Drømmer du om en varm ferie, hvor du har mulighed for at komme væk fra horderne af andre turister?
Vi har fundet fire forholdsvist uspolerede charterøer, som har alle det til fælles, at de har skønne badestrande, hvor du kan slappe af i fred og ro. Derudover henvender de fleste sig også til børnefamilien, den aktive rejsende, naturelskeren og den kulturinteresserede. Vi hjælper dig med at finde ud af, hvilken ø du skal vælge.
Spanien: Charterferie på Menorca
Øen Menorca ligger i middelhavet og er en stille udgave af naboøen Mallorca.
Menorca har en spektakulær natur med grønne landskaber og den smukkeste kyststrækning med utallige badevige og bugter med vidunderlige sandstrande og turkisblåt vand.
Hvis du foretrækker ro og fred, vil du elske den naturskønne ø, som har mere end 300 solskinsdage om året og emmer af en dejlig, afslappet atmosfære. Vil du samtidig have en aktiv ferie, rummer øen utallige spændende aktivitetsmuligheder.
Der er selvfølgelig også masser af god shopping på Menorca – uanset om du er til de sædvanlige mærkevare- og souvenirbutikker, eller du elsker at besøge farverige markeder med friskfanget fisk og nyplukket frugt og grønt.
Prisniveau på Menorca: Lidt billigere end i Danmark, undtagen mad og drikkevarer som er væsentligt billigere
Flyvetid til Menorca: Cirka 3 timer, beregnet fra København
De bedste seværdigheder på Menorca
Menorca har en overkommelig størrelse, som gør det let opleve øen. Med bil eller bus kan du på mindre end en time køre langs hovedvejen tværs over øen mellem hovedbyen Mahón i øst og den
romantiske og idylliske Ciutadella i vest.
Store dele af øen er natur- og kulturfredet og må ikke bebygges på grund af fascinerende historiske levn. Mange af disse naturområder og uberørte strande kan kun nås til fods eller med båd.
Menorcas dramatiske historie strækker sig helt tilbage til år 4.000 f.Kr., da de første indbyggere slog sig ned her, og øen er fyldt med interessante minder og rester fra forskellige kulturer. Flere steder i landskabet vil du derfor kunne spotte imponerende tagbelagte gravbygninger i kalksten og stenblokke der oprejst danner et kæmpestort T.
Menorcas bedste strande
Flotte brede børnestrande, øde og næsten hemmelige klippestrande, uberørte og naturskønne sandstrande og gode snorkelstrande. Menorca har strande for enhver smag, som alle ligger lige ud til det krystalklare Middelhav.
For børnefamilier: Cala Galdana er den mest populære strand på Menorca. Det er en herlig børnevenlig strand på den sydlige del, hvor du finder liggestole, en fin strandpromenade med en fantastisk havudsigt, gode restauranter og cafeer og vandsportsfaciliteter såsom dykning. Du kan let komme dertil i bil og med lokalbus. En anden fin lavvandet strand er Punta Prima, som ligger syd for Mahón. Der er restauranter, liggestole og flere former for vandsport. Og det er nemt at komme dertil i bil.
For dig, som ønsker fred og ro: Et godt alternativ, hvis du ønsker en strand med lidt færre mennesker er Cala Mitjana, som er en afslappet centraltbeliggende strand i en lille bugt, ca. 30 minutters gang fra Cala Galdana-stranden. Her er færre faciliteter, og du kan køre din bil helt ned til stranden. Du kan også vælge Cala Algaiarens, som er en rolig afsides sandstrand uden faciliteter. Denne fine lange sandstrand ligger i et stort fredet naturreservat på nordsiden af øen. Du kommer dertil i bil og skal gå de sidste 10 minutter for at komme dertil. Men hvis du vil have fornemmelsen af at være alene i paradis med din elskede, vil strande såsom Cala Tortuga, Cala Pilar, Cavallería og Pregonda være lige noget for dig.
Snorkling og dykning: Cala Morell, som du finder på nordsiden af Menorca, er et rigtigt godt sted at snorkle. Ellers vil det være oplagt at tage på bådtur langs kysten, hvor du kan finde både god dykning og snorkling.
