Billedet viser folk, der går langs en brostensbelagt gade med historiske bygninger og et slot i baggrunden under en klar himmel.

Storbyferie i Edinburgh – Her er de bedste tips og tilbud

Thiamka Margrethe Pedersen
En storbyferie i Edinburgh er eventyrlig og magisk. I Skotlands hovedstad kan du nyde atmosfæren i små brostensbelagte stræder, gå på opdagelse på slottet, lytte til sækkepibespil og nyde en whisky ved pejsen på en gammel pub. Og hvad med en tur op i Højlandet? Jeg har været i Edinburgh tre gange, og her får du inspiration og mine bedste rejsetips til din storbyferie i Edinburgh. Se samtidig, hvad det koster at rejse dertil. Fx pakkerejser og flybilletter til Edinburgh.

En kvinde smiler til kameraet med solbriller på hovedet og en bakke med grønne og gule buske i baggrunden.

Edinburgh er på UNESCO’S verdensarvliste, hvilket er velfortjent. Den fascinerende storby har nemlig karakter, og de gamle bygninger giver byen en storhed samtidig med, at den oser af hygge, charme og historie. Jeg har været på storbyferie i Edinburgh tre gange med min mand, og byen er blevet en af mine favoritstorbyer.

Læs også: Kør selv-ferie i Skotland – se de største seværdigheder
Læs også: Edinburgh – den store ekspertguide til din ferie i Edinburgh
Læs også: Storbyferie med børn: Sådan får du den bedste ferie!

Hvad koster flybilletter og pakkerejser til Edinburgh?

For at få en idé om prisniveauet på flybilletter til Edinburgh, kan du se aktuelle flytilbud her:

Book Billige flybilletter til Edinburgh

(Klik på tilbuddet, og bliv overført til Travelmarkets flysøgemaskine)

Søg selv efter billige flybilletter til Edinburgh her.

Book billige pakkerejser til Edinburgh

(Klik på tilbuddet, og bliv overført til Travelmarkets søgemaskine)

Edinburgh House Hotel
EdinburghEdinburgh House HotelStorbritannien (2 nætter)Standard
899,-Vælg
Britannia Edinburgh Hotel
EdinburghBritannia Edinburgh Hotel Storbritannien (2 nætter)Dobbeltværelse Twin (adskilte senge)
1.019,-Vælg

Og her er gode tilbud på flere pakkerejser til Edinburgh

Edinburghs mest populære bydele og områder

Princes Street Gardens deler hovedstaden i to – i den gamle bydel og den nye.

Folk går på en brolagt gade omgivet af gamle bygninger med et slot i baggrunden.The Old Town
Det er svært at forstille sig, at den hyggelige og charmerende gamle bydel med smalle stenbelagte gader var slumkvarter i 1700-tallet.
Old Towns livsnerve er turisthovedgaden The Royal Mile, som strækker sig fra Edinburgh Castle ned til kongepaladset Palace of Holyrood House. På gaden finder du specialbutikker, små spisesteder og pubber.

The New Town
New Town er kendt for fint georgianske arkitektur med smukke huse og små parker.

Edinburghs omegn
Som afveksling på din storbyferie i Edinburgh, kan du tage på udflugt til fx Royal Botanic Garden, Edinburgh Zoo, Edinburgh Crystal eller Glenkinchie Distillery.

Højlandet
Blot en times kørsel udenfor Edinburgh, begynder Højlandet med søer, floder, bjerge, dale og tørvemoser. Landskabet er barskt og råt, og samtidig utroligt smukt med slotte, borge og ruiner samt græssende får og highland kvæg.

Vil du have en uforglemmelig oplevelse, er et tip at vælge en tur, hvor transport forgår i en mindre bus. Den kan nemlig parkere på mindre turistede steder. Her er Rabbie’s Tours et fantastisk valg, som jeg varmt kan anbefale.

Edinburghs mest kendte seværdigheder

Edinburgh byder på så mange seværdigheder og muligheder for aktiviteter og oplevelser, at det kan være svært at vælge. Her er derfor mine bedste bud.

Edinburgh Castle skal besøges på en storbyferie i EdinburghThe Edinburgh Castle
Slottet er hovedattraktionen, som giver en helt speciel stemning til byen. Det er bygget på toppen af en udslukt vulkan og virker dragende på de fleste – specielt når det er oplyst og mørket falder på.

Gå på opdagelse i det store fæstningsanlæg og fængselskældrene, og se de kongelige regalier – kronen, sværdet og sceptret, som har været brugt til kroninger.

Edinburghs museer
Edinburgh har mange interessante museer at byde på.
Flere er velegnede for hele familien, og her kan du få mange gode og lærerige timer til at gå fx på Museum of Edinburgh, National Gallery of Scotland og Our Dynamic Earth.

St. Giles’ Cathedral
Edinburghs domkirke fra 1385 er den tredje kirke, som er beliggende på den plads. Tag et kig indenfor, den er bestemt et besøg værd.

