At købe flybilletter virker umiddelbart ikke som det sværeste i verden, og det er det heller ikke. Men det kan til gengæld være en udfordring at finde de bedste og billigste flybilletter.
Du kan dog spare rigtigt mange penge ved at anvende de råd, som jeg giver dig i denne artikel.
- Bestil i god tid – og opret en prisagent
- Søg priser fra flere forskellige afrejselufthavne
- Hold øje med alternative lufthavne på rejsemålet
- Flyv tidligt om morgenen eller sent om aftenen
- Rejs uden for højsæsonen, og spar penge
- Vær fleksibel med dine rejsedage
- Tjek to enkeltbilletter for fleksibilitet og besparelse
- Søg priser som 1,2,3 eller flere personer
- Spar penge ved at flyve med lavprisflyselskaber
- Hold øje med totalprisen på din flybillet
- Overvej et loyalitetsprogram
- Rabat på Business Class
- Få besked om billige flybilletter via nyhedsbreve og Facebooksider/grupper
- Spar penge med en prissammenligningsside (rejsesøgemaskine)
- Kend forskellen på online rejsebureauer og prissammenligningssider
- Tre populære myter, som IKKE er sande
- Lidt om Ole Stouby, der har skrevet denne artikel
Priserne på flybilletter er blevet billigere og billigere gennem de seneste 10 år. Sammen med prisfaldet er det desværre blevet mere og mere kompliceret at finde de billigste flybilletter.
Derfor vil jeg hjælpe dig med 17 tips til, hvordan du finder de bedste og billigste flybilletter.
Mange venlige rejsehilsner
Ole Stouby
Direktør
Bestil i god tid – og opret en prisagent
Som hovedregel stiger prisen på flybilletter mere og mere, jo nærmere du kommer afrejsedatoen. Derfor kan det IKKE betale sig at vente med at købe flybilletter til i sidste øjeblik.
Omvendt kan det heller ikke betale sig at købe din flybillet alt for tidligt.
Vi anbefaler, at du i de fleste tilfælde køber dine flybilletter cirka to måneder inden afrejse. Undtagelsen er, hvis du skal rejse i skolernes ferier. Så anbefaler vi, at du køber dine flybilletter 5-6 måneder inden afrejse eller tidligere. Start din søgning så tidligt som muligt – og overvåg prisen med en prisagent.
Med en prisagent finder du flyselskabernes kampagnepriser
Af og til sætter flyselskaberne prisen på flybilletter ned i forbindelse med en salgskampagne, og så kan der være penge at spare. Ved du allerede tidligt, hvornår du skal flyve, så opfordrer vi dig til løbende at holde øje med priserne.
Det kan du gøre ved at oprette en flyprisagent, så du får en daglig mail med en opdateret pris på din flyvning. Opret gerne flere prisagenter, så du får en bred overvågning. Du opretter en prisagent ved at lave en flysøgning her på Travelmarket, og bagefter slår du prisagenten til.
Nogle få flybilletter kan være billigst tæt på afrejse
Alt det ovenstående er gældende for flybilletter med rutefly, men det gælder ikke altid for overskydende pladser i charterselskabernes fly.
Er du meget sent ude, og er det tæt på afrejsedagen, kan det ofte bedre betale sig at undersøge priserne på charterfly. Klik her for at se de billigste flybilletter med charterfly lige nu.
Søg priser fra flere forskellige afrejselufthavne
Nogle gange kan du spare mange penge ved at vælge en anden afrejselufthavn end den, der er nærmest din bopæl.
Danmark er jo et lille land, så afstanden og transporttiden mellem de enkelte lufthavne er ikke overvældende stor.
Du kan også vælge at inkludere Hamborg, Bremen, Gøteborg og Malmø i dine søgninger.
Grunden til at priserne skifter meget mellem lufthavnene har flere årsager. Det kan være fordi, at der er høj konkurrence fra en lufthavn til en destination, men også fordi en lufthavn kan have en lavprisflyrute til dit rejsemål, som de andre lufthavne ikke har.
