Hvad skal du se på Fuerteventura?
Fuerteventura hører til De Kanariske Øer og er fuld af lange spektakulære strande, betagende landskaber plus fine historiske og kulturelle oplevelser.
Jeg har udvalgt de 10 seværdigheder på Fuerteventura, hvor du virkelig vil føle, at her er noget ganske særligt.
- Corralejo Naturpark – en ørken af sandklitter og turkisblåt vand
- Ajuy-hulerne – gamle vulkanske huler ved kysten
- Betancuria – historisk by med charmerende atmosfære
- Ayose og Guize − historiske statuer af to konger
- Isla de Lobos – lille, ubeboet ø med fred og ro
- Oasis Wildlife Fuerteventura – eksotisk dyrepark og botanisk have
- El Cotillo – charmerende fiskerby med fantastiske strande
- Acua Water Park − sjovt vandland for hele familien
- Fyrtårnet i Playitas − maritimt vartegn ved kysten
- Saltmuseet i Salinas del Carmen − fascinerende indblik i saltproduktion
- Andre anbefalelsesværdige oplevelser til din ferie på Fuerteventura
Vil du se, hvilke strande der passer bedst til afslapning, småbørnsfamilier og/eller vandsport?
Her kan du læse min guide om De bedste strande på Fuerteventura.
Corralejo Naturpark – en ørken af sandklitter og turkisblåt vand
Corralejo Naturpark er et imponerende naturreservat i det nordlige Fuerteventura, som byder på krystalklart hav og en storslået ørken af sandklitter.
De store sandklitter danner en fantastisk kontrast til de turkisblå bølger, og området er ideelt til lange gåture eller afslapning på stranden, som ligger i naturparken.
I mange år har naturparken været et beskyttet område for at bevare de særlige klitformationer, der konstant ændrer sig med vinden.
Området er omgivet af smuk natur med udsigt til øen Lobos i horisonten.
Naturparken ligger tæt på den populære ferieby Corralejo, og du kan nemt komme dertil med bil eller bus.
Der er gratis adgang hele året, og det er bedst at besøge parken tidligt om morgenen for at undgå de varmeste timer.
Henvender sig til: Naturentusiaster, familier og dig som elsker at vandre
Afstand til nærmeste by: 5 km. fra Corralejo
Transport: Bil eller bus fra Corralejo
Hvor på øen ligger Corralejo Naturpark? På den nordlige del af Fuerteventura
Værd at vide: Husk solbeskyttelse og vand, da der er begrænset skygge i området.
Ajuy-hulerne – gamle vulkanske huler ved kysten
På Fuerteventuras vestkyst finder du de imponerende Ajuy-huler, som er dannet af vulkansk aktivitet for millioner af år siden. Ajuy-hulerne er omgivet af dramatiske klippeformationer, en sort sandstrand og Atlanterhavets brusen, som skaber en helt unik stemning.
Området har tidligere været brugt som skjulested for pirater. Det tilføjer virkelig en ekstra dimension til stedet, når du lukker øjnene og forestiller dig, at klippeområdet pludselig myldrer med blodtørstige pirater, hvor én har klap for øjet, og en anden har træben.
Hulerne ligger ved den lille fiskerlandsby Ajuy, og for at komme dertil skal du gå via en stenet sti fra byen.
Hulerne er gratis at besøge, og det er en oplevelse for både store og små.
Henvender sig til: Eventyrlystne og naturelskere
Afstand til nærmeste by: Ca. 10 km fra byen Pájara og 400 meter fra Ajuy, hvor der er indkøbsmuligheder og restauranter.
Transport: Bil eller bus
Hvor på øen ligger Ajuy? På Fuerteventuras vestkyst
Værd at vide: Stien kan være ujævn, så robuste sko er en god idé. Undgå hulerne i dårligt vejr på grund af kraftige bølger. Medbring gerne vand til at slukke tørsten.
Betancuria – historisk by med charmerende atmosfære
Betancuria er Fuerteventuras ældste by og tidligere hovedstad, grundlagt i det 15. århundrede. Den lille, idylliske by ligger gemt væk i en frodig dal, og med sine smalle brostensbelagte gader og historiske bygninger bliver du sikkert hurtigt betaget af den behagelige og autentiske atmosfære.
Højdepunktet i Betancuria er den imponerende Santa Maria-kirke, som er et symbol på byens rige historie.
Byen ligger i den centrale del af Fuerteventura og kan nås via en naturskøn køretur gennem bjerglandskaber.
Henvender sig til: Historieinteresserede og kulturentusiaster. Det er en ideel destination for dig, som ønsker at udforske øens historie og kultur.
Transport: Bil eller bus
Hvor på øen ligger Betancuria? På den centrale og vestlige del af Fuerteventura
Værd at vide: Der er flere små museer og restauranter i byen, hvor du kan lære mere om lokal kultur. På denne udflugt, kan du også se Ayose og Guize. Læs mere om dem herunder.