En informationsskilt med teksten "The Grassmarket" foran en række gamle bygninger og en vej med parkerede biler.The Grassmarket
Grassmarket i Old Town er en åben gade, hvor der inde i midten er plads til markeder, events og servering fra omkringliggende restauranter. På hver side finder du pubber og små butikker. Stedet fascinerer ved at være hyggeligt samtidig med, at det gemmer på en grum historie. Her blev folk i 1600 tallet nådesløst hængt under tilråb fra folkemængden. Se mindesmærket, hvor galgen var placeret.

Scotch Whisky Heritage Centre
Her bliver alle dine sanser stimuleret. Du går på opdagelse i whiskyens univers og lærer om den ravgule drik, som skotterne har destilleret siden det 15. århundrede. Besøget sluttes selvfølgelig af med at smage på de gyldne dråber.

En person iført en mørk kappe står på en kirkegård omgivet af gravsten og træer i baggrunden.Spøgelsesture
Om aftenen byder Underground Ghost Tours på gys og hårrejsende ture med uhyggelige historiske fortællinger om spøgelser og genfærd, som er fængslende og lærerige.

En udklædt og sminket guide tager dig gennem Old Town med ind i baggårde og smalle gyder, hvor fattigdom, slum og sygdom hærgede i den mørke middelalder. Vejen lægges forbi gamle kirkegårde, og sluttes af under fortovet, hvor Edinburghs oprindelige kloaker og smalle gader var.

Du kan også selv besøge det kendte The Real Mary King’s Close under jorden. Her døde alle under pesten, og det siges, at stedet hjemsøges af spøgelser.

Edinburgh International Festival og aktiv ferie
I august afholdes Edinburgh International Festival, hvor byen forvandles til en kæmpe kulturfest med musik, kunst, teater og opera. Højdepunktet er Military Tattoo nedenfor slottet med kiltklædte gardere og sækkepiber for fuld udblæsning.

Er du til aktiv ferie, er det uden for byen og i Højlandet perfekt at cykle på mountainbike, ride, klatre, vandre, fiske og gå på jagt. Skotland er i øvrigt golfsportens fødested, hvilket alle golfbanerne vidner om.

Tips til gode gratis seværdigheder

Træer med nye, grønne blade overhænger en gammel kirkegård med gravsten og blomstrende påskeliljer langs en sti.Kirker og kirkegårde
Troende eller ej, er det en smuk og fredfyldt oplevelse at besøge en kirke. Gå også gennem kirkegårdene, som hverken er velfriserede eller pyntede, men derimod stemningsfulde i al deres enkelthed. Med mos og gammel sirlig skrift på gravstenene, er det som taget ud af en gammel film.

Princes Street Gardens
Princes Street Gardens ligger i dalen mellem Old Town og New Town. Den tidligere losseplads er i dag et skønt åndehul med smukke blomster og springvand med plads til leg, spadsereture eller en kaffepause på en af parkens bænke. Er det forår, må du ikke gå glip af alle påske- og pinseliljerne i blomst, som du kan nyde på gåturen ad skråningen op til slottet.

Et stort bjerg dækket af grønne og gule planter med en sti, der snor sig op ad siden.Holyrood Park
For enden af The Royal Mile overrasker Holyrood Park med sine høje klipper. Det er fantastisk at kunne få en stor naturoplevelse så godt som inde i byen.

Højlandet inden for bygrænsen
Gå ad den asfalterede sti ind i den græsbeklædte dal, eller følg den stejlere grussti, og få en fantastisk udsigt ud over byen. For en ”autentisk” oplevelse, er et tip at besøge parken tidligt om morgenen, inden andre besøgende strømmer til.

Bestig bakken, hvor du kan nyde udsigten fra Arthur’s Seat, 250 meter over havets overflade.
Det er skønt at udforske parken, men vær opmærksom på, at der hverken er hegn eller afmærkninger, ligesom det er muligt at komme helt ud til kanten, hvorfra det går rigtig mange meter ned.

Sådan kommer du rundt i Edinburgh

Du behøver ikke at spendere en formue på transport, da næsten alle seværdigheder ligger indenfor overskuelig gåafstand.

Lej alternativt en cykel for at komme hurtigt omkring.

Er du derimod til den afslappende form for sightseeing, kan du tage en taxi, bybus, eller en ”Hop on – Hop Off” bus.

Mad & drikke i Edinburgh

Det traditionelle skotske køkken ligger i den tunge og lidt mindre spændende ende af skalaen. Edinburgh er dog blevet et anerkendt madmekka med flere restauranter i Michelin-guiden, ikke mindst pga. gode råvarer som fx højlandskvæg, laks, muslinger og andre skaldyr samt lam og vildt fra bjergene.

Sødt & godt
Har du en sød tand, må du prøve skotternes fudge. De lækre bløde karamelstykker mestrer de i alle tænkelige varianter.

Metalskilt hænger udenfor en bygning med ordene "The Kenilworth" og en illustration af en person, omgivet af nogle planter.Sluk tørsten – på en pub
Når tørsten skal slukkes på din storbyferie i Edinburgh, er der ingen tvivl. Skotterne er glade for øl – og whisky er for skotterne, hvad champagne er for franskmændene. Gin laver de også i mange gode smagsvarianter.

