Jeg har været med min familie på storbyferie i New York 2 gange. Jeg var helt sikker på, at jeg nok ville synes om byen, men WOUW – jeg blev da fuldstændig blæst bagover af intensiteten, stemningen, alsidigheden og de sanselige bombardementer af lyde, lugte, syn og smage!
- Statue of Liberty / Frihedsgudinden – Symbol på frihed & håb
- Ellis Island – Indvandrernes første stop i Amerika
- Central Park – Byens grønne hjerte midt i byen
- Empire State Building – Ikonisk skyskraber med udsigt
- Rockefeller Center – Kunst, kultur og skøjteløb
- The Grand Central Station – Historisk banegård
- Times Square – Lys, reklamer og energi
- Brooklyn Bridge – Ikonisk bro med fantastisk udsigt
- Edge – Spektakulær udsigt over New York
- The High Line – Bypark på en gammel jernbane
- Chelsea Market – Mad, shopping og kultur
- Little Island – En flydende grøn oase med kunst og natur
- Ground Zero – 9/11 Memorial & Museum – Sted for minde og refleksion
- 9/11 Memorial – Rørende mindesmærke for ofrene
- 9/11 Museum – Dybdegående og emotionelt museum
- One World Observatory – Ikonisk udsigt fra NY’s højeste bygning
- Wall Street – Finansverdenens epicenter
- American Museum of Natural History – Natur og videnskab i centrum
- Broadway – Teater, show & musical i verdensklasse
- Intrepid Museum – Ikonisk hangarskib og rumfartsmuseum
- The Guggenheim Museum – Moderne kunst i en ikonisk bygning
- New York Public Library – Arkitektur og litteratur i verdensklasse
- Metropolitan Museum of Art – Kunst i verdensklasse
Se aktuelle priser på rejser til New York her:
Der er ikke noget, som den globale metropol New York ikke har- og ikke kan byde på! New York er nemlig leveringsdygtig i alt døgnet rundt, og der skal virkelig gang i prioriteringslisten, når du planlægger din tur til The Big Apple.
New York City er kendt for sine ikoniske bygninger, arkitektur og Manhattans skyline, kunst & kultur i verdensklasse, naturskønne områder, de forskellige kvarterer og shopping samt gastronomi med mad fra alle verdens køkkener.
I det hele taget bugner New York med tilbud om spændende mad på restauranter, caféer og ja, alle gadehjørner – og det er svært ikke at blive fristet, hvis man er en madglad sjæl som mig.
Hvordan er det bedst at komme rundt og se New York?
Udover Subway og bentøj (& komfortable sko) – er en populær måde at se de forskellige områder af New York på, ved at tage en båd. Her fornemmer man, hvor storslået byen er, hvor tingene ligger i forhold til hinanden – og så er det dejligt afslappende at betragte byen på afstand.
Min familie og jeg elsker også at cykle rundt på vores ferier, og i New York var det ingen undtagelse – En fin by at cykle i. Næste gang vi skal besøge New York, vil jeg have nået at spare sammen til en helikoptertur, så vi også prøver at se byen fra oven.
Hvad var egentlig mine bedste oplevelser i New York?
Jeg har kun haft rigtigt gode oplevelser, og derfor komplet umuligt at rangliste, for de kan nævnes i flæng:
Udsigten fra en skyskraber, de vejende flag på den blå himmel da vi gik over Brooklyn Bridge, sejlturen ud til Frihedsgudinden, den lækre Cream-cheese & salmon bagel tæt på Wall Street, den rindende sirup på pandekagerne, den charmerende morgenmads-diner, det svimlende syn af min favorit Chrysler-bygningen, dampen fra fortovet i byens gader, Manhattan Skyline – både i dagslys og oplyst om aftenen, cykleturen gennem byen, lyset- og stemningen på Times Square, slentreturen på High Line, shopping på Fifth Avenue, gospelkoncerten i Harlem – og ikke mindst at opleve vores teenager-søns begejstring.
Andre forslag hvis du har ”rigeligt” med tid i New York:
Du kan fx tage en dagstur til øerne Staten Island eller Coney Island. Coney Island er charmerende, og det er også her, du finder strand, strandpromenade og et rigtigt fint Aquarium.
Eller du kan – gøre som min familie og jeg – tage toget til Washington DC. Det var utroligt stort og fascinerende at opleve Capitol Hill, interessante museer og andre attraktioner & seværdigheder. En virkelig fin, smuk og afslappende togtur, MEN jeg vil stærkt anbefale (mindst) en overnatning.
Læs også mine kollegers & vores eksterne rejse-eksperters artikler:
Rejsebudget til New York
New York for første gang
De bedste tips og tilbud til storbyferie i New York
Hvad koster flybilletter til New York
Statue of Liberty / Frihedsgudinden – Symbol på frihed & håb
Statue of Liberty – også kendt som Frihedsgudinden – er en af New Yorks mest kendte seværdigheder. Statuen blev givet som en gave fra Frankrig, og står som et symbol på frihed, håb og demokrati. Hun har siden 1886 været det første, immigranterne så, når de ankom til byen.
Du kan tage færgen til Liberty Island og få en fantastisk udsigt over New Yorks skyline. At stå ved foden af dette ikoniske vartegn er en oplevelse i sig selv, og du kan endda bestige statuen for at komme op i kronen.
Jeg synes, det var utroligt stort at komme sejlende ud til Frihedsgudinden og se hende blive større og større. Hun virker så lille inde fra byen, men udover afstanden dertil, er det nok også fordi, øjet vænner sig til de store højder. At gå rundt på anlægget og kigge op på hende fra forskellige vinkler var fantastisk. Derudover nød vi den skønneste udsigt ind til Manhattan. Øen har også et museum, hvor du kan lære mere om frihedens historie.
Statuen ligger på Liberty Island, tæt ved Ellis Island, hvor mange immigranter ankom til USA (er beskrevet herunder). Det bedste tidspunkt at besøge er om morgenen, da færgerne hurtigt fyldes op. Husk at købe billetter i forvejen, især hvis du vil op i kronen, da der er begrænset adgang.
