København er en kombination af det bedste af to verdener: Det organiserede nordiske og det afslappede kontinentale.
Det er denne herlige kombination, som gør, at du skal vælge en storbyferie i København.
Jeg har boet i København siden 2011, og bliver for hvert år gladere for at kalde denne by for mit hjem.
Jeg vil fortælle og give tips om nogle af de traditionelle seværdigheder og om nogle af mine personlige favoritter.
Derudover giver jeg tips om, hvilke bydele du skal besøge, hvordan du holder budgettet og hvilke restauranter, du skal besøge.
Bil, tog eller fly til København?
Københavns 5 mest kendte seværdigheder
Transport i København
Københavns forskellige bydele
Prisniveau på en storbyferie i København
Mad og drikke I København
Shopping i København
Gratis oplevelser i København
Hvornår er det bedst at besøge København?
Tilbud til København
Bil, tog eller fly til København?
Du kan komme på storbyferie i København med bil, tog og fly.
Det er at foretrække at tage bilen, hvis du har en masse bagage, eller hvis du har planer om at besøge steder udenfor selve det centrale København eller resten af Danmark.
Parkering i København er ret dyrt og kan være svært at finde. Så hvis du ankommer i bil, skal du helst vælge et hotel, som kan tilbyde parkering.
Toget kan være et godt alternativ, da du i ro og mag kan komme til din destination. Du behøver heller ikke at tænke på parkering, når du kommer frem.
Københavns Hovedbanegård ligger lige overfor Tivoli i det centrale København, og er et godt udgangspunkt for at udforske byen.
Mange flyselskaber tilbyder billige flybilletter, og det er den hurtigste måde at tage til København – især, hvis du bor i Nordjylland. En anden fordel ved at tage flyet er, at Københavns lufthavn, Kastrup, ligger kun ca. 20 min. fra byens centrum med metro, og en enkeltbillet koster 36 DKK (2017).
Og hvad koster flybilletter til København?
Du kan finde billige flybilletter til København i Travelmarkets flysøgemaskine.
Københavns 5 mest kendte seværdigheder
1. Tivoli
Det er svært at undgå Tivoli, når du besøger København, og der er heller ingen grund til at gøre det.
Tivoli er så meget mere end bare en forlystelsespark, – det er et samlingssted for københavnerne. Her kan man nyde koncerter, de fine parkområder og spise på nogle af de kvalitetsbevidste restauranter.
Hvis du planlægger at besøge Tivoli ved juletid, kan du se åbningstiderne her.
2. Den lille havfrue
Den lille havfrue er en anden attraktion, som mange forbinder med København. Statuen har nærmest kultstatus og ligger en lille gåtur langs havet nord for centrum.
3. Fristaden Christiania
Fristaden Christiania er for mange et must at besøge, når de er i København.
Jeg er ikke selv stor fan af den autonome bydel på Christianshavn. Men det er et besøg værd, hvis du vil have en idé om, hvad det er, alle taler om.
4. Min favoritseværdighed: Nyhavn
Min favoritseværdighed er Nyhavn, – den lille kanal med de farverige huse, som de fleste tager billeder af under deres storbyferie i København.
Selvom Nyhavn er meget turistet, er det et must på din rejse.
5. Dronningens slot og residens Amalienborg
Og når du er i Nyhavn, så ligger dronningens slot og residens, Amalienborg, lige rundt om hjørnet.
Når du står midt på det lille torv, som er omgivet af de fire forskellige slotsbygninger og kigger mod havet, kan du se en af Københavns mest berømte bygninger i nyere tid, nemlig Operaen.
Transport i København
Københavns centrum er meget koncentreret, og det er nemt at komme rundt til fods.
Mange af Københavns seværdigheder ligger i centrum, og du kan gå rundt til de fleste af dem.
Hvis du foretrækker at bruge offentlig transport, så fungerer metroen rigtig godt, og der findes 24- og 72-timerskort, men også enkeltbilletter.
Billetter til den kollektive trafik kan også anvendes til havnebusserne d.v.s. både, som sejler mellem forskellige stops ved Københavns kanaler. At stå med vinden i håret og nyde synet af københavn fra vandet er en oplevelse i sig selv. Prøv at tage turen fra den ene ende hovedkanalen til den anden og tilbage igen. Og du har fået en billig og fin udflugt.
