Kystlinjen ved Costa Brava strækker sig over 200 km ud til Middelhavet i det nordøstligste hjørne af Spanien (Catalonien ) og byder på alt fra uspolerede strande i små fredelige bugter til livlige sandstrande. I denne guide kan du hurtigt finde den strand, som passer bedst til dig.
- Platja de Fenals – rolig og familievenlig strand i Lloret de Mar
- Cala Pola − skjult perle tæt på Tossa de Mar
- Platja de Tamariu − naturskøn strand i Tamariu
- Platja de Sant Pol − afslappet atmosfære i S’Agaró
- Platja de Pals − lang naturskøn sandstrand ved Pals
- Platja d’Aro − livlig strand med mange faciliteter
- Calella de Palafrugell − små charmerende strande ved malerisk landsby
- Platja de Garbí − familievenlig strand tæt på Calella
Platja de Fenals – rolig og familievenlig strand i Lloret de Mar
Platja de Fenals ligger i Lloret de Mar, lidt væk fra byens travle centrum. Stranden er er kendt for sin rolige atmosfære sammenlignet med de mere hektiske strande i Lloret de Mar. Her er vandet er roligt på grund af bugtens naturlige form, og området er omgivet af frodig natur.
Denne strand er kendt for sit rene, gyldne sand og klare vand. Sandet er fint, og vandet bliver langsomt dybere, hvilket gør det ideelt for familier med børn.
Stranden har gode faciliteter, inklusive restauranter og toiletter. Vandsport som kajak, vandski og paddleboarding er populære her.
Henvender sig til: Familier og vandsportsudøvere. Og dig, som vil nyde strandlivet tæt på dit hotel i Lloret de Mar.
Afstand til nærmeste by: 1,5 km fra Lloret de Mar og ca. 75 km. fra Barcelona.
Størrelse: 700 meter lang
Toiletforhold: Toiletter ved stranden
Forplejning: Restauranter og kiosker
Betaling: Offentlig strand, gratis adgang. Betaling for liggestole
Tilgængelighed: Fra centrum kan du cykle eller tage den lokale bus. Hvis du vil gå fra centrum, tager det ca. 20 minutter. Stranden er handikapvenlig med ramper og tilpassede toiletter + brusere.
Sandtype: Fint gyldent sand
Cala Pola − skjult perle tæt på Tossa de Mar
Cala Pola er en lille charmerende bugt, som ligger tæt på feriebyen Tossa de Mar. Den lille strand er omgivet af klipper og fyrretræer, hvilket giver en intim og afslappet atmosfære. Du skal dog vide, at stranden kun er tilgængelig via en vandresti eller båd. Men stranden er virkelig et besøg værd, og den får rene topkarakterer af tidligere gæster.
Sandet er grovkornet, og vandet er krystalklart med en dyb turkisblå farve.
Her er få faciliteter, men en lille café findes ved stranden. Vandet er ofte roligt, hvilket gør det til et godt sted for snorkling.
Omkring stranden finder du vild natur og stier til vandreture.
Her er kajak og snorkling er populære aktiviteter.
På grund af strandens begrænsede størrelse, er det vigtigt at ankomme tidligt for at sikre sig en god plads − især i højsæsonen.
Henvender sig til: Eventyrere, snorklere og dig, som vil nyde en smuk vandretur.
Afstand til nærmeste by: Kun 4 km fra den populære ferieby Tossa de Mar
Størrelse: Lille
Toiletforhold: Ingen offentlige toiletter. Dog er der et offentligt toilet ved siden af baren på den nærliggende campingplads.
Forplejning: Lille take-away café og lækker med forholdsvist dyr restaurant
Betaling: Offentlig strand, gratis adgang
Tilgængelighed: Ikke handikapvenlig. Tager du bilen, kan du parkere i vejsiden og gå 15-20 minutter via campingpladsen og en sti, som er delvist asfalteret. Du kan også vælge at tage en vandretur på ca. 4. km. fra Tossa de Mar.
Sandtype: Grovkornet sand
Platja de Tamariu − naturskøn strand i Tamariu
Den utroligt smukke strand Platja de Tamariu ligger i den lille landsby Tamariu.
Den fine strand er kendt for sit hvide sand og klare vand, som bliver hurtigt dybt.
Vandet er roligt, fordi stranden ligger beskyttet af en naturlig bugt. Området omkring stranden er præget af frodig vegetation og smukke klipper, hvorfra du kan nyde den fineste havudsigt.
Der er flere restauranter og caféer langs strandpromenaden.
Dykning og snorkling er populære aktiviteter her. Og der er gode muligheder for fine vandreture bl.a. på kyststien, som forbinder Llafranc og Calella.
Henvender sig til: Familier, par og dig som elsker vandsport og vandreture.