Henvender sig til: Førstegangsbesøgende, familier, par og dig, der elsker historie
Transport: Færge fra Battery Park
Adresse: Liberty Island, New York, NY 10004
Værd at vide: Billetter til kronen skal købes i god tid
Køb billet til Frihedsgudinden – Statue of Liberty
Ellis Island – Indvandrernes første stop i Amerika
Ellis Island var hovedindgangen for millioner af indvandrere, der kom til USA fra omkring 1890 til 1950’erne. I dag er øen et museum, hvor du kan lære om de mennesker, der søgte en ny fremtid i Amerika.
Museet har bevaret originale dokumenter og fotos fra perioden, og du kan også søge i de gamle registre for at finde ud af, om dine egne forfædre kom igennem Ellis Island. Det er en af de mest rørende, lærerige og interessante oplevelser, der giver indsigt i amerikansk historie.
Øen ligger tæt på Liberty Island, og færgerne sejler fra Battery Park i det sydlige Manhattan. Du kan kombinere dit besøg med en tur til Frihedsgudinden, da færgerne stopper ved begge øer (er beskrevet herover).
Hvis det er muligt, synes jeg, man bør besøge Liberty Island. Det hænger jo uløseligt sammen med Frihedsgudinden, og det er utroligt spændende at besøge. Vi fik mange timer til at gå i de spændende udstillinger, og kunne ikke undgå at blive rørt. Det satte mange følelser og tanker i gang om, hvordan ønsket en ny fremtid kan drive mennesket til en (dengang) uigenkaldelig beslutning om at opgive alt og starte helt forfra på den anden side af jorden.
Henvender sig til: Familier og dig, der elsker kultur og historie
Transport: 15 minutters færgetur fra Battery Park
Adresse: Ellis Island, New York, NY 10004
Værd at vide: Billetter kan købes i kombination med Statue of Liberty
Central Park – Byens grønne hjerte midt i byen
Central Park er New Yorks grønne oase og åndehul og strækker sig over 341 hektar i det centrale Manhattan. Her kan du tage en afslappende gåtur, cykle eller tage en bådtur på søen. Parken er også fyldt med kulturelle seværdigheder som Bethesda Terrace og The Central Park Zoo. Et besøg i Zoo synes jeg, var en hyggelig og fin oplevelse. Har du lyst, kan du også tage et smut forbi Strawberry Fields.
Parken er et populært sted for både lokale og turister, og den skifter stemning med årstiderne – fra sommerens grønne græs til vinterens snedækkede plæner, træer og buske.
Da Central Park som nævnt ligger i det centrale Manhattan – som navnet jo også antyder – er det nemt at komme dertil fra de fleste steder i byen. Parken indbyder til både afslapning og aktivitet. Du kan nemt bruge en hel dag på at udforske parken, så husk gode sko og måske en picnic-kurv, hvis vejret tillader det. Alternativt kan du hygge indenfor på et af parkens spisesteder.
Jeg synes, det er en helt særlig oplevelse af gå rundt i den kæmpestore park, nyde stilheden og spotte alle de mange egern. Og så samtidig se- og fornemme kontrasten til de høje huse på Upper East Side med skyskraberne bagved, som grænser knivskarpt op til parken.
Henvender sig til: Førstegangsbesøgende, familier, par og dig, der elsker natur
Transport: Tag metroen til 59th, 72nd eller 86th Street Station, busser og taxaer er tilgængelige.
Adresse: Central Park, New York, NY 10024
Værd at vide: Parken har gratis adgang, men der kan være gebyrer for særlige aktiviteter
Empire State Building – Ikonisk skyskraber med udsigt
Empire State Building er en af New Yorks mest klassiske bygninger og tilbyder en af de bedste udsigter over byen. Bygningen, der blev færdiggjort i 1931, er en skyskraber på 102 etager, og du kan tage en tur op til observatoriet på 86. etage for at få en panoramisk udsigt over hele Manhattan.
Udover den smukke udsigt herfra, var jeg også meget betaget af den fascinerende Art Deco-stil, som gennemsyrer hele bygningen. Det var virkelig flot, og jeg følte mig helt hensat til 30’ernes tidslomme.
Empire State Building er også kendt fra filmen King Kong fra 1933. Det er især populært at besøge Empire State Building ved solnedgang, hvor byen bliver badet i et gyldent lys.
Bygningen ligger på Fifth Avenue, hvilket gør den til en central destination for de fleste turister. Husk at købe billetter online for at undgå lange køer, og vær opmærksom på, at der kan være ventetid ved de mest populære tidspunkter.
Det er en utrolig flot oplevelse at være oppe på Empire State Buildings udsigtsplatform. Men har du ”kun” mulighed for at besøge én enkelt skyskraber, vil jeg anbefaler dig at tage i Rockefeller Center i stedet, og så herfra nyde synet af Empire State Building (er beskrevet herunder).
Henvender sig til: Førstegangsbesøgende, par og dig, der elsker arkitektur
Transport:Metro, busser og taxaer er tilgængelige; nærmeste stationer er Herald Square og Penn Station, Manhattan
Adresse: 20 W 34th St, New York, NY 10118
Værd at vide: Køb billetter online for at spare tid
Køb billet til Empire State Building
Rockefeller Center – Kunst, kultur og skøjteløb
Rockefeller Center er et komplekst bygningsværk midt på Manhattan, som er kendt for sin kunstneriske og kulturelle betydning. Stedet huser Radio City Music Hall og det berømte observationstårn “Top of the Rock”, hvorfra du kan få en fantastisk udsigt over Central Park og byens skyline. Min familie og jeg tog også til tops og nød det fantastiske syn af Empire State Building (er beskrevet herover).
I vintermånederne kan du også prøve at stå på skøjter på den ikoniske skøjtebane, Rockefeller Ice Rink.
Og ikke mindst – hver jul tændes New Yorks største juletræ ved Rockefeller Center Plaza. Jeg har (endnu) ikke haft fornøjelsen af at se det selv, men både selve lystændingen og juletræet skulle være imponerende og utroligt smukt. Det siges, at træet pyntes med en 8 km lang lyskæde, og selve stjernen dækket af millioner af krystaller.
Centret ligger på Fifth Avenue, og du kan nemt bruge flere timer på at udforske området. Hvis du er kunstinteresseret, så kig efter de mange skulpturer og vægmalerier, som er spredt over komplekset. Det er et fint sted at slentre rundt og slappe af, og så kan man – ligesom jeg gjorde – slå to fluer med et smæk og shoppe på Fifth Avenue.