Et andet alternativ er at gøre som københavnerne og cykle rundt i byen. Du kan leje cykler hos de fleste cykelbutikker, og der findes også citycykler, som kan lejes på timebasis.
Jeg anbefaler også en kanalrundfart, da du kan se en stor del af byen på 60 minutter, og du får en hurtig introduktion til byens historie. Om sommeren arrangeres forskellige temarundture med kanalbådene, bl.a. rosé-rundfart og middagsrundfart med live jazzmusik.
Københavns forskellige bydele
København består af flere forskellige bydele, hvor centrum ofte kaldes Indre By, d.v.s. bykernen. Udover byens centrum er Vesterbro, Nørrebro, Christianshavn og Frederiksberg et besøg værd.
Indre By
I Indre By løber Strøget som en pulserende åre. Strøget er den klassiske shoppinggade, og her finder du alt fra Flying Tiger of Copenhagen mod vest til Louis Vuitton mod øst.
De store varehuse Magasin og Illum ligger også på Strøget.
Vov dig ned ad side- og parallelgaderne, hvor du finder en masse specialbutikker, og du får set en anden side af København.
Latinerkvarteret er særligt hyggeligt at gå rundt i, og her finder du også caféer og restauranter med overkommelige priser.
Vesterbro
Vesterbro var tidligere arbejdernes bydel, da det lå nær Carlsbergs bryggeri, men i de senere år er området blevet befolket af hipsters og dermed tilhørende smarte restauranter, caféer og butikker.
Her findes også Københavns Kødby-område, hvor der i dag er restauranter for enhver smag.
Nørrebro
På Nørrebro findes både Københavns bedste kebab og Michelin-restauranter, og er der noget, der kendetegner bydelen, er det: diversitet.
Langs Nørrebrogade ligger kebab-restauranterne side om side, og hvert år kåres Danmarks bedste kebab blandt disse restauranter.
Området fra søerne til Sankt Hans Torv er mere hipt, og her findes både antikviteter, barer og gode caféer.
Christianshavn
Christianshavn er en ø, som også kaldes for Lille Amsterdam på grund af kanalerne, som findes her.
Christianshavn er kontrasternes bydel: Her findes Københavns dyreste lejligheder og fristaden Christiania ved siden af hinanden.
Hvis du ikke har højdeskræk, skal du begive dig højest op i Vor Frelsers Kirke, hvor du får en fin udsigt over bydelen.
Frederiksberg
Frederiksberg er faktisk en selvstændig kommune i København, og den er en anelse mere konservativ end Nørrebro og Vesterbro.
Langs med Gammel Kongevej er der gode shopping- og cafémuligheder, og i den store Frederiksberg Have (park) kan du nyde en picnic og beundre elefanterne i den nærliggende Københavns Zoo.
Tempoet er lidt roligere her, og det er en skøn blanding af seniorer, børnefamilier og studerende, som bor- og opholder sig på Frederiksberg.
Frederiksberg er min favoritbydel, og det er også der, jeg bor. Det er i nærheden af centrum, men stadig sin egen lille boble, hvor livet har sin egen gang.
Du vil opleve hverdagslivet og føle dig som en del af København på en mere intim måde.
Prisniveauet på din storbyferie i København
Det er dyrt at leve og bo i København, især hvis du kun befinder dig i Indre By.
Dit hotel er en anden udgift, som kan dræne budgettet.
Der findes nogle budgethoteller, som har en høj standard bl.a. WakeUp. Men ellers anbefaler jeg Airbnb, og især hvis I er en større familie eller venner, som rejser sammen.
Et tip er at bo langs metrolinjen – men i et boligområde, da du på den måde får det bedste af to verdener.
Du kan finde dit hotel i København i Travelmarkets hotelsøgemaskine.
Hvis du rejser med børn, anbefaler jeg min bydel Frederiksberg. Her har du nemlig metro og busser, som kan tage dig til centrum, men samtidig også ro som i en mindre by.
Amager, der ligger mellem Christianshavn og lufthavnen, er et andet godt område at bo i, og som ikke er for turistet.
Mad og drikke i København
Som jeg allerede nævnte, er prisniveauet ret højt i København. Men der findes to restaurantkæder med mad til overkommelige priser, som jeg kan anbefale: Madklubben og Cofoco.
