Travl gade om aftenen i et asiatisk miljø med butikker, neonskilte og gadekøkkener.

Storbyferie i Bangkok – her er de bedste rejsetips og tilbud

Kenneth Karl Nielsen
For mange kan den allerførste storbyferie i Bangkok være en overraskende og måske lidt skræmmende oplevelse. Solen er stærk, luftfugtigheden er høj, der er larm overalt, og man kan godt have et ønske om bare at komme væk. For mig er det helt anderledes. Jeg har besøgt byen mange gange, og jeg elsker Bangkok. Så jeg håber, at jeg med denne guide også kan få dig til at holde af en af verdens mest fantastiske byer. Her får du de bedste rejsetips og gode tilbud på rejser til Bangkok. Du får også svar på spørgsmål som “hvad koster flybilletter til Bangkok?”

Der er ingen tvivl om, at Bangkok og Thailand er meget anderledes end det, du kender hjemme fra Danmark. Men hvis du giver byen en chance, så er der adskillige muligheder for at komme til at nyde Bangkok med alle dens seværdigheder, grønne åndehuller, dens fantastiske thailandske mad og dens mange venlige indbyggere.

Læs også: Ferie i Bangkok for begyndere – en dybt charmerende storby

Din hurtige vej til tips og tilbud til Bangkok

Du er selvfølgelig velkommen til at læse min artikel fra toppen og ned.

Men hvis du er på jagt efter et godt tilbud eller et bestemt tip til Bangkok, kan du hurtigt klikke dig frem til det her:

Hvad koster flybilletter til Bangkok?
Transfer fra lufthavnen til dit hotel i Bangkok
De bedste seværdigheder i Bangkok
Hvor skal du bo i Bangkok?
Sådan kommer du rundt i Bangkok
Mad og drikke i Bangkok
Shopping i Bangkok
Mine tre bedste oplevelser i Bangkok
Hvornår er det bedst at rejse til Bangkok?
Gode tilbud på rejser til Bangkok

Hvad koster flybilletter til Bangkok?

Flybilletter til Bangkok koster mindre end de fleste tror. Normalt kan man få en flybillet t/r fra Billund eller København for cirka kr. 3.500 med 1 mellemlanding og fornuftig rejsetid.

Thai Airways flyver direkte fra København til Bangkok, og direkte flybilletter er normalt lidt dyrere. Flyveturen til Bangkok er cirka på 11 timer.

En anden god mulighed, hvis du flyver fra København, er at flyve med Emirates. Så kan du flyve med deres store fly A380 hele vejen. A380 flyet er værd at betale lidt ekstra for, da flyveoplevelsen er meget behagelig.

Du kan søge efter billige flybilletter til Bangkok i Travelmarkets flysøgemaskine, og se eksempler på gode flytilbud længere nede på siden.

Eller du kan tjekke prisniveauet på flybilletter til Bangkok i din rejsemåned i denne lavprisoversigt:
Hvad koster flybilletter til Bangkok? Få hjælp til at finde billige flybilletter


 

Transfer fra lufthavnen til dit hotel i Bangkok

Der er flere forskellige muligheder for at komme fra lufthavnen til dit hotel. Hvad der er bedst afhænger af, hvor du skal bo i Bangkok.

Min anbefaling er, at tage Bangkoks Skytrain, hvis dit hotel ligger tæt på en Skytrainstation. Toget er den ofte den billigste mulighed.

En nemmere og mere behagelig måde er at tage en taxa. Du finder taxaerne lige udenfor terminalen, og du bliver ikke snydt. Priserne er nemlig regulerede.


 

Bangkoks fire største seværdigheder

Når man skal beskrive Bangkok største seværdigheder, kommer man ikke uden om de mange buddhistiske templer med guldbelagte tage og udskæringer.

Når jeg sidder i flyet, der er på vej ind over Bangkok, så kigger jeg altid ud af vinduet for at se, om jeg kan få øje på nogle af de mange gyldne templer, og når jeg ser de gyldne tage, begynder jeg allerede at glæde mig.