I Edinburgh er det oplagt at pubcrawle på de populære gader Grassmarket og The Royal Mile. Her ligger pubberne som perler på en snor. Og vil du opleve byens ældste pub fra 1516, skal du lægge vejen forbi The White Hart Inn.

Hvor skal du bo i Edinburgh?

Der er utallige muligheder for god overnatning, fx på hotel, bed & breakfast, airbnb. hostels og vandrehjem.

Når vi har besøgt Edinburgh, har vi prioriteret at bo centralt med udsigt til slottet. Dels fordi vi elsker at opleve byen til fods, men også fordi slottet er indbegrebet af Edinburgh for os.

Du kan sammenligne priser på hoteller her på Travelmarket – Find hoteller i Edinburgh her.

Shopping i Edinburgh

Der er et væld af muligheder for shopping på din storbyferie i Edinburgh, uanset om du er til småt eller stort, moderne eller gammelt.

Butiksfacade med påskriften Walker Slater og udstillingsvinduer, der viser damebeklædning, skræddersyede jakkesæt og tilbehør.Princes Street
Langs den livlige hovedgade Princes Street kan du gøre dine indkøb i moderne kædebutikker og stormagasiner. I de roligere gader bagved, og flere af Old Towns sidegader, finder du hyggelige specialforretninger med charmerende butiksfacader, som handler med antikke bøger, klassisk tøj af Shetlandsk uld, delikatesser, glaskunst og whisky.

The Royal Mile
På den mere turistede The Royal Mile ligger et væld af fine specialbutikker, små spisesteder og pubber. Er du til kunsthåndværk, skal du besøge Royal Mile Market, hvor små boder med varer som fx salver, strik og træarbejde går under kriterierne ”Independent, handmade, scottish”.

Markeder
Et must er at besøge et hyggeligt marked under åben himmel fx på Grassmarket, hvor der om lørdagen sælges frugt & grønt, friskbagt brød og ost samt antik & lopper.
Flere steder i byen står skotter iført kilt og spiller på sækkepibe og krydrer din shopping-oplevelse med den helt rette stemning. Jo, Edinburgh har god service, atmosfære og shopping for alle. Når jeg besøger Edinburgh, køber jeg altid lidt fudge og en lille whisky eller gin med hjem.

Hvornår er det bedst at besøge Edinburgh?

vejret i EdinburghJeg har besøgt Skotland i februar og april. Februar må siges at være kold og lidt blæsende, hvorimod vi i april var heldige at have sol og lune dage op til 15 grader.

Man kan helt sikkert få noget ud af at besøge byen året rundt, men jeg vil nok prioritere den lunere årstid, hvor det er mere behageligt at slentre mellem seværdighederne og gå på markeder.

Skotterne påstår, at du kan opleve alle 4 årstider på én time… og det er (næsten) sandt! Det ene øjeblik er det lunt med solskin, og det næste køligere med skyer og regn. Så til Skotland vil jeg – uanset årstiden – anbefale at have tøj med til enhver tænkelig situation.

Mine tre bedste oplevelser i Edinburgh

Et lille hvidt hus ligger ved foden af et stort bjerg med sneklædte toppe og skyer, der hænger lavt.
1. På min allerførste tur i Højlandet fortalte vores guide med stor viden, indlevelse og stolthed om konger & dronninger, forræderi og blodigt opgør mellem klaner og slægter. Hans entusiasme var uden sammenligning, og iklædt kilt spillede han sækkepibe ved et lille vandfald i en skov. Det står for mig som den fineste oplevelse i Skotland!

2. Med løbeskoene godt snøret i Holyrood Park var det fantastisk at være tidligt på færde, før byen vågnede. Vejret var koldt og blæsende, og da jeg nåede toppen og så den smukke udsigt, var det svært ikke at blive rørt.

3. Det er altid en sand fornøjelse at slentre rundt i hyggelige Old Town.

Har du fået lyst til at tage på storbyferie i Edinburgh?

Har du mulighed for det, fortjener Edinburgh dit besøg (mindst) én gang i livet! Se 12 andre steder, som vi anbefaler at du besøger.

Kunne du også tænke dig at udforske Edinburgh? Byen ligger ikke længere væk end knap to timers direkte flyvning fra København.

I Travelmarkets flysøgemaskine kan du sammenligne priser og hurtigt finde det bedste flytilbud til din storbyferie i Edinburgh. Klik her for finde de billigste flybilletter til Edinburgh.

Du finder gode tilbud på pakkerejser til Edinburgh her.

Jeg håber, at du er blevet inspireret og kan bruge mine rejsetips til din storbyferie i Edinburgh.

God rejse! Jeg håber, du finder lige så stor glæde og berigelse ved at besøge byen som jeg.
”Haste Ye back! ”

Fotos:
Alle fotos: © Thiamka Margrethe Pedersen

Relaterede artikler



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.