Husk at tage prisen for transport og parkering til og fra lufthavnen med i din udregning. Det koster penge at parkere i København, Billund, Aalborg og Aarhus, mens parkering i Odense, Karup, Sønderborg, Esbjerg og på Bornholm er gratis.
Hold øje med alternative lufthavne på rejsemålet
Nogle gange kan det betale sig ikke at flyve direkte til den by, som du skal holde ferie i. Når du flyver til en lufthavn i en mindre by, kan der ofte være mange penge at spare. Og det vil ofte være nemt at komme fra den mindre lufthavn til dit rejsemål.
Et godt eksempel er at flyve direkte fra Billund til Pisa – i stedet for fra Billund til Firenze med et stop.
Ryanair flyver direkte og meget billigt fra Billund til Pisa, og man kan nemt spare 1.000 kr. på at vælge denne flyvning. Bussen fra Pisas lufthavn til Firenzes centrum tager 2 timer og koster cirka 50 kr.
Flyv billigere til Girona, som ligger 80 kilometer nord for Barcelona
Lavprisflyselskaber flyver til de mindre lufthavne, fordi det er billigere at lande her end i de store byer – og derfor bliver flybilletterne også billigere.
Nogle gange vil den mindre lufthavn komme frem automatisk, når du søger på en flybillet til en storby. Søger du eksempelvis efter en flybillet til Barcelona, vil der også komme flybilletter frem til Girona, der ligger 80 km nord for Barcelona.
Flyv tidligt om morgenen eller sent om aftenen
Hvis du kan flyve tidligt om morgenen eller sent om aftenen, kan du ofte spare mange penge på din flybillet. Årsagen er, at flyselskaberne ofte betaler mindre til lufthavnene for de dårligere flytider, og at det selvfølgelig er sværere at sælge disse flybilletter.
Nogle gange skal du kun flytte din afrejse nogle få timer for at opnå en besparelse, andre gange er der tale om adskillige timer.
Et godt eksempel på det sidste er Ryanairs fly fra London til Billund. Vælger du morgenflyet, kan du spare mange penge i forhold til aftenflyet. Er du på ferie, er det ærgerligt, fordi du får en dag mindre i London.
Rejs uden for højsæsonen, og spar penge
Flybilletter er typisk dyrere i skolernes ferier og i forbindelse med populære højtider. Det skyldes, at mange rejser på disse tidspunkter, og derfor sætter flyselskaberne prisen op.
Hvis du kan rejse uden for højsæsonen eller i ugerne/dagene lige op til eller efter, er der rigtigt gode muligheder for at spare penge på dine flybilletter.
Vær dog opmærksom på eventuelle særlige arrangementer og lokale højtider på rejsemålet. Disse kan også få prisen på flybilletter til at stige.
I Sverige og Tyskland er helligdags- og ferieperioder ikke altid de samme som i Danmark. Derfor kan du ofte spare penge ved at rejse fra disse lande, når der er højsæson i Danmark.
I Dansk Flyprisindex, kan du se prisudviklingen på 10 europæiske- og 10 oversøiske rejsemål siden 2009. Det giver dig et lille indblik i, hvornår flybilletter er dyre, og hvornår de er billige.
Vær fleksibel med dine rejsedage
Der kan være mange penge at spare, hvis du kan flytte din afrejse- eller hjemrejsedag med en enkelt dag eller to. Det skyldes flere forskellige faktorer:
- Mange selskaber har kun 2-3 ugentlige flyvninger på en rute. Fx flyver Ryanair kun til Lissabon mandag og torsdag. Derfor vil disse dage ofte være billige.
- Nogle dage er mindre populære at flyve på end andre. Det betyder typisk, at det er billigt at flyve om lørdagen og tirsdagen, hvor færrest folk flyver. Fredage og søndage er normalt de dyreste dage.
Desuden er de meget tidlige og sene afgangstider billigere end ellers, fordi efterspørgslen ikke er så stor her.
Tjek to enkeltbilletter for fleksibilitet og besparelse
Hvis du bestiller direkte ved et flyselskab, får du kun adgang til dette flyselskabs og eventuelle partneres billige flybilletter. Derfor er disse flybilletter ikke altid billigst og bedst.