Ayose og Guize − historiske statuer af to konger
Ayose og Guize-statuerne står som et symbol på Fuerteventuras oprindelige konger. Disse store bronzestatuer, som er placeret på det bjerget Betancuria, repræsenterer de sidste to konger, der regerede øen før den spanske erobring.
Ayose og Guize var konger af henholdsvis den nordlige og sydlige del af Fuerteventura, før øen blev samlet under spansk styre.
Området omkring statuerne byder på smukke udsigter over det tørre, vulkanske landskab, som kendetegner Fuerteventura.
Betancuria ligger i midten af øen, hvilket gør det til en ideel destination for en dagstur fra de fleste steder på Fuerteventura. Det er et perfekt stop for dig, som vil kombinere historie med en naturskøn udflugt.
For at komme til Ayose og Guize-statuerne er det bedst at tage bilen fra en af de nærliggende byer som Puerto del Rosario.
Turen til Betancuria er fyldt med naturskønne udsigter, og der er parkeringspladser lige ved siden af statuerne.
Henvender sig til: Historieinteresserede og kulturentusiaster
Afstand til nærmeste by: 30 minutters kørsel fra Puerto del Rosario og ca. 2 km. nord for Betancuria
Transport: Bil er den bedste mulighed
Hvor på øen ligger Ayose og Guize? På den centrale og vestlige del af Fuerteventura
Værd at vide: Husk at nyde den fantastiske udsigt ud over området.
Isla de Lobos – lille, ubeboet ø med fred og ro
Isla de Lobos er en lille, ubeboet ø, som ligger tæt på Fuerteventura. Øen er et paradis for naturelskere, da den byder på uberørte strande og vulkanske landskaber, der kan udforskes til fods.
På øen kan du følge vandrestierne og nyde roen, som kun afbrydes af bølgernes skvulpen.
Historisk set har Isla de Lobos været hjemsted for munksæler, hvilket gav øen sit navn (lobos marinos).
Øen ligger kun en kort bådtur fra Corralejo og er et ideelt sted for en dagstur. Det er en god idé at booke en bådudflugt i god tid. Pladserne kan nemlig være begrænsede, især i højsæsonen.
Der er en begrænsning på, hvor mange der må besøge øen ad gangen, og hvor længe du må være der. Derudover skal tilladelsen bookes flere dage før afgang. Det er derfor vigtigt at undersøge dette, før du tager afsted.
Henvender sig til: Naturentusiaster og vandrere
Afstand til nærmeste by: 20 minutters bådtur fra Corralejo
Hvor ligger Isla de Lobos? Øen ligger 2 kilometer nord for Fuerteventura
Værd at vide: Tilladelse er påkrævet for at besøge øen. Book online i forvejen.
Oasis Wildlife Fuerteventura – eksotisk dyrepark og botanisk have
Denne store dyrepark og botaniske have ligger i La Lajita og er hjemsted for et bredt udvalg af eksotiske dyr fra hele verden, inklusive giraffer, elefanter og søløver.
Parken arbejder aktivt med bevaringsprojekter og tilbyder besøgende en lærerig oplevelse. Du kan også nyde de smukke haver, som er fuld af den lokale flora.
Oasis Wildlife er et godt valg for familier, der ønsker at komme tæt på dyrene. Parken tilbyder nemlig også kamelridning og mulighed for at fodre girafferne.
Parken ligger i den sydlige del af Fuerteventura og er nem at nå med bil. Det er en god idé at købe billetter online for at undgå køer ved indgangen.
Henvender sig til: Familier og dyreelskere
Afstand til nærmeste by: 10 minutters kørsel fra Costa Calma
Transport: Bil eller bus
Hvor på øen ligger Oasis Wildlife? Carretera Gral. Jandía, s/n, 35627 La Lajita − i det sydlige Fuerteventura
Værd at vide: Parken er stor, så vær forberedt på en hel dag med oplevelser.
El Cotillo – charmerende fiskerby med fantastiske strande
Trænger du til at slappe af og slentre rundt et smukt sted? Så skal du besøge El Cotillo, som er en rolig fiskerby på den nordvestlige del af Fuerteventura.
I byen kan du nyde den afslappende atmosfære, og efter dit temperament vælge imellem:
- de smukke bugter med fine strande og roligt vand eller
- de mere vindblæste strande, som er perfekte til surfing.
El Cotillo er et godt sted at slappe af, smage friskfanget fisk og nyde de smukke solnedgange ved havet.
Er du historieinteresseret, er det historiske Torre del Tostón (byens gamle forsvarstårn) også et besøg værd.
Byen ligger en kort køretur fra Corralejo og er en ideel destination for dig, som søger en afslappet dag væk fra de større turiststrømme.
Henvender sig til: Par, surfere og solbadere
Afstand til nærmeste by: 20 minutters kørsel fra Corralejo
Transport: Bil eller bus
Hvor på øen ligger El Cotillo? I den nordlige del af Fuerteventura
Værd at vide: Byens restauranter er kendte for deres fiskespecialiteter.