Menorca passer bedst til:
På Menorca er der noget at opleve for enhver, som foretrækker en stilfærdig ferie med god mad og drikke og med skiftende mængder af aktivitet. Børnefamilier, som elsker det gode strandliv. Solhungrende, kultur- og historieinteresserede og naturelskere. Og dig, som holder af at cykle, vandre, dykke, snorkle eller dyrke windsurfing.
Lyder Menorca som den perfekte uspolerede ø for dig?
Tjek prisniveauet på charterrejser til Menorca i din rejseperiode.
Læs også: Billige charterrejser til De Baleariske Øer – lavprisoversigt
Læs også: De Baleariske Øer med Mallorca, Menorca og Ibiza – hvilken ø skal du vælge?
Grækenland: Charterferie på Skiathos
Den naturskønne ø Skiathos hører til ø-gruppen Sporaderne og ligger i Det Ægæiske Hav, øst for det græske fastland. Skiathos er den mest populære af Sporade-øerne, formentlig pga. dens beliggenhed tæt på fastlandet og øens lufthavn, som gør den mere fremkommelig end de andre øer.
Skiathos smukke natur med olivenlunde, grønne bjerge, frugtplantager, duftende pinjetræer, stejle klipper og dejlige strande er også med til at gøre øen utroligt populær, og øen har fået udmærkelsen “The Aegean Paradise”. Faktisk blev nogle af scenerne fra musicalfilmen Mamma Mia indspillet på Skiathos.
Du kan vælge at bo i en rolig og autentisk atmosfære fx i den lille by Achladies, som omgives af et landskab af olivenlunde og frugttræer. En dejlig sandstrand ligger rundt i bugten, og her findes gode vandsportsmuligheder og hyggelige taverner.
Eller du kan bo i Skiathos by i livlige og internationale omgivelser. Skiathos by er en hyggelig havneby i autentiske og charmerende omgivelser med snoede stræder og hvide huse op ad bjerget. I byens centrum finder du museer, gallerier og små butikker, som sælger alt fra eksklusivt mærketøj til souvenirs. Havnepromenaden er fuld af liv i de mange udendørscaféer og restauranter, og nattelivet i Skiathos by er hektisk med mange barer og diskoteker.
Prisniveau på Skiathos: Lavt-rimeligt
Flyvetid til Skiathos: Ca. 3 timer fra Danmark
De bedste seværdigheder på Skiathos
Ud over den skønne natur har Skiathos en rig historie. Der er derfor meget at se og opleve, og du kommer nemt rundt på øen, hvis du lejer en bil.
Et af de mest anbefalelsesværdige steder på Skiathos er ruinbyen Kastro, hvor øens befolkning boede frem til år ca. 1830.
Andre seværdigheder, som kan anbefales, er Lalaria-stranden med sølvgrå rullesten og grotter samt de over 300 år gamle klostre, Charalambos og Kounista.
Skiathos’ bedste strande
På Skiathos er der intet mindre end 60 strande at vælge imellem. Her findes alt lige fra små afsiddesliggende bugter til lange, velbesøgte sandstrande med tavernaer, barer, vandsport og aktiviteter. Der er endda to dykkerskoler. Så uanset om du er til surfing, afslapning, fest eller familieliv er der en god chance for, at du finder dit eget favoritsted.
Strande for børnefamilier: Langs den sydlige kyst ligger en perlerække af sandstrande, som du let kommer til med lokalbusser eller taxi. Her finder du de børnevenlige strande, som er lavvandede og beskyttet mod vind og bølger. Den mest populære strand er Koukonaries, som anses for at være en af Europas bedste og smukkeste strande.
Fredelige strande: På den mere øde nordlige kyst kan du tage med en fiskerbåd ud til strande med klipper og grotter. Den mest populære af strandene på den nordlige kyst er den fine rullestensstrand Lalaria.
Skiathos Passer perfekt til:
Børnefamilier og andre elsker strandlivet, naturelskere historieinteresserede, aktive sportsudøvere inden for vandsport, dykning, ridning, mountainbike, vandring og klatring. Og dig, som vil slappe af men samtidig gerne vil gøre brug af et godt forlystelsesliv.