Dette problem løses i stor grad af rejsebureauer, som tilbyder at kombinere to konkurrerende flyselskaber i én og samme flybillet. Ét selskab på udrejsen og et andet på hjemrejsen.
Du finder både den første og anden type flybilletter i søgeresultatet her på Travelmarket.
Det er dog ikke altid, at rejsebureauerne fanger alle kombinationer. Der kan derfor være penge at spare ved at søge efter to enkeltbilletter – én på din udrejsedato og en på din hjemrejsedato – i stedet for at købe dem sammen i én billet.
Vær dog opmærksom på, at du på en rejse til London eller en anden storby med ”flere lufthavne” måske skal rejse ud til én lufthavn og hjem fra en anden.
Søg priser som 1,2,3 eller flere personer
Vi har observeret i vores søgninger, at priserne fra nogle rejsebureauer er forskellige alt efter, om man på Travelmarket søger efter 1, 2, 3 eller flere personer.
Ofte kan flypriserne blive dyrere, hvis man er flere, der rejser sammen. Det skyldes, at alle personer i én booking placeres samlet i den billigste prisklasse. Er man flere personer, end der er ledige sæder til i den billigste prisklasse, rykkes alle op i den næste priskategori.
Det vi har konstateret, er dog, at nogle flypriser på lavprisfly i Europa bliver billigere, hvis man er flere, der rejser sammen.
Vi formoder, at dette skyldes, at grundprisen kun inkluderer basisflybilletten og en lille håndtaske – og at rejsebureauer, der sætter prisen ned, forventer at tjene flere penge på tillægsprodukter som indskrevet bagage, håndbagage, sædevalg etc., når der er flere, der rejser sammen.
Søg priser som 1, 2, 3. eller flere personer
Prøv dig selv frem.
Spar penge ved at flyve med lavprisflyselskaber
Lavprisflyselskaber som Ryanair, EasyJet, Vueling, Norwegian og Wizzair er nogle af de billigste flyselskaber, som du kan flyve med, hvis du skal rundt i Europa. Og samme udvikling er sket i resten af verden med andre selskaber. Der kan være mange penge at spare, hvis du vælger et lavprisflyselskab.
Hvis du rejser med et lavprisfly, var reglen tidligere, at kun håndbagage var inkluderet i prisen. Det er nu strammet op, så du kun må have en lille rejsetaske med.
Læs her, hvordan det godt kan lade sig gøre at rejse KUN med en lille rejsetaske.
Det gør selskaberne for, at du skal tilkøbe ekstra bagage, og så tjener de penge på den måde. Indimellem kan prisen på bagage og sædevalg faktisk overstige prisen på flybilletten.
For at kunne følge med i priskonkurrencen har flere af ”de gamle” flyselskaber kopieret lavprisflyselskabernes metoder. Senest har SAS og flere andre selskaber oplyst, at du også kun må rejse med en lille rejsetaske, når du køber deres billigste flybilletter.
Ovenstående information om lavprisfly gælder uanset, om du køber en rejse direkte ved lavprisflyselskaberne eller indirekte via et rejsebureau.
Hold øje med totalprisen på din flybillet
For mange år siden var håndbagage, indtjekket bagage, sædevalg og forplejning ombord altid inkluderet i prisen på en flybillet. Sådan er det ikke længere.
Nogle gange er der kun inkluderet en lille taske (mindre end håndbagage) i prisen. Nogle gange er der inkluderet håndbagage. Og nogle gange er indtjekket bagage og sædevalg inkluderet i prisen.
Det er en uheldig udvikling, der gør det sværere for os forbrugere at gennemskue prisen på flybilletter. I starten var dette mest gældende for flypriser med lavprisflyselskaber i Europa. I dag er det desværre mere udbredt, og ses nogle gange også på oversøiske flybilletter.
På Travelmarket viser vi dig den billigste flybillet, som den enkelte udbyder tilbyder. De fleste gange vil priserne være sammenlignelige, men nogle gange kan der være forskellige tillægsydelser inkluderet i priserne.