Acua Water Park − sjovt vandland for hele familien
Acua Water Park er det største vandland på Fuerteventura og et godt sted for en sjov dag med hele familien. Vandlandet har over 14 forskellige vandrutsjebaner, pools og attraktioner, der passer til både børn og voksne. Der er alt fra afslappende lazy rivers til adrenalinfyldte rutsjebaner.
Acua Water Park ligger i Corralejo og er let tilgængeligt med bil fra de fleste steder på øen. Billetter kan købes online, og det anbefales at gøre dette i højsæsonen for at undgå lange køer. Der er også restauranter og faciliteter inde i parken, så du kan nemt tilbringe hele dagen der.
Henvender sig til: Familier og eventyrlystne
Afstand til nærmeste by: Ligger i Corralejo, let tilgængelig fra de fleste større byer
Transport: Ligger midt i Corralejo by så det kan klares på gåben for de fleste.
Hvor på øen ligger Acua Water Park? Avenida Nuestra Señora del Carmen, Corralejo – på Fuerteventuras nordkyst
Værd at vide: Billetter kan købes online.
Fyrtårnet i Playitas − maritimt vartegn ved kysten
Fyrtårnet i Playitas er en populær seværdighed uden Las for Playitas, som giver de besøgende en flot udsigt over Atlanterhavet.
Det lille, maleriske fyrtårn har i mange år guidet fiskere og søfarende, og i dag er det et populært vartegn for vandrere og fotografer, der ønsker at fange Fuerteventuras naturskønne kyst. På din vej op ad bjerget vil du med stor sandsynlighed også møde et par cyklister, som med større eller mindre held forcerer bjergets hårnålesving.
Fyrtårnet ligger på Fuerteventuras østkyst nær det populære sportsresort Las Playitas og den lille charmerende fiskerby af samme navn. Det er nemt at komme dertil med bil, og der er parkeringsplads lige ved siden af fyret.
Henvender sig til: Alle
Afstand til nærmeste by: 5-6 km kørsel fra Las Playitas og sportsresortet.
Transport: Bil
Hvor på øen ligger Las Playitas? På sydøstlige del af Fuerteventura
Værd at vide: Godt sted til at få taget fantastiske billeder. Ved parkeringspladsen er der en lille sti, som fører hen til et godt udsigtspunkt.
Saltmuseet i Salinas del Carmen − fascinerende indblik i saltproduktion
Saltmuseet i Salinas del Carmen er et spændende sted, hvor du kan lære om saltudvindingens historie og teknik på Fuerteventura.
Saltproduktionen har været en vigtig del for Fuerteventura, og museet giver et fascinerende indblik i produktionen. Museet er placeret ved siden af de gamle saltbassiner, hvor der stadig produceres salt på traditionel vis.
Museet ligger i smukke, rolige landskaber tæt på havet, og den geografiske placering gør det nemt at kombinere med andre seværdigheder i området. Det ligger tæt på byen Caleta de Fuste som har en fantastisk badestrand og gode golfbaner.
Henvender sig til: Alle aldre, især historieinteresserede og familier
Afstand til nærmeste by: Ca. 3 km. fra Caleta de Fuste
Transport: Bedst med bil
Hvor på øen ligger saltmuseet? I Salinas del Carmen, Antigua − på østkysten af Fuerteventura
Værd at vide: Husk at besøge den lille souvenirbutik på stedet.
Andre anbefalelsesværdige oplevelser til din ferie på Fuerteventura
Fuerteventura har mange andre ting at byde på, og du må fx ikke gå glip af en delfin-/hvalsafari med båd. Du er nemlig langt ude i Atlanterhavet, når du besøger Fuerteventura, og hvalerne er ganske tæt på kysten.
Vidste du forresten, at du kan tage en dagstur til Lanzarote? Et godt tip er, at du kan tage hurtigfærgen (ca. 35 minutter) fra Corralejo til den familievenlige og hyggelige by Playa Blanca på den sydlige del af Lanzarote.
Læs også:
Badebyer på Lanzarote
Strande på Lanzarote
Seværdigheder på Lanzarote
Jeg håber, at du har fået god inspiration til at gøre din ferie til Fuerteventura endnu bedre.
Skriv endelig i kommentarfeltet nedenfor, hvis du vil anbefale andre gode seværdigheder på Fuerteventura.
Fotos:
Fyrtårnet i Playitas beliggende på en klippe med udsigt over havet. © DaLiu / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Corralejo naturparken med strand © RussieseO / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Kvinde ved Ajuy hulerne © Wirestock / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Betancuria med palmer © pkazmierczak / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Ayose og Guize med flot udsigt © Luis Becerra berbel / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Isla de Lobos omgivet af blåt hav med ankerede både. © David Marsden / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
El Cotillos kyst og by © Freeartist / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Fyrtårnet i Playitas omgivet af en stenet klippeudsigt med blå himmel og spredte skyer. © Freeartist / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Saltmarker ved saltmuseet i Salinas del Carmen © Ana Iacob / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.