Henvender sig til: Familier, par og dig, der elsker kultur
Transport:Tag metroen til 47-50th Streets Rockefeller Center Station, busser og taxaer er også nemt tilgængelige
Adresse: 45 Rockefeller Plaza, New York, NY 10111
Værd at vide: Skøjtebanen er sæsonåben, billetter til Top of the Rock kan købes online
Køb billet til Top of the Rock
The Grand Central Station – Historisk banegård
Grand Central Station hedder egentlig Grand Central Terminal, men bliver ofte ikke kaldt ved dette navn. Banegården blev åbnet i 1913, og har en rig historie. Siden åbningen har den været et centralt knudepunkt for New Yorks transport.
Men banegården er ikke blot et travlt transportcentrum, det er også et arkitektonisk mesterværk!
Når du besøger Grand Central Station, er det umuligt ikke at blive imponeret af den storslåede hovedhal, der prydes af stjernebilleder på loftet. Arkitekturen kombinerer Beaux-Arts-stilen med moderne funktioner, og stedet er fyldt med detaljer, der gør det til et levende monument over New Yorks historie.
En af de mest fascinerende oplevelser er akustikgalleriet, hvor hviskende stemmer kan høres over rummet. Det er en sjov og uventet oplevelse, der tilføjer lidt magi til besøget. Alt i alt synes vi, det var sjovt og interessant at se den ikoniske banegård – herunder også selve uret, som man har set fra utallige film.
Området omkring Grand Central er fuld af energi, med mange muligheder for at udforske byens hjerte. Banegården ligger på Manhattan, tæt på mange af New Yorks seværdigheder, som gør den nem at kombinere med andre aktiviteter. Du kan nemt tage metroen eller gå dertil fra mange dele af byen, hvilket gør den tilgængelig for de fleste besøgende.
Det er en god idé at planlægge dit besøg uden for myldretiden, hvis du vil undgå de største menneskemængder. Selvom du ikke behøver en billet for at besøge Grand Central, kan det være sjovt at tage en guidet tur for at lære mere om dens historie og små skjulte steder.
Henvender sig til: Alle aldre og især dig, der elsker historie og arkitektur
Transport: Metrostation lige ved banegården
Adresse: 89 E 42nd Street, New York, NY 10017
Værd at vide: Myldretid kan være travl, men der er åbent for besøg hele dagen
Køb billet til rundvisning i Grand Central Station
Times Square – Lys, reklamer og energi
Times Square er et af de mest besøgte turistmål i verden. Pladsen er kendt for sine store reklameskærme og pulserende energi & stemning – dag og nat – døgnet rundt!. Området er spækket med butikker, teatre og restauranter, og her kan du virkelig opleve den livlige atmosfære, som New York er kendt for.
Om aftenen kommer Times Squares oplyste neonreklamer mest til sin ret. De findes i alle afskygninger, og det er her, mange vælger at fejre nytår med den berømte boldnedtælling.
Times Square ligger i Midtown Manhattan, og er let at nå med subway eller til fods fra mange af byens andre store attraktioner. Vær forberedt på, at området er meget travlt, og pas godt på dine ejendele. Jeg ved godt, at det er en total magnet for turister, og at New York’erne selv går en stor bue udenom… Alligevel synes jeg, det er et helt vildt og fascinerende sted!
Henvender sig til: Første New York ferie, unge, familier og dig, der elsker storbyer
Transport:Tag metro til Times Square-42nd Street Station, busser stopper tæt på, taxaer er altid tilgængelige
Adresse: Manhattan, NY 10036
Værd at vide: Meget travlt område, så hold øje med ejendele
Brooklyn Bridge – Ikonisk bro med fantastisk udsigt
Brooklyn Bridge er en af New Yorks mest genkendelige og mest ikoniske vartegn og forbinder Manhattan med Brooklyn over floden, East River. Broen, der blev færdiggjort i 1883, er en imponerende ingeniørmæssig bedrift, og byder på en fantastisk gåtur med udsigt til både Manhattan og Brooklyn. Du kan krydse East River ved at gå eller cykle over broen og nyde den smukke skyline.
Min familie og jeg havde selv planlagt at opleve Brooklyn Bridge på en cykletur. Vi cyklede den fine tur gennem Lower East Side og langs East River, indtil vi kom til Brooklyn Bridge, som vi valgte at cykle over. Da vi kom til Brooklyn-siden, købte vi Street Food-frokost på Time Out Marked, og slog os ned på en bænk udenfor. Skønt at nyde sin frokost med udsigt til New Yorks skyline!
I Brooklyn Bridge Park var der rig mulighed for at slappe af, og det er tilmed et ideelt udsigtspunkt til at tage billeder af både broen og byen.
Bagefter gik- og trak vi cyklerne over broen (på øverste niveau) med den flotteste udsigt til Manhattans skyline og de store flag, Stars and Stripes, som vejrede i vinden mod den smukke blå himmel. Wouw!
Broen ligger i den sydlige del af Manhattan og forbinder området med Brooklyn Heights. Den bedste tid at tage turen er tidligt om morgenen eller om aftenen for at undgå de mange turister.
Henvender sig til: Førstegangsbesøgende, par, og dig, elsker historie
Transport: Subway til Brooklyn eller Manhattan
Adresse: Brooklyn Bridge, New York, NY 10038
Værd at vide: Fri adgang, god at besøge uden for myldretiden
Edge – Spektakulær udsigt over New York
Edge er en af New Yorks mest imponerende udsigtsplatforme og ligger på 100. etage af en skyskraber i Hudson Yards. Med glasgulv og panoramaudsigt over Manhattan tilbyder den en enestående oplevelse.
På Edge står du på en platform, der strækker sig skråt ud fra bygningen og giver en fantastisk udsigt over ikoniske steder som Empire State Building, Central Park og Hudson-floden. Den blev åbnet i 2020, og har siden tiltrukket både turister og lokale.
Glasgulvet er et af de største højdepunkter, hvor du kan kigge direkte ned og få følelsen af at svæve over byen. Oplevelsen på Edge giver et uforglemmeligt indtryk, især når solen går ned, og New Yorks lys tændes.
Min familie og jeg var til tops på vores første besøg i NY, og det var en helt fantastisk oplevelse. Wouw, hvor en flot bygning udefra og en supergodt gennemtænkt udsigtsplatform! Her er en udsigtstrappe, hvor du kan sidde stille & roligt og suge indtrykkene til dig – og et glasgulv med kig ned på gaden. Derudover hælder glasafskærmningerne udad, så søger du et adrenalin-boost, kan du læne dig ud i “ingenting”. Har du højdeskræk som min datter, undlader du nok helt naturligt både glasgulv- og afskærmning.
