde en god og billig afbudsrejse.

1. Afbudsrejserne er billigst, når skolen skinner i Danmark

Når det gælder afbudsrejser, så er hovedreglen:

  • * Hvis vejret er godt, så falder prisen.
  • * Hvis vejret er dårligt, så stiger prisen.

Det er i virkeligheden helt logisk. Når vejret er dårligt i Danmark, så er efterspørgslen på rejser til udlandet høj. Og derfor sætter rejseselskaberne prisen på afbudsrejser op.

Hvis vejret er godt i Danmark, så sker det omvendte.

Priserne kan ændre sig fra dag til dag, hvis der sker ændringer i vejrudsigten. Du bør derfor slå hurtigt til, når du ser et tilbud, hvor både faciliteter og pris passer til dine ønsker.

Kvinde slapper af på en strandstol under stribede parasoller og læser en bog.

2. Søgning fra flere afrejselufthavne giver et større udvalg

Når du søger afrejse fra flere forskellige lufthavne, er der en større chance for, at du finder de billigste og bedste afbudsrejser.

Ofte kan der være mange penge at spare på at flyve fra én lufthavn i stedet for en anden. Og du øger også antallet af forskellige rejsemål, som du kan rejse til.

Køreturen fra Aalborg til Billund eller fra Billund til København kan ofte tjenes ind via en større besparelse på rejsen. Og husk, at bor du i Jylland og ser en billig afbudsrejse fra Aalborg, så kan du parkere billigt ved Aalborg Lufthavn.

I Travelmarkets søgemaskine med afbudsrejser kan du søge fra alle lufthavne i Danmark i én søgning.

3. Flere forskellige rejsemål = større chance for gode tilbud

Der er masser af fantastiske ferieoplevelser at hente rundt omkring i verden. Og hvis du vil rejse billigst muligt, så nytter det ikke, at du kun vil rejse til din favoritø i Grækenland.

Udvid din søgning med flest mulige rejsemål, og du vil få mange flere gode tilbud.

Drømmer du om en eksotisk afbudsrejse, så er fx Azorerne, Egypten og Marokko ofte billige i lavsæsonen.
Se alle afbudsrejser her.

Strand med palmer og parasoller ved siden af turkisblåt hav.

4. Rejs udenfor skolernes ferier, og spar mange penge

Hvis du kan, så rejs udenfor skolernes ferie. På denne måde kan du spare MANGE penge.

I sommerferien, efterårsferien, juleferien, vinterferien og påskeferien kan priserne på afbudsrejser nemt være dobbelt så høje som i andre uger.

Hvorfor er det sådan? Årsagen er enkel. Når der ikke er så mange, der rejser, så falder prisen på rejser.

5. Flyt rejsen et par dage, og spar penge

Førhen afgik næsten alle flyene med sol- og badegæster i weekenden. Man var væk i 7 dage, og kom hjem weekenden efter.

Sådan er det ikke længere. Flere og flere sol- og badeferier har nu afrejse på forskellige ugedage. Og længden på ferien kan fx være 5, 6, 9 eller 10 dage.

Hvis du rejser et par dage inden, at skoleferien starter, kan du ofte spare en del penge.

Det samme sker, hvis du sørger for, at din ferie slutter et par dage efter, at skolen er startet igen.

6. Overvej en uspecificeret rejse

Ved en uspecificeret rejse forstås, at du ikke får at vide, hvilket hotel du skal bo på, når du bestiller rejsen.

Du kan være heldig at nyde en skøn ferie på et 4-stjernet hotel tæt ved stranden. Du kan også ende på et 2-stjernet hotel uden pool.

Hvis du kan leve med denne usikkerhed, så kan du ofte rejse meget billigere.

Uspecificerede rejser er ikke så almindelige som for nogle år siden, men det er stadig en god mulighed for at spare penge.

Swimmingpool med liggestole og solsejl.

7. Snup en uges ekstra ferie til en lav merpris

I lavsæsonen kan du være heldig, at en 2 ugers ferie koster det samme som en uges ferie. Nogle gange kan ekstraprisen faktisk være ganske lav.

Tjek det lige, inden du bestiller. Måske kan du slappe af en ekstra uge ved stranden for en lille merpris.

Kan du mon starte din ferie sådan, at første eller sidste uge ligger udenfor skolernes sommerferie? Hvis ja, bliver prisen på din rejse ofte væsentligt lavere. Prisen vil nemlig være baseret på lavsæson.