1. Grand Palace med Smaragd-buddhaen

Det smukkeste, mest livlige og mest besøgte tempelkompleks er Bangkoks Grand Palace. Her er der næsten altid fyldt med turister, der kommer for at se det bedste og fineste af Bangkoks templer – og så den mest hellige af alle buddhaerne i Thailand, Smaragd-buddhaen. Du må ikke gå glip af Grand Palace på dit besøg i Bangkok.

Det er en god idé at besøge templet tidligt om morgenen, da der er færre turister.
En gylden statue af en mytologisk fugl holder en lampe, mens et detaljeret tag af en bygning stiger i baggrunden mod en klar blå himmel.

Læs også: Overvældet i Bangkoks Grand Palace

2. Bangkoks andre templer

Selv om Grand Palace byder på det ypperligste inden for templer i Bangkok, så mener jeg slet ikke, at det er nok kun at besøge et tempel. Du bør også besøge Wat Pho med den gigantiske, liggende Buddha og nogle andre templer.

Jeg vil også anbefale dig at besøge et tempel uden for den normale turistrute for at mærke den dejlige spirituelle og rolige stemning. På denne måde kommer du helt væk fra kaosset i gaderne udenfor – se mit eget favoritåndehul nederst i artiklen.

3. Tag på sejltur på Chao Praya-floden og på Bangkoks fine kanaler

En alternativ måde at opleve Bangkok på er fra en båd på floden eller på en af kanalerne. Den nemmeste og billigste måde er at tage en almindelig transportbåd op eller ned af Chao Praya floden. Men du kan også hyre en båd til at sejle dig ned ad en af de mange kanaler.

En person tager et billede af en urban flodlandskab ved skumringen, med høje bygninger og træer på den anden bred.

Du vil opleve mange smukke attraktioner, når du er på sejltur. Se om du kan komme med en båd, der sejler forbi Wat Arun-templet, som er et af Bangkoks flotteste, og som ligger lige ved floden. Sejler du ned ad kanalerne, vil du opleve noget af hverdagslivet i Bangkok.

4. Oplev Bangkoks Chinatown

Bangkoks kinesiske bydel har sin helt egen stil. Her er store, blinkende neonskilte med kinesiske bogstaver. Her er små markedsgader, hvor du kan købe alt mellem himmel og jord. Her er fantastisk gademad, og det er også her, at du finder templet Wat Traimit med den store guld-buddha – et andet af Bangkoks mange templer. Chinatown er et must-see på en storbyferie i Bangkok.

Læs min guide til de bedste seværdigheder i Bangkok her.


 

Overnatning i Bangkok – hvor skal du bo?

Bangkok er en gigantisk by, og der er mange fine områder, du kan vælge at bo i i byen. Hvad der er bedst til dig, kommer an på, hvad du prioriterer højest. Hvert område har sine egne fordele og ulemper, og intet område er bare helt perfekt.

Hoteller i Bangkok er generelt meget billigere end i Danmark, og det er ikke unormalt, at du kan finde et godt 4-stjernet hotel til mindre end 400 kroner per nat.

De fleste rygsæksrejsende bor i området ved Khao San Road. Området er ret turistet, men det ligger tæt på mange af de store seværdigheder. Vælg eventuelt et hotel lidt væk fra selve Khao San Road, hvis det lyder som et sted for dig.

Chinatown har også mange fine hoteller, men området er meget kaotisk og kan virke skræmmende på førstegangsbesøgende.

Mange forretningsrejsende bor i Silom-området. Og er du lidt af en shoppingfreak, så er Siam-området med mange moderne shoppingcentre et godt valg.

Godt hotel i Bangkok - kan anbefales

På mit sidste besøg i Bangkok boede jeg på det rolige og dejlige Villa Phra Sumen hotel. Værelserne er dejlige, mange store seværdigheder er tæt på og selvom hotellet ligger på en stor vej, er der helt roligt i hotellets have.