Edge ligger i det moderne byområde, Hudson Yards med trendy restauranter og shoppingmuligheder. Du kan nemt kombinere dit besøg oppe i Edge med en tur i området.
Edge ligger i den vestlige del af Manhattan, og er nemt tilgængeligt med offentlig transport. Det anbefales at købe billetter online i forvejen, da stedet er meget populært, og ofte har lange køer, især i højsæsonen.
Henvender sig til: Alle, især dem der elsker arkitektur og spektakulære udsigter (og spænding)
Transport: Let tilgængeligt med metro (linje 7) eller bus
Adresse:30 Hudson Yards, New York, NY 10001, USA
Værd at vide: Køb billetter i forvejen, især i højsæsonen.
The High Line – Bypark på en gammel jernbane
The High Line er en unik bypark, der ligger hævet over jorden på en nedlagt jernbanestrækning i Manhattan.
Den 2,3 km lange højbane tilbyder en anderledes oplevelse af New York med smukke haver, kunst og udsigt over Hudson River. The High Line er et perfekt sted til en afslappende gåtur, hvor du undervejs kan gøre stop og sidde – og måske holde en lille picnic. Området omkring parken har også mange spændende caféer og gallerier, og det er en spændende og behagelig måde at opleve byen på.
Parken løber fra Meatpacking District til Hudson Yards, og er nemt tilgængelig via trapper og elevatorer flere steder på strækningen. Det er smukkest at tage turen om foråret eller sommeren, når blomsterne er i fuldt flor.
Min familie og jeg gik turen begge gange, vi var i New York. Den unikke bypark kan nemlig sagtens ”tåle” flere besøg. Det er en smuk og dejligt afslappende tur, hvor man bare slentrer i sit eget tempo. Det fede er, at det er en fantastisk blanding af natur og arkitektur, og der er så meget at se på.
Husk at gøre stop ved den kogleformede og kobberfarvede bygning, Vessel. Den er ret fascinerende! Her finder du også skyskraberen Edge, som er en af de nyere af slagsen (beskrives yderligere herover).
Og endelig… MÅ du lægge vejen forbi det rustikke & charmerende Chelsea Market, hvor der er mad og shopping for alle sanser, den søde & salte tand og ikke mindst for øjnene (beskrives yderligere herunder).
Henvender sig til: Par, familier og dig, der elsker kunst og beplantning
Transport: Subway til Meatpacking District eller Hudson Yards
Adresse: The High Line, New York, NY 10011
Værd at vide: Fri adgang, men visse arrangementer kræver billet
Chelsea Market – Mad, shopping og kultur
Chelsea Market er et populært madmarked og shoppingcenter i Meatpacking District. Det er ikke et center i moderne forstand – men derimod en gammel nedlagt bygning. De gamle fabrikslokaler er restaureret med kærlig hånd og med stor respekt for deres oprindelige udseende og funktion. Den industrielle arkitektur giver stedet en rustik charme.
Det var min kære kollega, Birgitte, som anbefalede mig stedet fra hendes tidligere ferie i New York. Og jeg blev bestemt ikke skuffet:
Her er fyldt med små boder og butikker, som sælger alt fra gourmetmad til kunsthåndværk. Markedet er en favorit blandt både lokale og turister, og her kan du smage på mad fra hele verden og finde unikke souvenirs.
Under mit besøg i New York besøgte min familie og jeg også Chelsea Market. Det var i forbindelse med en tur på The High Line (beskrives herover), og det var et rigtigt godt sted at afrunde turen. Jeg var helt vild med kombinationen af mad, shopping og de rustikke, industrielle omgivelser.
Markedspladsen ligger i det trendy Chelsea-kvarter, tæt på The High Line, så du kan nemt kombinere en tur langs parken med et besøg her. Det er et godt sted at besøge til frokost eller aftensmad, og der er noget for enhver smag.
Efter en god frokost er det en oplagt idé at besøge den smukke og helt unikke park, Little Island, som blot ligger en lille gåtur herfra (beskrives yderligere herunder).
Henvender sig til: Par, shoppere, madelskere og foodies
Transport:Tag metro til 14th Street Station eller 8th Avenue, busser og taxaer er også tilgængelige
Adresse: 75 9th Ave, New York, NY 10011
Værd at vide: Åbent dagligt, perfekt til frokost eller middag
Little Island – En flydende grøn oase med kunst og natur
I forlængelse af vores besøg i Chelsea Market (beskrevet herover) var det naturligt at besøge Little Island, som ligger kun en lille gåtur fra High Line og Chelsea Market. Det er en helt ny type park, som ligger ved Pier 55, og dermed er en del af Hudson River Park.
Ligesom skyskraberen, Edge – er Little Island en af de nyere attraktioner i New York. Parken er tegnet af designeren, Thomas Heatherwick – som også er manden bag den unikke bygning, Vessel. Little Islands bølgede design er inspireret af et blad, der flyder på vandet, og det imponerende projekt stod færdigt i 2021.
Det interessante ved Little Island er, at den ser helt speciel og futuristisk ud på afstand. Men når du står på den eller går rundt i den, opdager man ikke det særlige udtryk udefra.
Little Island er en unik, kunstigt anlagt park, som er bygget oven på 280 cementpæle og 132 tulipanformede søjler. Hver eneste søjle har hver sin forn og sit eget udtryk, der skaber en flot flydende struktur på Hudson-floden. Da vi så parken ude fra vandet på vores bådtur, tænkte jeg, Hvad Søren det dog kunne være, der nærmest svævede over floden? Det er virkelig en spektakulær arkitektur, som fanger øjet med det samme.
Når du besøger Little Island, vil du opleve en moderne arkitektonisk perle, som kombinerer grønne områder, udsigtspunkter og kunstneriske oplevelser fx i amfiteatret med udsigt til floden. Rundt omkring i parken vil du opleve- og nyde et bredt udvalg af flotte buske og træer, smukke blomster og planter.
Vi nød virkelig den smukke park med alle de forskellige grønne planter, blomster og fine bede. Og de hyggelige små vandrestier ledte os op til den lille ø’s højeste udsigtspunkt. Herfra kunne vi nyde den smukke panoramaudsigt over Manhattan, New Jersey og Hudson-floden omkring os.