Priserne på tillægsydelser og hvordan de tilkøbes, varierer fra selskab til selskab. Flere rejsebureauer tilbyder flyrejser, der er billigere end hos flyselskaberne. Vær dog opmærksom på, at skal du have indtjekket bagage og sædevalg med, så bliver totalprisen ofte dyrere.
I et aktuelt eksempel var en flybillet billigere at købe ved et rejsebureau, hvis man skulle have indtjekket bagage eller vælge sit eget sæde – men ikke, hvis man ønskede begge services.
Se dig godt for, når du bestiller din flybillet.
Overvej et loyalitetsprogram
Rejser du ofte, kan det betale sig at melde dig ind i et af flyselskabernes loyalitetsprogrammer. Det mest kendte i Danmark er SAS Eurobonus.
Hvis du melder dig ind i et loyalitetsprogram, så optjener du points, når du flyver.
Pointene kan typisk optjenes, når du flyver med det selskab, som du er medlem hos – men også ved at flyve med selskaber i samme flyalliance. SAS er medlem af STAR Alliance sammen med mere end 20 andre flyselskaber.
Rabat på Business Class
Hvis du flere gange har fløjet oversøisk, kender du sikkert at rejse Economy Class, hvor pladsen kan være lidt trang. En lang flyrejse kan derfor betyde ømme ben, stivhed i kroppen og begrænset service undervejs.
En rejse på Business Class er luksus med masser af plads, fantastisk mad, eksklusive vine og champagne, men flybilletten koster oftest mange gange mere end Economy Class. Der er trods alt forskel på at give 5.000 kr. og 25.000 kr. for en oversøisk flybillet t/r.
Lad os tage et eksempel, hvor du har købt en flybillet til Kina på turistklasse med KLM. Denne flybillet koster typisk 5.000 kr. Inden afgang kan du ofte tilkøbe opgradering til Business Class til ca. 4.500 kr. per vej – på flyselskabets webside, i en automat i lufthavnen eller ved personlig henvendelse.
Herved løber en flybillet på Business Class måske op i 14.000 kr. t/r, hvor normalprisen er 25.000 kr. – altså en stor besparelse. Tilkøbet kan dog også være til en højere pris, men uanset er der penge at spare.
Tjek priserne ved bestilling, for løbende har flyselskaberne kampagnetilbud på Business Class-billetter, og her er de reduceret kraftigt i pris. Man kan sågar også rejse ”to personer til prisen for én person”.
Rejser du ofte, kan det betale sig at samle bonuspoints med bestemte flyselskaber eller luftfartsalliancer, som kan bruges til at opgradere til Business Class.
Få besked om billige flybilletter via nyhedsbreve og Facebooksider/grupper
Hvis du bare vil ud i verden, og er på spring efter det rigtige tilbud på en flyrejse, så er det en god idé at tilmelde dig nogle nyhedsbreve om billige rejser, eller at blive fan af nogle Facebookgrupper med billige rejser.
På Travelmarket elsker vi at finde de billigste rejser i markedet, og vi deler alle de gode tilbud, som vi finder med vores brugere. Dette gør vi via Facebooksiderne Rejsesiden.dk og Travelmarket.dk samt vores nyhedsbrev.
Bliv fan af vores sider – og tilmeld dig nyhedsbrevet, og så sender vi dig gode tilbud på både flybilletter og andre rejser.
Hold øje med nye flyruter
Når et flyselskab åbner en ny rute, er priserne på flybilletter ofte meget lave. Det er ikke bare fra det nye selskab, men også fra andre flyselskaber, der flyver på samme rute.
For at skabe opmærksomhed starter flyselskabet ofte en ny rute op med fantastiske kampagnepriser. Det skaber konkurrence i markedet, og får ofte konkurrenterne til også at sætte priserne ned.