Til dig, som gerne vil på øhop i Grækenland og se flere græske øer: Her er Skiathos et godt udgangspunkt, fordi du nemt kommer til øerne Alonissos og Skopelos med færge eller flyvebåd.
Lyder Skiathos som den perfekte uspolerede ø for dig?
Tjek prisniveauet på charterrejser til Skiathos i din rejseperiode.
Læs også: Fire skønne, græske øfavoritter
Italien: Charterferie på Sardinien
Sardinien er den næststørste ø i Middelhavet (efter Sicilien), og måske den ø i Europa, der minder mest om en Caribisk ø på grund af dens tropiske vegetation, det varme klima og det rene, turkisblå vand.
Øen er en italiensk ferieperle med paradisiske badestrande, grønne bjerge, olivenlunde, enestående kulturliv, små stemningsfulde byer, lækker mad og utroligt søde mennesker. Og noget af det bedste ved øen, er, at den er forholdsvist uspoleret, fordi den i høj udstrækning ikke har været udsat for de massive turistbooms, som mange af de andre middelhavsøer har.
De bedste seværdigheder på Sardinien
Sardinien er både rig på historie og helt utroligt smuk, og du finder seværdigheder og oplevelser, som perler på en snor. Et par af de bedste er Alghero, som er en af Italiens mest magiske byer og øens spektakulære grotter, såsom Neptuns grotte, og en uforglemmelig sejltur langs kysten. Det er også yderst vigtigt at nævne, at du på Sardinien kan få madoplevelser af usædvanlig høj kvalitet.
Sardiniens bedste strande
På Sardinien finder du nogle af Europas absolut bedste og smukkeste strande. Her er utallige sandstrande og med korte afstande imellem dem. Du finder dem både kilometerlange og i små bugter omgivet af klipper, hvor du – hvis du er heldig, kan ligge uforstyrret for dig selv på din egen lille “private strand” en hel dag.
Stintino på Sardiniens nordside er øens smukkeste strand, måske endda Europas smukkeste. Når du kommer kørende over bjergene fra Alghero, glimter det pludselig i turkise farver mellem pinjetræerne. Det er det kridhvide sand, der giver vandet sine helt unikke farver.
Strande for børnefamilier: Alghero, som ligger på Sardiniens vestkyst, har en 5 km. lang, børnevenlig strand. Ved San Teodoro, som ligger ved østkysten finder du nogle virkeligt smukke sandstrande, hvor mindre børn kan bade sikkert, og de store kan svømme og være aktive.
Snorkling, dykning og windsurfing: Snorkleren kan få sin lyst styret overalt, og du finder også gode dykkermuligheder blandt farverige fisk og gamle, romerske skibsvrag. Et af de bedste steder at snorkle er bugten Porto Conte. Hvis du vil snorkle eller windsurfe, kan du også tage nordpå til området Costa Rei, som samtidig er malerisk med sine 8 km sandklitter og historiske vagttårne, mandeltræer og citruslunde.
Sardinien passer bedst til:
Dig som leder efter den perfekte badeferie, en romantisk ferie for 2, en skøn naturferie eller aktiv ferie, hvor du kan vandre, cykle eller dykke.
Lyder Sardinien som den perfekte uspolerede ø for dig?
Tjek prisniveauet på charterrejser til Sardinien i din rejseperiode.
Portugal: Charterferie på Azorerne
Azorerne – den paradisiske øgruppe midt i Atlanterhavet
Uanset om du er til badeferie med familien, aktiv ferie eller store naturoplevelser, så er Azorerne lige stedet for dig. Den paradisiske øgruppe ligger midt i Atlanterhavet og består af ni øer. Her finder du uspoleret natur, bølgende landskaber med vulkaner, charmerende landsbyer, de smukkeste kratersøer, dybe kløfter og et rigt flora- og dyreliv.
Mange af charterrejserne fra Danmark går til hovedøen São Miguel, som er den største og mest varierede af øerne. Her du kan opleve overvældende naturscenerier og et roligt, pulserende byliv i Ponta Delgada med smalle brolagte gader og pastelfarvede huse, caféer, barer og restauranter, som ligger ud til de smukke havne og strande. Overalt hersker en rolig og hyggelig stemning pga. lokalbefolkningens gæstfrihed og afslappede tilgang til livet.