Forvent travlhed i sommermånederne og ved arrangementer. Det er derfor en god idé at tjekke kalenderen, hvis du ønsker at undgå alt for mange mennesker.
Henvender sig til: Alle – Familier, par og dig, der elsker kunst og natur
Transport: Let tilgængelig med Subway og bus; nærmeste stationer er 14th Street og 8th Avenue
Adresse: Pier 55 ved Hudson River Park, New York, NY 10014
Værd at vide: Gratis adgang, men reserverede billetter kan være nødvendige til visse arrangementer og koncerter om sommeren.
Ground Zero – 9/11 Memorial & Museum – Sted for minde og refleksion
Ground Zero og 9/11 Memorial & Museum mener jeg, er et must for førstegangsbesøgende!
Det hele er sammenhængende og uadskilleligt – og er nærmest blevet en del af New Yorks DNA. I den tid min familie og jeg tilbragte i byen under begge besøg, var det uden tvivl dét, der gjorde allermest indtryk på mig.
Ground Zero er stedet for det tidligere World Trade Center, som blev ramt under terrorangrebene den 11. september 2001. Hvor tvillingetårnene stod, er nu to bassiner som mindesmærker – 9/11 Memorials.
Under jorden er det store 9/11 Museum med effekter, udstillinger og fortællinger, som giver indblik i den skæbnesvangre dag.
Både selve Ground Zero og 9/11 Memorial & Museum er fokuseret på historien om tragedien og mindet om både ofre & pårørende. Du kan forvente en højtidelig og følelsesladet oplevelse, der indbyder til eftertænksomhed og refleksion.
Området er en påmindelse om både tab og styrke, og besøget er en intens og vigtig oplevelse for dem, der ønsker at lære om den skelsættende dag.
I afsnittene herunder kan du læse mere om Ground Zero museum henholdsvis 9/11 Memorial og 9/11 Museum.
Det er oplagt at slutte dagen af med en tur op i One World Trade Center: Herfra kan du kigge direkte ned på de to sorte bassiner, hvor tvillingetårnede stod (er beskrevet herunder).
9/11 Memorial – Rørende mindesmærke for ofrene
9/11 Memorial består af to enorme, firkantede bassiner, der markerer sporene af de tidligere tvillingetårne – World Trade Center. Vandet, der kontinuerligt strømmer nedad i det sorte dyb, symboliserer det evige tab. Rundt om kan man se de indgraverede navne på de næsten 3.000 ofre, der mistede livet – og blomster og flag, som pårørende har sat derved.
Mindesmærket som ligger i hjertet af New York City i Lower Manhattan åbnede på 10-årsdagen for angrebene og er designet som et sted for ro og eftertanke midt i det travle Manhattan. Den stilhed og respekt, der hviler over stedet, gør det til en uforglemmelig oplevelse. Stedet er omgivet af træer, og der er en særlig atmosfære, der giver plads til både refleksion og fornyelse.
Har man ikke mulighed for at besøge selve museet, synes jeg, man som minimum bør besøge disse refleksionsbassiner. Det vil helt sikkert blive en af de unikke oplevelser, der sætter sig i hjertet, som det var for mig – Et Must see!
Henvender sig til: Førstegangsbesøgende, alle, der ønsker at mindes ofrene eller lære om 9/11.
Transport: Nemt tilgængeligt via bus, taxi eller Subway (linjer som A, C, 1, 2 og E stopper tæt på).
Adresse:180 Greenwich Street, New York, NY 10007.
Værd at vide: Der er gratis adgang til memorial, men billetter til museet kan købes online for at undgå køer.
9/11 Museum – Dybdegående og emotionelt museum
Museet ligger Downtown Manhattan, og er dybdegående i mere end én forstand. Det ligger dybt nede under jorden, og dét i sig selv gav mig gåsehud – sammen de synlige sten, murværk og rester fra de oprindelige høje stålkonstruktioner, som også er en integreret del af museet.
Rammerne og selve udstillinger med genstande, billeder og lydoptagelser fortæller historien om den skæbnesvangre dag. Museet er i det hele taget en omfattende rejse gennem både tiden op til, under og efter 9/11.
Du kan opleve alt fra personlige ejendele fra ofrene, redningsmandskabets udstyr, ødelagte brandbiler og fotografier & billeder til de sidste telefonsamtaler mellem ofre og deres kære.
Museet giver et dybdegående indblik i, hvordan angrebene ændrede verden, og er en meget emotionel og informativ oplevelse, der gør stort indtryk. Jeg blev selv utrolig rørt mange gange under besøget. Især billeder af de brændende tårne (som jeg også husker fra selve dagen) og citater fra de efterladte, følte jeg var ubærlige.
Henvender sig til: Førstegangsbesøgende, unge, voksne og dig, der elsker historie. Alle, der ønsker at lære om 9/11.
Transport: Nemt tilgængeligt via bus, taxi eller Subway (linjer som A, C, 1, 2 og E stopper tæt på).
Adresse:180 Greenwich Street, New York, NY 10007.
Værd at vide: Det anbefales at købe billetter online. Der tilbydes guidede ture, der giver dybere indsigt i udstillingerne.
One World Observatory – Ikonisk udsigt fra NY’s højeste bygning
One World Observatory er placeret på toppen af skyskraberen One World Trade Center. Her får du en imponerende 360-graders udsigt over hele New York City, og de panoramiske vinduer giver dig en fornemmelse af byens størrelse og udvikling. Og så er det imens, du står på et af verdens mest berømte steder!
Jeg sad selv med min familie og spiste aftensmad deroppe på den allerførste aften i New York. Og jeg kan stadig huske følelsen, stemningen og den smukke udsigt med alle lysene, som gradvis blev tydeligere, jo mørkere det blev.
Observatoriet ligger på 100.-102. etage, og turen op foregår i en lynhurtig elevator, der på 47 sekunder fører dig til 102. etage. På vej op vises en animation på væggene, der illustrerer New Yorks udvikling gennem tiderne. I det hele taget er besøget i tårnet en moderne og teknologisk avanceret oplevelse, hvor du kan lære om byen og New Yorks historie og fremtid.