Det er ikke kæder som McDonalds. Hver restaurant har sin egen indretning, og de fleste har en menu, hvor alle kan finde noget, de kan lide.
En af mine favoritter er Oysters & Grill, som serverer efter vægt. Du kan enten vælge havets ”frugter”, som består af forskellige skaldyr, som køkkenet sætter sammen, eller du kan sammensætte dit måltid selv. Som navnet antyder findes der også et alternativ fra grillen.
Bistro Royal er en anden restaurant, som passer både til frokost og aftensmad, og beliggenheden på Kongens Nytorv kan ikke være bedre.
Hvis du vil slå dig løs, findes der mange Michelin-restauranter i København. Og en af dem, som jeg har fået bedst mad og service på er Kiin Kiin, som er den eneste thailandske restaurant udenfor Thailand, som har fået en Michelin-stjerne.
Frokost for alle forskellige ønsker og smage finder du ved Torvehallerne. Torvehallerne byder på mad fra forskellige steder i verden og forskellige slags dansk mad. Her findes sushi, smørrebrød, fisk, tapas, vietnamesisk mad og meget mere.
Shopping i København
Meget af shoppingen i København er centreret omkring Strøget og gaderne rundt omkring Strøget.
Her finder du alt fra designervarer til souvenirs, fra dansk design til internationale mærker. Men der findes to områder udover Strøget, som jeg vil fortælle om.
Langs Gammel Kongevej som begynder på Vesterbro og går igennem Frederiksberg, finder du mange butikker med et udvalg, som du ikke ser på Strøget. Fyldt med designbutikker og caféer er der noget for både øjnene og ganen.
Et andet område, som har meget at byde på, er området omkring Sankt Hans Torv på Nørrebro. Her sidder alle hipsters og drikker kaffe, køber deres smarte sneakers og handler second hand og genbrug. På Ravnsborggade er der også en række forskellige antikvitetsbutikker med spændende ting.
Gratis oplevelser i København
Hvis du vil opleve København med et mindre budget, er der en del aktiviteter, som er gratis.
Københavns Zoo er en rigtig god zoologisk have, men hvis du vil se elefanter gratis, kan du se de samme elefanter fra Frederiksberg Have.
Zoo og parken hænger sammen, og du får en anden synsvinkel fra parken.
En fin udsigt over København får du fra tårnet på Christiansborg. Køen kan nogle gange være lang, men udsigten er gratis, og der er få steder, du får den samme udsigt.
Hvis du vil fordybe dig i Danmarks historie, så er Nationalmuseet gratis at besøge, og museet Ny Carlsberg Glyptotek har gratis adgang om tirsdagen.
Hvornår er det bedst at besøge København?
Du kan naturlighvis besøge København hele året rundt, men i april til september er vejret lidt mildere og vinden lidt svagere.
Min anbefaling er dog altid at have både paraply og solbriller i tasken, da vejret kan ændre sig hurtigt hele året.
I december er der mange julemarkeder, og der er et højt niveau af julehygge.
Læs også: Julemarkeder og juleshopping – 5 danske storbyer til din juletur
Uanset hvilken tid på året du besøger København, kan jeg love, at du vil forlade byen en smule forelsket i de venlige mennesker, den afslappede atmosfære og den gode mad.
Jeg håber, du får en fantastisk rejse til min ynglingsby i hele verden!
Blev du inspireret til at rejse til København?
Du kan finde billige flybilletter til København i Travelmarkets flygsøgemaskine.
Og du kan finde dit hotel i København i Travelmarkets hotelsøgemaskine.
Fotos:
Topbillede (c) istockphotos / Leonardo Patrizi
Jessica i Torvehallerne (c) Jessica Heinonen
Transport i København (c) istockphotos / PhotographerCW
Tivoli (c) Jessica Heinonen
Nyhavn (c) Jessica Heinonen
Transport i København (c) Birgitte Oxlund
Indre by (c) istockphotos / PhotographerCW
Christianshavn (c) istockphotos / zstockphotos
Frederiksberg have (c) Jessica Heinonen
Caféliv (c) istockphotos / mfron
Restaurant (c) Jessica Heinonen
Oyster & Grill (c) Jessica Heinonen
Strøget (c) istockphotos / frankix
Københavns Zoo (c) Jessica Heinonen
Torvehallerne (c) Torvehallerne
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.