Afstand til nærmeste by: Stranden ligger i Tamariu. Ca. 57 km. nord for Tossa de Mar
Størrelse: Mellem
Toilet- og bruserforhold: Toiletter og brusere lige ved stranden
Forplejning: Flere fine restauranter lige ved stranden og inde i byen. Her er også caféer og isbarer plus et Spar supermarked.
Betaling: Offentlig strand, gratis adgang. Ingen leje af solsenge og parasoller.
Tilgængelighed: Både betalt og gratis parkering på vej ned til stranden. Ikke fremkommelig for ældre og gangbesværede.
Sandtype: Hvidt, fint sand med en hel del sten. Så husk badesko.
Vidste du at…: Platja de Tamariu er kendt for sin dykkerklub, som arrangerer ture for både nybegyndere og erfarne dykkere.
Platja de Sant Pol − afslappet atmosfære i S’Agaró
Den smukke strand Platja de Sant Pol ligger i S’Agaró og er kendt for sit fine, gyldne sand og lave vand. Og omkring stranden findes der frodig natur og smukke villaer. Desuden har Platja de Sant Pol en smuk promenade med traditionelle fiskerhuse, hvilket giver en autentisk atmosfære.
Stranden er bred, ren og velholdt med mange faciliteter inklusive restauranter og legepladser.
Vandet er roligt, hvilket gør det ideelt for børnefamilier.
Windsurfing, snorkling kajak og paddleboarding er populære vandsportsaktiviteter her.
Kysten har små bugter og virkelig smukke udsigtspunkter og er fin til en vandretur. Hvis du går tur på klipperne, skal du sørge for at have vandresko på, så du undgår at skære dig.
Henvender sig til: Børnefamilier, vandsportsdyrkere, vandrere og afslapningssøgende
Afstand til nærmeste by: 1 km fra S’Agaró. Ca. 25 km. nord for Tossa de Mar
Størrelse: Næsten 1 kilometer lang.
Toiletforhold: Toiletter ved stranden
Forplejning: Stort udvalg af restauranter og kiosker
Betaling: Offentlig strand, gratis adgang. Ingen leje af parasoller og solsenge
Tilgængelighed: Betalingsparkering fra juni til september. Handikapvenlig med parkeringspladser ramper
Sandtype: Fint gyldent sand. På en del af stranden er der dog halvgroft sand og sten. Husk derfor badesko.
Platja de Pals − lang naturskøn sandstrand ved Pals
Platja de Pals er en af de længste strande på Costa Brava og strækker sig over flere kilometer. Så her er masser af plads.
Den smukke strand er kendt for sit gyldne, grovkornede sand og klare vand, der hurtigt bliver dybt – især i den sydlige ende.
Der er få faciliteter ved stranden, men flere restauranter og caféer findes i nærheden.
Vandet kan være turbulent, hvilket gør det populært for surfere og kitesurfere. Vær opmærksom på, hvilke flag der vises ved stranden. Når strømmen er ekstra kraftig, meddeles dette nemlig ved hjælp af flag.
Naturen omkring stranden er præget af klitter og pinjeskove. Og der ligger en naturpark lige ved siden af.
Det kan anbefales at besøge den smukke middelalderlandsby Pals, som ligger 5 km fra stranden.
Henvender sig til: Surfere og naturelskere
Afstand til nærmeste by: 4 km fra Pals. Ca. 65 km. nord for Tossa de Mar
Størrelse: Flere kilometer lang
Toilet- og bruserforhold: flere offentlige toiletter og brusere
Forplejning: Restauranter i nærheden
Betaling: Offentlig strand, gratis adgang
Tilgængelighed: Billig betalingsparkering. Ikke handikapvenlig
Sandtype: Grovkornet sand og sten. Så husk badesko.
Vidste du at…: Platja de Pals er kendt for sin imponerende længde, der giver plads til både afslapning og aktiviteter.
Platja d’Aro − livlig strand med mange faciliteter
Platja d’Aro er en af de mest populære strande på Costa Brava og ligger i byen af samme navn.
Denne smukke strand er bred med fint, gyldent sand og klart vand. Vandet er normalt roligt og bliver gradvist dybere.
Stranden har en livlig og alligevel autentisk atmosfære med mange faciliteter og en strandpromenade med restauranter, barer og butikker.
Og her kan du boltre dig med vandsportsaktiviteter som jetski og parasailing.
Henvender sig til: Unge og familier
Afstand til nærmeste by: I Platja d’Aro. Ligger 40 km. fra Lloret de Mar og Girona og 110 km. fra Barcelona
Størrelse: Stor
Toiletforhold: Toiletter ved stranden
Forplejning: Mange restauranter, cafeer og barer
Betaling: Offentlig strand, gratis adgang
Tilgængelighed: Handikapvenlig med ramper
Sandtype: Fint gyldent sand
Calella de Palafrugell − små charmerende strande ved malerisk landsby
Calella de Palafrugell er en mindre malerisk kystby, som kendt for sine små bugter med strande og sin charmerende og afslappede atmosfære.