One World Trade Center er ikke en almindelig skyskraber med 4 sider, og der er en stor emotionel tanke bag arkitekturen. Startende fra fundamentet har bygningen 4 sider, som spidser gradvist til op i højden. På den måde bliver der plads til 4 sider mere, som gradvist bliver de største flader set oppefra. Dvs. 8 flader i alt – Samme antal som de to tårne havde til sammen…
Jeg oplevede det som sløjfen, der blev bundet – og det hele blev bekræftet, da jeg fra panoramavinduerne kiggede direkte ned på de to sorte bassiner i jorden, hvor tvillingetårnede stod. Det var meget tankevækkende…
One World Trade Center ligger i det sydlige Manhattan, og er nemt at nå med Subway. Det er en god idé at købe billetter på forhånd, især hvis du vil undgå køer.
Henvender sig til: Par, familier og dig, der elsker arkitektur.
Transport: Subway er det nemmeste transportmiddel til One World Trade Center.
Adresse: 285 Fulton Street, New York, NY 10007
Værd at vide: Det anbefales at reservere billetter i forvejen, især i højsæsonen.
Køb billet til One World Observatory
Wall Street – Finansverdenens epicenter
Wall Street er et af verdens mest kendte gader, beliggende i hjertet af Manhattan. Området er kendt som centrum for finansverdenen, og huser flere af verdens største børser og finansielle institutioner.
Wall Street er ikke kun et finansielt center, men også et område med rig historie, imponerende arkitektur og ikoniske monumenter, som afspejler både New Yorks og USA’s udvikling.
Ikoniske seværdigheder og højdepunkter ved Wall Street:
New York Stock Exchange (NYSE): Verdens største børs målt på markedsværdi. Bygningens klassiske facade er et populært fotostop.
Charging Bull Statue: Den ikoniske bronze-statue af en tyr symboliserer styrke og optimisme i aktiemarkedet. Min familie og jeg havde ikke megen tid i området, men gik igennem Wall Street, og skulle selvfølgelig som minimum se og røre ved den ikoniske tyr.
Federal Hall: Historisk bygning hvor George Washington blev taget i ed som USA’s første præsident. Hallen fungerer nu som museum, og tilbyder udstillinger om landets tidlige historie.
Trinity Church: Denne smukke gotiske kirke ligger for enden af Wall Street, og har været et religiøst landemærke siden 1697. Dens kirkegård er sidste hvilested for mange historiske figurer, herunder Alexander Hamilton.
Wall Street Walks: Tur med lokal guide i de historiske gader og området giver besøgende indsigt i Wall Streets historie, aktiemarkedet og økonomiens udvikling i USA.
Henvender sig til: Dig, der elsker historie og dig, der interesserer dig for økonomi og gerne vil opleve New Yorks ikoniske finansdistrikt.
Transport:Tag metroen til Wall Street Station via linje 2, 3, 4 eller 5; busser og taxaer
Adresse: Wall Street, New York, NY 10005, USA.
Værd at vide: Området er travlt i hverdage, især under børsens åbningstider. Mange seværdigheder er gratis at besøge, men guidede ture anbefales for at få mere dybdegående viden om Wall Streets historie.
Køb billet til guidet tur i Wall Street
American Museum of Natural History – Natur og videnskab i centrum
American Museum of Natural History er et af verdens største naturhistoriske museer, og er især kendt for sin samling af dinosaurer, rumudstillinger og detaljerede, tredimensionelle modeller, såkaldte dioramaer, der alt sammen viser livets udvikling på jorden. Derudover er museet også kendt fra filmen, Nat på Museet.
Museet blev grundlagt i 1869, og er et must-see for både børn og voksne, der elsker videnskab og natur. Et af højdepunkterne er den imponerende blåhval-model, der hænger fra loftet i ocean-afdelingen.
Museet ligger ved siden af Central Park på Upper West Side, og kan nemt kombineres med en tur i parken. Museet er stort, så planlæg mindst en halv dag, hvis du vil udforske de mest populære udstillinger. Vi havde desværre ikke specielt megen tid på museet, men heldigvis var skiltning og plantegninger nemme og overskuelige at navigere rundt i.
Henvender sig til: Familier, børn og dig, der elsker videnskab, natur og historie
Transport:Tag metroen til 81st Street Station, busser stopper tæt ved, taxaer er let tilgængelige
Adresse: Central Park West & 79th St, New York, NY 10024
Værd at vide: Billetter kan købes online, populære udstillinger har ofte kø
Køb billet til Naturhistorisk Museum – American Museum of Natural History
Broadway – Teater, show & musical i verdensklasse
Broadway er hjemsted for nogle af verdens mest berømte teatre, shows, musicals og TV-produktioner. Her kan du opleve alt fra Stand up og klassiske forestillinger som Phantom of the Opera til moderne hits. Området omkring Times Square er fyldt med teatre, og det er en oplevelse i sig selv at nyde de historiske bygninger. Uanset om du er til drama, komedie eller musicals, vil Broadway have noget for dig.
Min familie og jeg oplevede selv en forestilling. Det var en musical om Michael Jackson, og var en super festlig oplevelse – Alle nød det!
Teatrene er let tilgængelige i Midtown Manhattan, og det er en god idé at købe billetter i forvejen, især til de mest populære shows. Du kan også prøve lykken ved at købe rabatbilletter på dagen i de særlige billetboder.
Henvender sig til: Par, familier og dig, der elsker teater, shows og kultur.
Transport: Tag metroen til Times Square-42nd Street Station, busser stopper tæt ved, taxaer nemt tilgængelige
Adresse: Broadway, New York, NY 10036
Værd at vide: Billetter kan købes i forvejen, billetter til samme dags forestillinger sælges billigt
Køb billet til forskellige shows på Broadway
Intrepid Museum – Ikonisk hangarskib og rumfartsmuseum
Intrepid Museum er centreret omkring USS Intrepid, som er et historisk hangarskib fra Anden Verdenskrig. Det har deltaget i nogle af de mest berømte slag og operationer i amerikansk militærhistorie.
Du kan udforske skibets hangardæk, se fly og lære om livet på skibet. Museet har også en omfattende tilhørende udstilling om rumfart, inklusive rumfærgen Enterprise, hvilket gør det til en bred oplevelse af både luft-, sø- og rumfart.
Museet tilbyder interaktive udstillinger, som både børn og voksne vil finde interessante. Ja, hele min familie var i hvert fald begejstret for museet. Det er meget varierende, spændende og lærerigt – Og vi fik nemt mange timer til at gå der.