I Travelmarkets hotelsøgemaskine kan du sammenligne priser på hoteller i Bangkok.


 

Mad og drikke i Bangkok

En af de vigtigste grunde til, at jeg igen og igen rejser tilbage til Bangkok, er den gode mad. Det er helt fantastisk, at man for nogle få danske kroner kan få så fantastisk dejlig mad.

Og priserne på mad er overkommelige overalt i Bangkok.

Spiser du gademad hos en af byens mange madboder, kan du blive mæt for cirka 10 kroner. Vil du hellere spise på en restaurant, så er priserne meget lavere, end de er i Danmark.

To tallerkener med ris og retter af kød og grøntsager samt to smoothies og en skål med sauce eller dip.

Jeg elsker selv gademad, og jeg har skrevet en hel guide til Bangkoks gademad, som du kan læse her (Eksternt link).

Som en lille bonusinformation kan jeg fortælle, at du ikke skal være bange for at få isterninger i dine drikkevarer, når du er på storbyferie i Bangkok.

Isterningerne laves under kontrollerede forhold og ikke af offentlig vand fra vandhaner. Dermed kan du kaste dig ud i at smage nogle af de fantastiske frugtjuicer, som serveres helt friske forskellige steder i byen.


 

Shopping i Bangkok

Hvis du er vild med shopping, så kan en storbyferie i Bangkok godt blive en dyr fornøjelse for dig. I Bangkok finder du nemlig både hippe og moderne shoppingcentre, store lokale markeder med et hav af spændende boder og mange forskellige souvenirbutikker, der sælger alt mellem himmel og jord.

Hvis du har lyst til at bruge mange penge, så sæt kursen mod shoppingscentret Siam Paragon, hvor du kan købe dig fattig i nogle af verdens mest eksklusive mærkevarer, men hvor du også finder butikker som Zara og H&M. Tæt på finder du også billigere shoppingcentre med elektronik og alle mulige andre fristelser.

Indgangen til butikscentret Siam Paragon med store glasvægge og et markant guldskilt.

Vil du opleve et kæmpe marked og er i Bangkok i weekenden, så sæt kursen mod Chatuchak Weekend Market, hvor du kan købe ind i og fare vild blandt mere end 15.000 forskellige små boder. På markedet kan du købe alt fra tøj og smykker til blomster og planter samt souvenirs og alt muligt andet. Der er mange andre markeder i Bangkok – hør på dit hotel, hvad de kan anbefale, eller tjek din guidebog.

Hvis du vil købe souvenirs, så er området ved Khao San Road et godt område at besøge. Her findes små statuetter og andet pynt til hjemmet, t-shirts med turistmotiver og meget andet. Det er som sagt her, at mange af de rygsæksrejsende holder til, og foruden de mange hoteller, restauranter og barer er der en god stribe glimrende souvenirbutikker.


 

Sådan kommer du rundt i Bangkok

Det er relativt nemt at komme rundt i Bangkok. Blandt de offentlige transportmidler finder du Metro, Skytrain samt både og busser, men ingen af dem er helt perfekte.

Metro og Skytrain kører ikke til mange af de store seværdigheder, bådene på floden har naturligvis deres begrænsninger, og det kan være kaotisk at finde ud af Bangkoks bussystem.

På perronen står flere mennesker og venter på toget, mens en mand i forgrunden taler i telefon, og et tog med reklame for "Bulgaria" netop er ankommet.

Derfor kommer du ofte til at bruge et mix af forskellige transportformer, når du skal rundt i byen, og rigtigt mange vælger at køre i taxi eller at tage en tuk-tuk, der er en lille, 3-hjulet, åben taxa.

Fordelen ved at bruge bådene på floden, metroen eller Skytrain er, at du undgår at sidde fast i en af Bangkoks ofte forekommende trafikpropper. Ulempen er, at de måske ikke fører dig nøjagtigt det sted hen, at du ønsker.