8. Få All Inclusive for en mindre merpris

Præcis som med 2 ugers ferier kan All Inclusive af og til tilkøbes rejsen for en mindre merpris. Så husk at inkludere All Inclusive-rejser i din søgning.

Med All Inclusive får du mere styr på feriebudgettet. Årsagen er, at alle – eller de fleste – udgifter til mad og drikke på hotellet er inkluderet i rejsens pris.

Læs mere i artiklen: Ferie med All Inclusive – Se, om det er noget for dig

Et morgenbord med varieret mad som brød, ost, chorizo, frugt, marmelade, kaffe, appelsinjuice og et blødkogt æg.

9. Sammenlign priser fra alle rejsebureauerne på Travelmarket.dk

Nu tænker du måske, at alt det ovenstående er meget godt. Men det kommer da til at tage mange timer at tjekke alle rejseselskabernes hjemmesider og tilpasse søgningerne igen og igen.

Det behøver du heldigvis ikke – for det gør vi for dig her på Travelmarket.

Når du bruger vores søgemaskine til afbudsrejser, så søger vi priser fra alle de store rejseselskaber i Danmark. Og du behøver kun at foretage én søgning for at få et overblik over hele markedet.

Start din søgning efter afbudsrejser her

10. Overvåg prisen med en prisagent, og slå til, når prisen er lav nok

Hvis du er ude i god tid, er det en god idé at oprette en prisagent, som holder øje med prisen på afbudsrejser for dig.

På Travelmarket kan du få en daglig e-mail med de nyeste priser på netop den rejse, som du har bedt agenten om at overvåge. Og det er helt gratis at oprette en prisagent.

Opret din charterprisagent her

11. Lidt om Ole Stouby, der har skrevet denne guide

Ole Stouby er et kendt navn i den danske rejsebranche, og er en af de mest brugte kilder, når de største danske medier søger efter indsigt i rejse- og flybranchen.

Ole havde været i forskellige stillinger i rejsebranchen, indtil han startede Travelmarket.dk som den første danske forbrugerportal og prissammenligningsside for rejser.

Det var i 1996, så Ole har dermed mere end 25 års online erfaring med rejsebranchen.
Foruden at være direktør for Travelmarket er Ole bestyrelsesformand for Travelmedia Nordic A/S, der udgiver rejsebranchemedierne Check-in.dk og Standby.dk.
Forbrugerne i fokus i mere end 25 år Lige siden Travelmarket kom online i 1996, har målet været at hjælpe danskerne med at finde de bedste og billigste rejser. Dét er det fortsat.

Forbrugerne kan med én søgning sammenligne alle flybilletter og pakkerejser, så man herved får det bedste overblik i markedet. Målet med Travelmarket har således aldrig været selv at skulle sælge rejser, men at henvise forbrugerne til det rejseselskab, der opfylder de krav og ønsker, man har.

Ole Stouby sidder afslappet i en hængekøje omgivet af grønne planter på Maldiverne.

Ofte citeret i store danske medier
Når de største danske medier søger efter ekspertviden om rejse- og flybranchen, så er det ofte Ole Stouby, der bliver hørt om prisudviklingen, tendenser i markedet m.v.
Ole har flere gange udtalt sig til nedenstående medier.

Se eksempler på Oles udtalelser her

Logoer af forskellige danske medier.

Forbrugerne i fokus i mere end 28 år

Siden Travelmarket gik online i 1996, har målet været at hjælpe danskere, svenskere og nordmænd med at finde de bedste og billigste rejser. Det er det stadig. Med én søgning kan forbrugerne sammenligne alle flybilletter og pakkerejser og på den måde få det bedste overblik på markedet.

Målet med Travelmarket har aldrig været at sælge rejser selv, men at henvise forbrugerne til det rejseselskab, der bedst opfylder den enkeltes krav og ønsker.

Fotos:
Smuk sandstrand på Gran Canaria med palmer, hvide sandstrande og turkisblåt hav. © Balate Dorin / iStock / Getty Images Plus
Kvinde slapper af på en strandstol under stribede parasoller og læser en bog. © pixdeluxe / Getty Images
Swimmingpool med liggestole og solsejl. © pepmiba / iStock / Getty Images Plus
Et morgenbord med varieret mad som brød, ost, chorizo, frugt, marmelade, kaffe, appelsinjuice og et blødkogt æg. © juefraphoto / iStock / Getty Images Plus
Ole Stouby sidder afslappet i en hængekøje omgivet af grønne planter på Maldiverne. © Thiamka Margrethe Pedersen



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.