Og som en bonus oplevede vi en særlig, storslået stemning… Selve omgivelserne i havnefronten skaber en særlig ramme, og især hangarens øverste dæk med alle de forskellige parkerede fly danner en helt unik kulisse med de skinnende skyskrabere i baggrunden.
Alt i alt var det en virkelig fascinerende oplevelse, og det er forståeligt, at det er en af New Yorks mest populære museer.
Det er bedst at tage metroen til 42nd Street, hvorefter du kan gå til museet langs Hudsonfloden. At gå langs floden er en virkelig dejlig tur i sig selv. Og når du nu går der, kan du jo se, om du også kan spotte den danske arkitekt, Bjarne Ingels mesterværk, bygningen Via 57 West.
Henvender sig til: Familier og dig, der elsker historie, militær- og rumfartshistorie
Transport: Nem adgang med metro til 42nd Street, derfra 10 minutters gang til Pier 86
Adresse: Pier 86, W 46th St, New York, NY 10036, USA
Værd at vide: Billetter kan købes på forhånd online, og det anbefales – især i højsæsonen
Køb billet til Intrepid Museum
The Guggenheim Museum – Moderne kunst i en ikonisk bygning
Guggenheim-museet åbnede i 1959. Det er kendt både for sin imponerende permanente samling af moderne kunst og for sin unikke spiralformede arkitektur, som er designet af arkitekten Frank Lloyd Wright.
Selve bygningen er et kunstværk i sig selv, og samlingen inde i museet inkluderer værker af nogle af verdens mest anerkendte kunstnere som Kandinsky og Picasso. Derudover tilbyder museet skiftende særudstillinger, der ofte fokuserer på avantgardekunst og eksperimentelle værker.
Jeg har desværre (endnu) ikke besøgt museet, men det står på min ønskeliste til mit næste besøg. Jeg har dog læst mig til, at når man besøger Guggenheim, starter man typisk på øverste etage og går ned ad den snoede rampe – imens man nyder den lyse, åbne indre struktur. På den måde oplever man samtidig kunstværkerne på en dynamisk og anderledes måde.
Museet ligger på Fifth Avenue, lige ved Central Park, og det er et perfekt stop for kunstelskere, der ønsker en både visuel og arkitektonisk oplevelse.
Husk at tjekke museets kalender for særlige begivenheder eller udstillinger, og det kan være en fordel at købe billetter online for at undgå kø.
Har du ikke meget tid, er det også en oplevelse i sig selv at se den ikoniske bygning udefra.
Henvender sig til: Voksne, par og dig, der elsker kunst-, kultur- og arkitektur
Transport:Tag metroen til 86th Street Station, busser langs Fifth Avenue, taxaer er nemt tilgængelige
Adresse: 1071 5th Ave, New York, NY 10128
Værd at vide: Billetter kan købes online, gratis adgang om aftenen på visse dage
Køb billet til Guggenheim Museum
New York Public Library – Arkitektur og litteratur i verdensklasse
New York Public Library er et ikonisk bibliotek, der blev åbnet i 1911. Det er kendt for sin smukke Beaux-Arts arkitektur, som inkluderer den imponerende Rose Main Reading Room.
Biblioteket har også en stor samling af historiske manuskripter og sjældne bøger, herunder en original Gutenberg-bibel.
Det er et roligt og inspirerende sted midt i det travle Manhattan, og både turister og studerende bruger det som et fristed for at læse og fordybe sig.
Biblioteket ligger tæt ved Bryant Park, hvilket gør det til en oplagt kombination, hvis du vil have en rolig pause fra byens larm. Adgang er gratis, men visse specialudstillinger kræver billetter.
Henvender sig til: Dig, der elsker litteratur, historie og arkitektur
Transport:Tag metroen til 42nd Street-Bryant Park Station, busser stopper tæt ved, taxaer tilgængelige
Adresse: 476 5th Ave, New York, NY 10018
Værd at vide: Fri adgang, visse udstillinger kræver billetter
Metropolitan Museum of Art – Kunst i verdensklasse
Metropolitan Museum of Art, også kendt som The Met, er et af verdens største og mest berømte museer. Det huser mere end to millioner værker, som spænder over 5.000 år af kunstens historie. Museet er opdelt i flere afdelinger, som spænder fra ægyptisk kunst til moderne malerier. The Met tilbyder også guidede ture og særlige udstillinger året rundt. Museet ligger på Fifth Avenue langs Central Park, hvilket gør det nemt at kombinere et besøg med en tur i parken. Det er en god idé at afsætte flere timer, da museet er stort, og der er meget at se.
Billetter kan købes online, og der er mulighed for at donere efter eget valg som betaling.
Henvender sig til: Familier og dig, der elsker kunst og kultur
Transport:Tag metroen til 86th Street Station, busser kører langs Fifth Avenue, taxaer er nemt tilgængelige
Adresse: 1000 5th Ave, New York, NY 10028
Værd at vide: Betalingsmodel efter eget valg, men billetter kan købes online
Køb billet til Metropolitan Museum of Art
Jeg håber, at du har fået nyttig inspiration til en dejlig storbyferie i New York – Og at du bliver lige så begejstret for The Big Apple som jeg!