På Travelmarket holder vi øje med nye flyruter fra Danmark. Følg med i denne artikel, som jævnligt bliver opdateret: Nye flyruter til ferien | Godt 40 direkte ruter til dig
Spar penge med en prissammenligningsside (rejsesøgemaskine)
Hvis du søger efter flybilletter på en prissammenligningsside som Travelmarket.dk, er der en stor chance for, at du finder billigere flybilletter, end hvis du selv tjekker priser på mange forskellige hjemmesider. Det skyldes:
- Vi søger (sandsynligvis) på mange flere sider end dig Via vores søgerobotter søger vi på mange flere hjemmesider og hos mange flere flyselskaber, end du vil gøre, hvis du skal tjekke alle stederne selv. Derfor vil du næsten altid finde lavere priser hos os.
- Vi får ofte lavere priser frem end på rejsebureauernes egne hjemmesider De mange rejsebureauer som vi får priser fra på Travelmarket, sætter ofte priserne ned for at komme til at ligge øverst i vores søgninger og dermed få flest bookinger. Derfor er prisen på Travelmarket lavere end på deres egne hjemmesider.
- Vi sammenligner både priser fra rejsebureauer og flyselskaber Der er fordele ved både at købe flybilletter direkte hos flyselskabet og hos et rejsebureau. Oftest vil rejsebureauet være billigst, fordi de tager en del af fortjenesten og giver videre til kunden. Mange flyrejser er kombinationspriser med flere forskellige flyselskaber. Dem får du ikke direkte hos flyselskabet.
- På Travelmarket får du prisgaranti! På Travelmarket er vi så sikre på, at vi finder de laveste priser, at vi giver en prisgaranti. Vi refunderer dig nemlig prisforskellen, hvis du efterfølgende kan finde den bestilte flybillet – som du har fundet via Travelmarket.dk – billigere et andet sted på internettet.
Læs betingelserne for prisgarantien her.
Ved at bruge en prissammenligningsside sparer du naturligvis også tid. Den tid kan du i stedet bruge på at planlægge resten af rejsen. Travelmarket.dk blev i 2018 anbefalet af Forbrugerrådet TÆNK – du kan stole på os.
Kend forskellen på online rejsebureauer og prissammenligningssider
I medierne skrives der ofte om online rejseportaler, online-rejsebureauer, bookingsider, flyselskaber og prissammenligningssider. Kun få formår at fortælle, hvad alle de forskellige ord betyder.
Det er vigtigt, at du kender forskel, når du skal søge efter flybilletter.
Prissammenligningssider
En prissammenligningsside er sådan en, som du besøger, når du læser denne artikel. En prissammenligningsside som
Travelmarket gennemsøger priser fra stort set alle online rejsebureauer og flyselskaber i markedet.
Med en prissammenligningsside får du derfor det bedste overblik over alle priser på flybilletter i markedet.
Der er gode og dårlige prissammenligningssider på markedet. Travelmarket.dk blev i 2018 anbefalet af Forbrugerrådet TÆNK, det er en garanti for, at du kan stole på os.
Online-Rejsebureauer (også kaldet bookingsider)
Online-rejsebureauer er rejsebureauer, der SÆLGER flybilletter.
Online-rejsebureauernes hjemmesider kan godt ligne prissammenligningssider, men det er de ikke.
Online-rejsebureauer sammenligner IKKE priser på tværs af forskellige hjemmesider. De sælger deres flybilletter til deres egne priser. Altså er de en slags butikker på internettet.
Eksempler på online-rejsebureauer er: Travelstart, Travellink, Supersaver, Travelgenio og LastMinute.com.
En prissammenligningsside som Travelmarket er anderledes. Vi sammenligner priser:
- Hos online-rejsebureauer (Travelstart, Travellink, Supersaver, Travelgenio, LastMinute.com m.fl.)
- På flyselskabernes egne hjemmesider
- Hos flere andre rejsebureauer
På den måde får du et overblik over næsten hele markedet på en prissammenligningsside som Travelmarket.
Flyselskaber
Flyselskaber er forholdsvis enkle at definere. Et flyselskab ejer eller lejer en række fly. Flyselskaberne sælger pladser på deres fly direkte til forbrugerne via deres egne hjemmesider, online-rejsebureauer og andre rejsebureauer.
Eksempler på flyselskaber er SAS, Ryanair, KLM, Norwegian, British Airways og EasyJet.
