Tropisk strand med klart vand, palmetræer og en strandhytte under en blå himmel.

Seværdigheder Jamaica

Jamaica

Blue and John Crow Mountains National Park

I den bjergrige egn kan vandrefolk udforske det skrøbelige øko-system, der er blevet fredet for ikke at bukke under for skovrydning, orkaner og jordskred. For de morgenfriske arrangeres der vandreture klokken 02.00 om morgenen mod Blue Mountain Peak, så man er der i tide til at se den smukke solopgang.

Columbus Park

Øens første opdager bliver hyldet i denne park nær Ocho Rios med sit eget museum og en park, hvor forskellige jamaicanske helligdomme er udstillet.

Den gamle sørøverby Port Royal

Havnebyen var engang Jamaicas rigeste, men i dag er den restaurerede sørøverby et minde over en syndens stad, som fik en guddommelig straf i form af en kæmpe flodbølge og et jordskælv, der begravede det meste af byen i havet.

Krokodillefarm ved Jamaica Swamp Safaris

Her i de farlige sumpe på den nordlige del af øen ligger en spændende krokodillefarm, der nok kan give krybdyrskræk til de følsomme.

Kurstedet ved Milk River

For luksuselskerne ligger dette internationalt kendte kursted ved Milk River. Radioaktiviteten på stedet siges at være den højeste i verden, hvilket skulle have helbredende virkning på mange dårligdomme.

Long Bay området (nord)

Ikke at forveksle med sin navnefælle i syd ligger her en yndet attraktion for rejsende, hvor masseturismen endnu ikke har lokket tusinder til de smukke lyserøde strande og turkise vand. Et surferparadis med store bølger og farlige understrømme, der bør tages alvorligt af badegæster.

Stranden ved Alligator Pond

Hvis man vil nyde stranden i fred, er det værd at tage til Jamaicas sydvestlige del, hvor denne lille by kan fungere som base for ekskursioner til vandet. Jamaicas over 700 fiskearter kan iagttages både af dykkere og folk, der foretrækker at snorkle rundt i vandoverfladen.

The Cockpit Country område

Dette område er fuldstændig domineret af store kalkstensklipper. Der er spændende udflugtsmål i det ufremkommelige terræn, blandt andet Windsor Caves hvor tusindvis af flagermus holder til, og de underjordiske strømme danner kilometerlange netværk.

Urtehaven ved Roaring River

Ved denne flod ligger the Ital Herbs and Spice Farm, der er en økologisk urtehave, der tillader turister at se på dyrkningsmetoderne og spise på den tilhørende restaurant. Området omkring floden er også et godt udflugtsmål, med grotter og gode bademuligheder.

Kingston

Bob Marley Museum

Nationens musikalske landsfader har sit eget museum, hvor reggae-ikonets ejendele er udstillet i hans tidligere hjem, så fans kan valfarte på pilgrimsrejse. Dette er den mest besøgte turistattraktion i byen.

Jamaicas nationale galleri

Her er mange fine nutidige kunstneres værker udstillet, men der er også ældre kunstværker fra øen samt en international sektion. En afdeling er skabt til minde om Edna Manley, der var gift med øens første premierminister og var en stor giver til det jamaicanske kunstliv. Ikke bare i form af hendes mange skulpturer, men også ved hendes engagement i det lokale kunstliv.

Vagtskifte ved King's House

Den første i måneden er der vagtskifte ved King’s House, hvor friske og udhvilede medlemmer af Jamaica’s Defence Force i fuld galla overtager overvågningen ved en fin ceremoni til tonerne af Jamaica Military Band.

Montego Bay by

Fuglene ved Rocklands Feeding Station

Ved Rocklands Feeding Station findes nogle af de mest eksotiske fugle i verden. Her bor Jamaicas nationalfugl doktorfuglen sammen med flere kolibriarter. Det er muligt at fodre kolibrierne og deres artsfæller på specielle tidspunkter af dagen, ligesom der er gode guidede ture gennem banan- og kokosnøddeplantager .

Rose Hall huset

Den guidede tur på Rose Hall fortæller historien om stedets smukke ejer, Annie Palmer, der siges at have dræbt både sin mand og sine elskere med sine voodoo-kræfter.

Strandene

De fleste, der kommer til Montego Bay, leder efter solen og liggestolene langs stranden eller har planer om at tilbringe deres tid i vandet med at dykke, snorkle eller andre aktiviteter. Det er ikke de bedste strande på øen, men det er de mest velbesøgte.

Negril

Koralrevene Throne Room

For dykkere er koralrevene lidt udenfor Negrill et paradis, hvor massevis af eksotiske fisk svømmer omkring blandt småhajer og klipperev.

Rick's Café

Et af de mest berømte steder at se solnedgangen fra er denne café, der ligger på West Point, byens absolut vestligste beliggenhed.

Ocho Rios

Fern Gully området

Placeret i sin bil kan man køre den 6 ½ kilometer lange tur langs en udtørret flodseng gennem en dal med kæmpebregner. Der er flere end 500 forskellige bregnesorter at se.

Hesteudlejning ved Chukka Cove

For de hesteinteresserede ligger der et hestesportscenter, hvor der afholdes poloturneringer. Der er også hesteudlejning for dem, der vil nyde en tur langs vandet på hesteryg. Nær denne by ligger Oracabessa, hvor Ian Fleming opfandt James Bond.

Vandfaldet ved Dunn's River

Som trappetrin overrislet med krystalklart vand ligger Dunn’s River Falls som en stige fra den gyldne strand op til en botaniske have. Man kan klatre op af det 183 meter høje vandfald og nyde at blive afkølet af det klare kildevand iført badetøj og kondisko.

Port Antionio og de Blå bjerge

Navy øen

0,3 km2 er alt denne lille ø i havnen udenfor Port Antonio måler. Erroll Flynn ejede den engang, og hans minde bliver holdt i hævd med en lille udstilling af billeder og visning af hans film. På øen ligger også et hotel og en restaurant. Strandene er på øen er gode.

Rio Grande dalen

De gamle bananbåde, der fragtede bananer fra oplandet kan nu fragte turister gennem et skønt landskab, hvor det er muligt at gøre stop undervejs for at udforske Rio Grande dalen langs floden.

Har du fået lyst til at rejse til Jamaica?

Her finder du eksempler på rejser, som vores brugere har fundet tidligere.
Fly+hotel
Priserne er oplyst som pris pr. person
Book dine seværdigheder her