Fotos:
Brooklyn Bridge med mennesker der går over den, og skyskrabere i baggrunden. © Thiamka Margrethe Pedersen
New Yorks Skyline med moderne skyskrabere mod en blå himmel med skyer. © Thiamka Margrethe Pedersen
En plastikbæger med iskaffe og sugerør bliver holdt op foran en metroindgang i en bypark. © Thiamka Margrethe Pedersen
En Subway i fart bevæger sig gennem en undergrundsstation ved siden af en blå søjle og et rækværk. © Thiamka Margrethe Pedersen
Skyskrabere i New York set fra vandet under en blå himmel med mennesker i forgrunden. © Thiamka Margrethe Pedersen
Neonskilt med teksten Subway i røde bogstaver. © Thiamka Margrethe Pedersen
Taxaer, trafik og damp i New Yorks travle bymidte. © Thiamka Margrethe Pedersen
Farverig vægmaleri med et abstrakt motiv af et øje omgivet af forskellige former. © Thiamka Margrethe Pedersen
Amtrak-tog ved en perron med passagerer på vej ind. © Thiamka Margrethe Pedersen
Frihedsgudinden i New York holder en fakkel i den ene hånd under en overskyet himmel. © Thiamka Margrethe Pedersen
Frihedsgudinden i New York set nedefra mod en delvist overskyet himmel. © Thiamka Margrethe Pedersen
Frihedsgudinden står til venstre med New York Citys skyline i baggrunden under en overskyet himmel. © Thiamka Margrethe Pedersen
Immigrations hallen på Ellis Island © groveb / iStock / Getty Images Plus
Ellis Island set fra luften med New York City i baggrunden © felixmizioznikov / iStock / Getty Images Plus
To unge mænd slapper af på gynger i Central Park i New York © Thiamka Margrethe Pedersen
Central Park med lyseblomstrende træer ved siden af en stille sø med en bygning i baggrunden. © Thiamka Margrethe Pedersen
En bordopdækning med mad inkluderer bagels, grøntsager, juice, kaffe og en sodavand. © Thiamka Margrethe Pedersen
Udsigt over Central Park med træer i forgrunden og skyskrabere i baggrunden. © Thiamka Margrethe Pedersen
Empire State Building skyskraber dominerer skylinen med andre bygninger i baggrunden. © Thiamka Margrethe Pedersen
King Kong -den store gorilla - krammer Empire State Building. © Thiamka Margrethe Pedersen
En gylden statue foran en række flag og en gruppe mennesker, ved en skøjtebane Rockefeller Center. © Thiamka Margrethe Pedersen
Tekstgraveret emblem med ordene ROCKEFELLER CENTER. © Thiamka Margrethe Pedersen
Radio City Music Hall med neonlys på facaden og amerikanske flag langs bygningen. © Thiamka Margrethe Pedersen
Grand Central Station set indefra - En travl banegårdshal med høje vinduer og amerikanske flag. © Thiamka Margrethe Pedersen
Et skilt med teksten DINING CONCOURSE og en pil i Grand Centras Station © Thiamka Margrethe Pedersen
Times Square i New York med mange farverige reklameskærme og høje bygninger. © Thiamka Margrethe Pedersen
Times Square ved aftentid i New York mange farverige reklameskærme og mennesker. © Thiamka Margrethe Pedersen
En skål med to kugler is, en brun og en hvid, samt en plastikske ses i forgrunden med en isbar i baggrunden. © Thiamka Margrethe Pedersen
Folk går på Brooklyn Bridge med New York Citys skyline i baggrunden. © Thiamka Margrethe Pedersen
En gang- & cyklesti langs East River med en bro og New Yorks i baggrunden. © Thiamka Margrethe Pedersen
Pizza med rejer, ost og friske urter. © Thiamka Margrethe Pedersen
Brooklyn Bridge strækker sig foran New Yorks skyline under en klar blå himmel. © Thiamka Margrethe Pedersen
Udsigt fra skyskraberen Edge i New York © Thiamka Margrethe Pedersen
Skyskraberen Edge set nedefra med sit observationsdæk © Thiamka Margrethe Pedersen
Udsigt fra skyskraberen Edge i New York © Thiamka Margrethe Pedersen
Mennesker der går i byparken High Line i New York © Thiamka Margrethe Pedersen
Mennesker der går i byparken High Line i New York © Thiamka Margrethe Pedersen
Træskilte på en mur viser navne på forskellige butikker og restauranter. © Thiamka Margrethe Pedersen
To bakker med mad indeholdende pommes frites, kyllingestykker, to hotdogs med relish og mayonnaise samt to glas drikkevarer. © Thiamka Margrethe Pedersen
Flydende ø, Little Island med beplantning stående på søjler i vandet med New York Skyline i baggrunden. © Thiamka Margrethe Pedersen
To personer går op ad en trætrappe omgivet af tæt bevoksning på Little Island i New York. © Thiamka Margrethe Pedersen
Little Island - Haver i forskellige grønne nuancer med høje græsser og buske langs et metals gelænder under en blå himmel med skyer. © Thiamka Margrethe Pedersen
En mand og en kvinde smiler foran New York Skyline og Hudson River © Thiamka Margrethe Pedersen
Mindesmærket Ground Zero med vandfald, en amerikansk flag og inskriptioner af navne. © Thiamka Margrethe Pedersen
9/11 Memorial - Et kvadratisk vandbassin med vand, der løber ned ad væggene og en nedsunket firkant i midten. © Thiamka Margrethe Pedersen
9/11 Memorial - En amerikansk flag står ved siden af et navn indgraveret i en mindeplade sammen med en rød bandana og et billede. © Thiamka Margrethe Pedersen
Kort over flyruter og tidspunkter angribende mål i USA den 11. september 2001. © Thiamka Margrethe Pedersen
En væg med et citat af Virgil omgivet af mange farvede, kvadratiske fliser, og mennesker går forbi. © Thiamka Margrethe Pedersen
Byens skyline oplyst ved solnedgang med en flod i baggrunden. © Thiamka Margrethe Pedersen
Ground Zero i New York med to mindefontæner set oppefra luften © Art Wager / iStock / Getty Images Plus
Facaden af Federal Hall med statue af præsident Washington foran - Wall street, Manhattan, New York © f11photo / iStock / Getty Images Plus
Et dinosaur-skelet står udstillet i en museumsbygning med flag og vægmalerier på Naturhistorisk museum i NY © Thiamka Margrethe Pedersen
En ung mand står foran en stor statue i Naturhistorisk museum i New York. © Thiamka Margrethe Pedersen
Et teater i New York med en facade, der har skilte med teksten MJ The Musical og en illustration af en dansende person. © Thiamka Margrethe Pedersen
Historisk hangarskib USS Intrepid i New York © Thiamka Margrethe Pedersen
Mennesker går rundt blandt udstillede fly og helikoptere på et museumsdæk i New York. © Thiamka Margrethe Pedersen
Bjarne Ingels mesterværk, bygningen Via 57 West. © Thiamka Margrethe Pedersen
Guggenheim kunstmuseum i New York - set udefra © Maja Linnemann Nielsen
New York Public Library set indefra © Wirestock / iStock / Getty Images Plus
Et grønt skilt med teksten Metropolitan Museum of Art foran nogle bygninger. © VvoeVale / iStock / Getty Images Plus
Facaden af en bygning med The New York Times-logotypen og et trafiklys. © Thiamka Margrethe Pedersen
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.