Rejseportaler
En rejseportal kunne også bare hedde en rejsehjemmeside. En portal er et generisk ord, og betyder typisk bare et sted, som er en adgang til store mængder information eller priser.
En rejseguide til Europa, en prissammenligningside til rejser, en bookingside eller et online-rejsebureau kan alle kaldes rejseportaler. Det kan rejseblogs også. Kort sagt er en portal et meget generisk udtryk.
Tre populære myter, som IKKE er sande
Tre forskellige myter om at finde billige flybilletter er vedholdende, og vi hører om dem ganske ofte. De er IKKE sande, og du skal ikke tænke på dem, når du kigger efter flybilletter til dine rejser.
Myte 1: Flypriserne stiger, hvis du søger på dem flere gange
En populær myte er, at rejsebureauerne og flyselskaberne hæver prisen på flybilletten, hvis du flere gange har lavet den samme søgning. Løsningen skulle være at skifte din browser til inkognito-mode eller slette dine cookies, så selskaberne ikke kan se, hvem du er.
Ingen data og ingen undersøgelser har vist, at ovenstående er tilfældet.
Hvis du alligevel vil være helt sikker, så brug en prissammenligningsside som Travelmarket. Vi sender ingen cookies eller andre informationer om dig til selskaberne fra vores søgninger. Dermed kan du være helt sikker på, at du får vist den laveste pris.
Myte 2: Det er billigst, hvis man køber sine flybilletter om tirsdagen
En anden populær myte er, at man altid finder de billigste flybilletter om tirsdagen. Det giver overhovedet ingen mening. Priser på flybilletter skifter hele tiden, og påvirkes af mange forskellige faktorer.
Hvis du finder en god pris på en flybillet i weekenden eller en anden dag, så slå til.
Du kan være heldig at finde billige flybilletter og rejser på Black Friday eller Cyber Monday, men igen er det slet ikke sikkert, at prisen falder på disse tilbudsdage.
Myte 3: Er vi mange, som flyver, så kan vi forhandle prisen ned
I mange tilfælde kan man presse prisen ned på en vare, hvis man køber mange enheder. Det er slet ikke tilfældet, når det drejer sig om flybilletter – tværtimod. Priserne på et fly har faste priser, som styres i et stort internationalt system, og de kan ikke forhandles ned.
Ofte vil priserne i et fly være opdelt sådan, at der er x antal meget billige sæder, x antal lidt dyrere og sådan fortsætter det. Er I 10 personer, som skal rejse sammen, så vil flyselskabet ofte placere jer i en kategori, hvor der er 10 ledige sæder. Dermed bliver flyrejsen faktisk dyrere.
Lidt om Ole Stouby, der har skrevet denne artikel
Ole Stouby er et kendt navn i den danske rejsebranche, og er en af de mest brugte kilder, når de største danske medier søger efter indsigt i rejse- og flybranchen.
Ole havde været i forskellige stillinger i rejsebranchen, indtil han startede Travelmarket.dk som den første danske forbrugerportal og prissammenligningsside for rejser.
Det var i 1996, så Ole har dermed mere end 25 års online erfaring med rejsebranchen.
Foruden at være direktør for Travelmarket er Ole bestyrelsesformand for Travelmedia Nordic A/S, der udgiver rejsebranchemedierne Check-in.dk og Standby.dk.
Forbrugerne i fokus i mere end 25 år
Lige siden Travelmarket kom online i 1996, har målet været at hjælpe danskerne med at finde de bedste og billigste rejser. Dét er det fortsat.
Forbrugerne kan med én søgning sammenligne alle flybilletter og pakkerejser, så man herved får det bedste overblik i markedet. Målet med Travelmarket har således aldrig været selv at skulle sælge rejser, men at henvise forbrugerne til det rejseselskab, der opfylder de krav og ønsker, man har.
Ofte citeret i store danske medier
Når de største danske medier søger efter ekspertviden om rejse- og flybranchen, så er det ofte Ole Stouby, der bliver hørt om prisudviklingen, tendenser i markedet m.v.
Ole har flere gange udtalt sig til nedenstående medier.
Se eksempler på Oles udtalelser her
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.