Fakta
Botswana
Gaborone (150.000)
600.370 km2
Engelsk er hovedsproget i Botswana, men 90 procent af befolkningen taler setswana.
Botswanas indbyggere dyrker deres forfædre. Missionærer har i tidens løb taget deres opgør med de animistiske bevægelser, hvilket er resulteret i, at 30 procent af befolkningen er kristne.
1.464.167 (1999)
Konstitutionelt demokrati
Botswana er det vilde og utæmmede Afrika. Lukket inde mellem Sydafrika, Zimbabwe, Zambia, Angola og Namibia ligger et rigt varieret område, der byder på både ørken, savanne og vådområder. Det ideelle sted til en safari, for der er mulighed for at møde alle zoologisk haves vigtige beboere i de store nationalparker, der dækker 17 procent af Botswana. Geparder, elefanter, giraffer, leoparder, flodheste, zebraer, løver og over 70 forskellige slangearter strides om pladsen i det forskelligartede land.
Rejseforberedelse
Bedste rejsetid
Den bedste tid på året at se Botswana på er om vinteren (fra maj til august), hvor vejret er mildt med en gennemsnitstemperatur på 25 grader, og der er mulighed for at se mange vilde dyr ved vandingsstederne. Sommertiden i Botswana (november til marts) er ikke ideel for turister, fordi fugtigheden er enorm, temperaturen ligger omkring de 40 grader og store mængder regn oversvømmer veje og får dyrene til at sprede sig.
Rejselitteratur
Køb dine guidebøger her (Reklame)
Pas og visum
Planlægger du en rejse til udlandet, er det vigtig, at dit pas er gyldigt. Du skal være opmærksom på, at det ikke altid er nok, at passet er gyldigt i det tidsrum, du rejser. En del lande kræver, at dit pas skal være gyldigt i månederne efter udrejse af landet.
Inden du rejser, er det også vigtigt, at du undersøger, om der kræves visum til de lande, du ønsker at besøge. Du kan få informationer om dette ved de enkelte landes ambassader eller ved det danske udenrigsministerium.
Ofte er det muligt at få visum ved indrejse i landet, men vil du undgå ventetid og eventuelle problemer, er det en god ide at søge om visum, inden du rejser hjemmefra.
Helbred og vaccinationer
Inden din afrejse bør du altid tjekke om du har de nødvendige og anbefalede vaccinationer for at rejse i landet.
Du kan finde relevant information om både vaccinationer og sundhed generelt i forbindelse med udlandsrejse på Danske Lægers Vaccinations Services webside sikkerrejse.dk. Her kan du også booke tid til vaccination i hele landet.
Toldregler
Når man rejser i udlandet kan det være fristende at købe lidt ekstra spiritus eller parfume med hjem til at forsøde dagligdagen, men må man egentlig det? Toldreglerne ændres fra tid til anden, ligesom der er forskel på, om man har opholdt sig indenfor EU eller udenfor EU. Derfor bør man inden afrejse tjekke toldreglerne, så man ved, hvor meget det er tilladt, man køber med hjem.
Pakkeliste
Står du og skal ud og rejse, er det vigtigt, du overvejer, hvad du vil pakke i kufferten eller rygsækken. Hvad der skal med på turen, afhænger naturligvis af, hvor du skal hen, og hvor længe du skal være væk. Det er altid en god ide at undersøge ting som vejrforhold og eventuelle regler om påklædning i de lande, du gerne vil besøge.
Læs vores artikel, hvor vi giver dig en ultimativ pakkeliste til dine fremtidige ferier og rejser.
Husk inden afrejse
Inden du tager på ferie, er der nogle praktiske ting, som er værd at huske.
Bekræft eventuelle flybilletter
Husk at lukke alle vinduer og lås døren inden afrejse
Træk stikket ud til fjernsyn, computer, kaffemaskine og andre el-installationer.
Få naboer eller venner til at holde øje med hjemmet, fjerne aviser og post samt vande dine blomster
Hvis du er væk i længere tid, så flyt eventuelt din adresse, bed i alle tilfælde familie eller venner om at tjekke din post, betale husleje og regninger.
Lokale forhold
Valuta
Pula (P),1 pula = 100 thebe
Du kan altid se den seneste kurs på valuta her.
Netcaféer
Botswana har en rimelig udbygget adgang til Internettet i alle større byer. I Gaborone er der blandt andet internetadgang på universitetsbiblioteket.
Nødhjælp
For at tilkalde hjælp i Botswana skal du ringe på følgende numre:
Politi (999)
Ambulance (977)
Brand (998)
Drikkepenge
Service er inkluderet i prisen, men det er almindelig skik og brug at lægge op til 10 procent, hvis der gives god betjening på restauranter og hoteller.