Strandene har fint, hvidt sand og krystalklart vand, der hurtigt bliver dybt. Det er derfor nemt at tage en forfriskende dukkert.
Der er flere restauranter og caféer langs kysten. Vandet er roligt, beskyttet af klipper, hvilket gør det ideelt til snorkling.
Strandene ved Calella de Palafrugell er smukt omkranset af traditionelle hvide huse og frodige haver.
Her er snorkling og kajak de mest populære aktiviteter.
Henvender sig til: Par og familier
Afstand til nærmeste by: I Calella de Palafrugell. Godt 54 km. nord for Tossa de Mar
Størrelse: Flere små bugter med strande
Toiletforhold: Toiletter ved stranden
Forplejning: Flere restauranter og caféer
Betaling: Offentlig strand, gratis adgang
Tilgængelighed: Ikke handikapvenlig, mange trapper
Sandtype: Fint hvidt sand
Vidste du at…: Calella de Palafrugell er kendt for sine musikfestivaler om sommeren, der tiltrækker mange besøgende.
Platja de Garbí − familievenlig strand tæt på Calella
Platja de Garbí ligger i udkanten af den populære badeby Calella og er en af de bedste strande i området.
Stranden er bred og har en blanding af fint, lysebrunt sandt og ret groft sand med småsten. Det klare vand er normalt roligt, fordi det er beskyttet af bølgebrydere. Det bliver gradvist dybere, hvilket gør det sikkert for børn.
Området omkring stranden er livligt med en promenade, en legeplads og mange aktiviteter. Her er masser af vandsportsaktiviteter som windsurfing og pedalbåde og bananbåde. Der er også et område, hvor du kan spille fodbold og beach volley.
Det er en strand, som hurtigt bliver fyldt op i højsæsonen.
Henvender sig til: Familier og dig, som vil nyde strandlivet tæt på dit hotel i Calella.
Afstand til nærmeste by: 1 km. fra Calella
Størrelse: Mellem
Toiletforhold: Det er et offentligt toilet ved stranden
Forplejning: Der er en enkelt beach bar og restauranter og strandbarer lidt længere henne ad stranden
Betaling: Offentlig strand, gratis adgang
Tilgængelighed: Handikapvenlig med ramper til kørestole.
Sandtype: En del af stranden har ret groft sand med småsten. Så husk badesko.
Vidste du at…: Platja de Garbí har modtaget Blå Flag-certificeringen for sin høje standard af renlighed og faciliteter.
Jeg håber, at du fandt en eller flere strande ved Costa Brava, som passer til dine ferieønsker. Skriv endelig i kommentarfeltet, hvis du har en favoritstrand i området og vil dele et par gode tips.
Til dig, som også er på jagt efter seværdigheder og gode oplevelser ved Costa Brava
Læs også: Udflugter fra Barcelona − Her er de 8 bedste + 4 alternativer
Læs også: Barcelona – de bedste tips og tilbud
Fotos:
En kvinde i sort badedragt står på en strand ved Costa Brava med blåt hav i baggrunden. © iStock / Getty Images Plus / Dzmitrock87
Platja de Fenals - en gyldent sandstrand med turkisblåt vand, omkranset af træer og bygninger i baggrunden. © LUNAMARINA / iStock / Getty Images Plus
Cala Pola - en gylden sandstrand omgivet af træer og klipper, hvor mennesker bader og soler sig. © Martin Silva Cosentino / iStock / Getty Images Plus
Platja de Tamariu - en smuk strand ved Costa Brava med klart blåt vand, både og huse ved en klippefuld kyst. © LUNAMARINA / iStock / Getty Images Plus
Platja de Sant Pol - en kystby med huse, en gylden sandstrand, og turkisblåt vand strækker sig langs kysten med grønne bjerge i baggrunden. © MEDITERRANEAN / iStock / Getty Images Plus
Platja Pals ved Costa Brava - Klippeøer ses i det fjerne bag det turkisblå hav og den hvide sandstrand med spredt vegetation. © J2R / iStock / Getty Images Plus
Platja D'aro ved Costa Brava - en lang gylden sandstrand med mange solbadere, et smukt blåt hav og høje bygninger i baggrunden. © Marlee90 / iStock / Getty Images Plus
Calella de Palafrugell - panoramaudsigt med hvide huse langs en smuk kystlinje med små sandstrande og både i det turkisblå hav. © xavierarnau / Getty Images / E+
Calella og Platja del Garbi - udsigt over en smuk lang strand, grønblåt hav, huse og bygninger ved kysten med grønne bakker i baggrunden. © iStock / Getty Images Plus / JackF
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.