Hvis du vælger at tage en taxa, kan du få et afbræk fra varmen og slappe af i dejlig kølig air-con. Til gengæld kan du som sagt komme til at sidde fast i en trafikprop. De små tuk-tuk´er kan ofte snige sig rundt om trafikpropperne, men til gengæld sidder du ude i trafikosen, og tuk-tuk’erne er ikke ligeså sikre at køre med, som en taxa er.

På en typisk storbyferie i Bangkok bruger jeg en kombination af alle ovenstående transportmidler på mine ture rundt i byen – og så går jeg rigtig meget.


 

Mine 3 bedste oplevelser i Bangkok

En af de største seværdigheder ved Bangkok er, at der hele tiden sker noget rundt om en. Det ene øjeblik går du forbi en butik fyldt med smukke orkideer, snart efter et værksted, hvor der udskæres buddhaer og til sidst en moderne tøjbutik. Jeg elsker forskelligheden i Bangkok.

Chinatown er, som jeg også tidligere har skrevet, et vidunderligt og kaotisk sted. Jeg elsker at lade mig opsluge af kaosset og vandre rundt på de mange små markedsgader eller på hovedgaden Yaowarat Road. Chinatown er stedet, hvor der altid sker noget rundt omkring dig.

Hvis jeg vil slappe af, så er en af mine favoritoaser templet Wat Mahathat, der ligger helt tæt ved Grand Palace. Jeg kommer her for at slappe af, lukke øjnene lidt og for at nyde et flot tempel uden andre turister. Foruden at være fredeligt og roligt, så er Wat Mahathat også et smukt og overset tempel.

Række af gyldne Buddha-statuer siddende på sokler under et rødmalt loft med loftsventilatorer.

Det allerbedste ved en storbyferie i Bangkok er dog gademaden, og jeg elsker at udforske nye steder og nye smagsoplevelser på hvert besøg i Bangkok. Et godt sted at starte er på Khao San Road, men god gademad gemmer sig overalt i byen.


 

Hvornår er det bedst at rejse til Bangkok?

Du kan sagtens rejse til Bangkok året rundt. Men vil du vide mere om vejret i Bangkok og Thailand, kan du læse min artikel om emnet her.


 

Har du fået lyst til at tage på storbyferie i Bangkok?

Du kan sammenligne priser på flybilletterhoteller og pakkerejser i Travelmarkets rejsesøgemaskiner.

Se aktuelle flypriser til Bangkok herunder

Du skal dog være opmærksom på, at flypriserne er fundet af Travelmarkets brugere indenfor de sidste 48 timer, og at priserne kan være ændret.

Flybilletter til Bangkok (med direkte fly)
(Klik på tilbuddet for at komme over i Travelmarkets flysøgemaskine)

Flybilletter til Bangkok (med max. 1 flyskift)

København - BangkokFra 4.152,-Vælg
Hamborg - BangkokFra 4.611,-Vælg
Billund - BangkokFra 5.411,-Vælg
Aalborg - BangkokFra 15.153,-Vælg
(Klik på tilbuddet for at komme over i Travelmarkets flysøgemaskine)

Ingen priser eller forkerte afrejselufthavne? Find selv dine flybilletter til Bangkok her.
 

Pakkerejseforslag på en storbyferie til Bangkok

Chang Siam Inn
BangkokChang Siam InnThailand (7 nætter)Standard
6.459,-Vælg
Silom Avenue Inn
BangkokSilom Avenue InnThailand (7 nætter)Premium
6.609,-Vælg

Og her er gode tilbud på flere pakkerejser til Bangkok.

Når du kommer ind i søgeresultatet, kan du hurtigt ændre datoer, hotelkategorier og afrejselufthavne.

Her kan du finde rundrejser i Thailand, hvor en storbyferie i Bangkok indgår.

 

Fotos:
Alle fotos: © Kenneth Karl Nielsen

Relaterede artikler



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.