Tidszone
Når klokken er 12.00 i Danmark (sommertid), er den 12.00 i Botswana.
Når klokken er 12.00 i Danmark (vintertid), er den 13.00 i Botswana.
Vægt og mål
I Botswana benytter man følgende måleenheder:
Vægt: kilo
Temperatur: grader Celsius
Afstande: kilometer
Rumindhold: liter
Fotografering
Det er ikke tilrådeligt at begynde at fotografere lufthavne, forsvarsværker eller myndighedernes hovedsæder, og almindelig høflighed indebærer, at man spørger lokalbefolkningen om lov, før man eviggør dem og eventuelt giver en skilling for deres ulejlighed.
Drikkevand
Vand fra hanen er i princippet drikkeligt, men det er tilrådeligt at sterilisere eller koge vandet udenfor de store byområder.
Elektricitet
I Botswana benytter man følgende strømkilde:
220V/50Hz.
Opførsel
I Botswana omgives de ældre med stor respekt. Det er altid høfligst at lade den ældste tale først.
Åbningstider
Butikkerne har åbent fra 8.30 til 13.00 og fra 14.00 til 17.00 (mandag-fredag). Lørdag har de åbent fra 8.30 til 13.00.
Kontorer har åbent fra 7.30 til 16.30 (mandag-fredag).
Mad og drikke
En speciel delikatesse i Botswana er den lille mopane-larve, som kan tilberedes på mange interessante måder. Man kan møde den tilberedt i varm aske, kogt eller tørret og dybstegt. Hvis man ikke er til den slags, er der fast food-restauranter i alle de større byer.
Forhold for handicappede
Der bliver ikke gjort noget specifikt for at imødekomme de handicappedes behov i Botswana.
Helligdage
Nytårsdag, 1. januar
Præsidentens dag, 1. juli
Sir Seretse Khama Dag, 15.-16. juli
Uafhængighedsdagen, 30. september
Julen, 25. og 26. december
Langfredag, påskedag og 1. Påskedag, normalt i marts eller april
Kristi Himmelfartsdag
Overnatning / Hotel
Camping
Det er hverken tilrådeligt eller tilladt at campere udenfor de afmærkede pladser. Der er vilde dyr i området, og de kan være sultne. Der er campingpladser i alle nationalparkerne, men det er en god idé at ringe før man ankommer, for der er ikke ubegrænset plads.
Hoteller
Som hovedregel er hotellerne i Botswana af god kvalitet, men de er til gengæld også forholdsvist dyre.
Vandrehjem
Der er vandrerhjemlignende faciliteter i en del af nationalparkerne.
Lokal transport
Fly
Det er forholdsvist dyrt at rejse med indenrigsfly, men der er forbindelser mellem alle de større byer. Det nationale flyselskab hedder Air Botswana og flyver indenfor Afrika. Der er lufthavne i Kasane, Maun, Francistown, Selebi-Phikwe, Ghanzi, Point Drift og Jwaneng. Der er landingsbaner 92 steder i landet, og selvom 80 af dem er ikke asfalterede, er det den nemmeste måde at komme rundt til nationalparkerne på.
Book flybilletter her
Bus
Der er større busruter, der går mellem Francistown, Nata, Maun og Gaborone. Desuden forbinder enkelte ruter Botswana med de omliggende lande.
Tog
Den vigtigste togstrækning kører mellem Ramatlhabama og Francistown. Børn under 7 år kan rejse gratis, og indtil de er 11 år, slipper de med at betale halv pris. Der er regelmæssig togforbindelse til nabolandene.
Taxi
Der findes taxiselskaber i alle de større byer
Billeje
Det er muligt at leje biler i alle størrelser, minibusser og firhjulstrækkere, som enten kan leveres til den internationale lufthavn i Gaborone eller kan lejes i alle større byer. Det er også muligt at hyre en chauffør.
Andre transportformer
Det er meget nemmere at blaffe end at bruge den offentlige transport, som tit er uregelmæssig og upraktisk. Hvis man bevæger sig langt væk fra de store byer, er det anbefalelsesværdigt altid at have mad og vand med til et par dage, fordi nogle dele af Botswana er meget lidt trafikeret. Der er en blafferafgift på cirka 0,05 dollars per 10 kilometer, der er vedtaget af staten, fordi det er så udbredt.
Specielle forhold
Selvom det kan være fristende at klæde sig ud i det helt store camouflageudstyr inden safarien, er det bedre at holde sig til almindelig påklædning. Hatte, bukser og trøjer i camouflagefarver er ulovlige i Botswana. Inspiration til Botswana
Hvis du vil vide mere om rejser til Botswana, så kan du finde endnu mere information her på siden.
Skal du på sightseeing, så skal du tjekke listen med seværdigheder i Botswana.