En kvinde med en stråhat står foran et turkis hav og en klar himmel.

Seværdigheder Filippinerne

Filippinerne

Byen Vigan

I det nordlige Luzon ligger byen Vigan som et levn fra de spanske conquistadorer. Fantastiske kolonibygninger skaber en atmosfære, som befandt man sig i 1600-tallets Spanien. Der er en del spændene museer i byen.

Den gemte dal

I Alaminos, på bunden af et 90 m dybt krater, ligger Hidden Valley, der er en række kilder, der er rige på mineraler. Der er damme af varierende temperatur her i den vilde regnskov. Et smukt vandfald ligger i nærheden.

Luneta Park

I den smukke grønne Luneta park står en skulptur, der er rejst til ære for en filippinsk intellektuel fra attenhundredetallet, der var en nationalhelt. Rulleskøjteløbere, legende børn og tai chi-udøvere udfører hver deres gøremål mellem springvand og blomster i et af storbyens åndehuller.

Malacanang Paladset

Her opbevarede Imelda Marcos sin enorme skosamling, da hun og Ferdinand Marcos boede der. Navnet kommer fra det filippinske “may lakan diyan”, der betyder, her bor en adelsmand. I dag findes her en historisk og kulturel udstilling, der giver et indblik i familien Marcos’ ekstravagante livsstil.

Mindoro øen

Der er fantastiske dykkermuligheder ved koralrevene ud for Mindoro Island. Øen er kendt for sin smukke natur, sine fantastiske hvide sandstrande og utroligt venlige beboere. Strandene bliver vurderet til at være Filippinernes bedste.

National Museet

På dette museum i Manila udstilles en del kunst lavet af det filippinske folk. Desuden er der udstillinger om den filippinske kulturarv og om den fantastiske natur, hvor blandt andet nogle af de mere end 9000 plantearter på øerne beskrives.

Samar øen

Filippinernes tredjestørste ø ligger i den sydøstlige del af landet. Udover sine fantastiske strande kan øen tilbyde besøg i spændende grotter, ophold i Sohoton National Park eller ved de varme kilder. Blanca Aurora vandfaldet, der betyder det hvide morgengry, er et besøg værd.

Luzon

Banaue området

I Luzons afsides nordlige egn ligger Cordillera Mountains i et frodigt grønt område. For 2000 år siden huggede Ifugaos-folket terrasser ud til at dyrke ris på, og afsatserne tårner sig op i over 1500 meters højde. Hvis rismarkerne blev placeret på en række efter hinanden, ville de kunne nå halvvejs rundt om jorden. Synet er helt fantastisk, og egnen figurerer på UNESCO’s verdensarvsliste.

Pinatubo vulkanen

Denne vulkan var i udbrud så sent som 1991, hvor den amerikanske militære base i området blev dækket af aske, og hvor det meget voldsomme naturfænomen efterlod sig et fantastisk lavalandskab, som det nu er muligt at udforske.

Manila

Byens gamle centrum Intramuros

Før lå byens centrum indenfor bymurene, og det er kernen i det gamle Manila, man kan se her i dag. Murene blev bygget af spanierne i det tidlige 1500-tal, og dele af dem er endnu intakte. Indenfor murene ligger gamle koloniale huse i spansk stil, parker, pladser og kirker.

Manila Cathedral

Der er bygget seks forskellige katedraler på dette sted. Den første blev rejst i 1571, lavet af en filippinsk palmeart, der hedder nipa. Siden har naturkatastrofer, ildebrande og Anden Verdenskrig gjort det af med de 5 andre. Den nuværende katedral ligger på Plaza Roma, som har en venskabsplads i Rom i form af Piazzale Manila.

Ruinerne af Fort Santiago

Det tog de spanske koloniherrer 149 år at bygge dette fort, der senere blev kolonimagtens hovedkvarter. Nu er der mulighed for at gå mellem de bevarede ruiner, besøge mindemuseet for nationalhelten José Rizal eller se teaterforestillinger i ruinerne.

Mindanau

Davao Museum

På museet i Mindanaos hovedby Davao kan man finde en del udstillinger om de forskellige folkeslag i området. Der er udstillet festbeklædninger, våben, instrumenter og andre vigtige redskaber fra de enkelte folk.

Sebu søen

I de sydlige Tiruray Highlands ligger en sø i 300 meters højde. I området ligger landsbyer, hvor det lokale folk, T’bolierne, hører hjemme. Det lokale marked er meget livligt, og her sælges håndværk fra området, der blandt andet er kendt for smukke vævede stoffer.

Øen Island Garden of Samal

Denne ø har vundet Kalakbayprisen som årets turistdestination på grund af sine smukke strande, gode dykkersteder og fantastiske natur. Øen, der ligger 5 minutters sejlads fra Davao, har også et stort spillekasino, og på øen ligger også det største kongrescenter i Mindanao.

Visayerne

Bohol øen

I det centrale Visayas, ikke langt fra Cebu, ligger Bohol Island, der huser hundredvis af kalkstensbakker. Området kaldes Chocolate Hills, fordi de op til 30 meter høje sten dækkes af tyndt græs, der bliver brunt i sommervarmen, så det ligner store stykker chokolade.

Boracay øen

Øen er kun 7 kilometer lang og en kilometer bred på det smalleste sted. Strandene er blevet bedømt til verdens bedste flere år i træk af forskellige rejseguides, og de mere end 300 overnatningssteder fra campingpladser til superluksus sørger for, at der er plads til alle de turister, sådan en omtale medfører.

Cebu øen

Cebu er den mest befolkede af alle de filippinske øer, og Cebu City er landets andenstørste by. Her er en del at se, blandt andet Megallan’s Cross, der er et trækors, som Magellan efterlod på øen for over 450 år siden. Her ligger også Fort San Pedro, der er det mindste og ældste fort i landet bygget i 1565.

Har du fået lyst til at rejse til Filippinerne?

Her finder du eksempler på rejser, som vores brugere har fundet tidligere.
Flybilletter t/r
Priserne er oplyst som pris pr. person
Book dine seværdigheder her