Det siges, at man kan opleve alle årstider på en dag på Azorerne. Så pak en fornuftig kuffert med både badetøj og regnjakke.
Prisniveauet på Azorerne: Et aldeles rimeligt prisniveau.
Flyvetid til Azorerne: Ca. 5 timer med fly fra Danmark.
De bedste seværdigheder på Azorerne
Øgruppens spændende natur- og dyreliv byder på utallige muligheder for den aktive ferie. Du kan fx svømme i lune kilder, fange fisk, tage på hval- og delfinsafari eller cykle og vandre ad de mange ruter i øernes vulkanlandskab. Du kan også opleve det rige liv under Atlanterhavets overflade med snorkel og dykkermaske. Her kan hele familien være med.
Øernes særlige hemmeligheder kan opleves, hvis du vælger at leje en taxa i nogle timer eller en hel dag. Det er samtidigt både billigere og smartere end at leje sin egen bil. De lokale chauffører er utroligt venlige, og hvis man vil opleve Azorernes fortrolige skønheder, har de masser af idéer til en interessant dag.
Azorernes bedste strande
På Azorerne kan du få badeoplevelser ud over det sædvanlige. Her finder du nemlig sorte sandstrande, vandfald og kurbade med lunt kildevand fra undergrunden. Der er også gode muligheder for at dykke blandt det smukke dyreliv og finde strålende koraler eller surfe med de lokale.
På São Miguel, et par km øst for Ponta Delgada finder du flere gode strande: den lille Praia do São Roque og den store, brede sandstrand Praia das Milicias med restaurant og øens dyreste villaer. Du kan også nyde strandlivet med gråt vulkansand, bar og café på Praia do Pópulo, som er en af øens bedste strande.
Snorkling: Hvis du vil studere fisk søstjernet under vandoverfladen, kan du sejle med motordrevet træbåd ud til den hesteskoformede ø Ilheu da Vila Franca. Her kan du også svømme i en krystalklar lagune. Du skal dog vide, at der ikke er mange muligheder for at søge skygge, så husk godt med solcreme og vand og mad.
Azorerne passer bedst til dig:
som vil nøjes med at nyde det afslappede strand- og byliv, drømmer om den store naturoplevelse eller er ude efter en aktiv ferie med smukke vandreture, på mountainbike, med klatring eller evt. i kajak.
Lyder Azorerne som de perfekte uspolerede øer for dig?
Tjek prisniveauet på charterrejser til Azorerne i din rejseperiode.
Læs også: Algarvekystens skønne strande
Fandt du ikke den uspolerede charterperle, som du drømte om?
Du kan finde mange andre skønne charterdestinationer i Travelmarkets chartersøgemaskine her.
Måske du egentligt drømte om en tropisk palmeø? href=”https://www.travelmarket.dk/blog/eksotisk-charterferie-100-tilbud-paa-eksotiske-solferier/”>Tjek vores lavprisoversigt med eksotiske charterrejser.
Fotos:
Topfoto © istockphoto / gaspr13
Menorca © istockphoto / LUNAMARINA
Menorca © istockphoto / Maridav
Skiathos © istockphoto / PanosKarapanagiotis
Skiathos(c) istockphoto © MilosJokic
Sardinien, Stintino havn © istockphoto / AlKane
Sardinien © istockphoto / Saracino
Azorerne(c) istockphoto © sphraner
Azorerne(c) istockphoto © Kissalo
Chartertilbud til Skiathos (Sporaderne)
Læs også: Lavprisoversigt: De billigste charterferier til det græske øhav
Chartertilbud til Menorca
Søg selv efter en charterferie til Menorca her.Læs også: 150 billige chartertilbud til de Baleariske Øer
Chartertilbud til Sardinien
Læs også: 100 billige charterrejser til Italien – lavprisoversigt
Chartertilbud til Azorerne
Læs også: Mindst 100 billige tilbud på eksotiske chartertilbud
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.