Beijing
Behai Park
Behai Park er et godt eksempel på en klassisk kinesisk have. I haven findes flere seværdigheder, blandt andet Trommetårnet fra 1420. Tårnets trommeslagere hjalp byens indbygger med at holde styr på tiden. Derudover findes den berømte mur De Ni Dragers Mur, flere templer samt den runde by i parken. Står man tidligt op, kan man se det kinesiske folkeliv udfolde sig i parkerne.
Den Forbudte By
Den forbudte by stod færdig i 1420, efter at kejser Yong Le havde besluttet, at Beijing igen skulle være hovedstad. Paladset, der er omkranset af en høj mur, består af bygninger med over 9000 rum, hvor kejseren og hans hof levede isoleret fra omverden. Paladset består endvidere at et stort antal templer og embedsbygninger.
Den himmelske fredsplads
Den himmelske fredsplads er Beijings centrum og verdens største plads. Maos mausoleum findes på pladsen tillige med Folkets store hus og Museet for den Kinesisk Revolution. På Den Himmelske Freds Port hænger det store portræt af Mao og skuer ud over pladsen.
Den underjordiske by
I slutningen af 1960erne, da kineserne frygtede, at en sovjetisk invasion lurede lige om hjørnet, påbegyndte man bygningen af en hel by under jorden med flugttunneller ud af Beijing. 2000 frivillige arbejde på projektet i ti år. Der er 90 nedgange til byen, der er skjult i bygningerne langs Qianmens største gader.
Ming gravene
Her hviler 13 af Ming-dynastiets 16 kejsere. For at nå frem til gravene kører man på Udødelighedens vej. Den 800 meter lange vej er flankeret af 36 kæmpe stenfigurer, der vogter gravene. Mange af gravene er forfaldne og i meget dårlig stand, men den ældste, Changling er nyrestaureret og i rimelig pæn stand.
Sommerpaladset i Beijing
Byggeriet blev sat i gang af enkekejserinde Cixi i 1888 og var det sidste af Qing-dynastiets byggerier. Pengene til byggeriet skulle egentlig være gået til militæret, men enkekejserinde Cixi ville hellere bruge pengene på en tilbagetrukket residens. Hele haven omkring sommerpaladset er kunstigt anlagt.
Guangzhou
De Seks Banyantræers Tempel
Det smukke buddhistiske tempel blev bygget i 537 og er 57 meter højt. I templet findes tre buddhistiske kobberstatuer, der er de største i hele provinsen. Udefra har templet ni etager, men indvendigt har det sytten.
Gaungdong Museum
Guangdong har til huse i Chen familiens forfædre tempel. Det over 100 år gamle tempel er i dag det største, mest dekorerede og velbevarede af sin slags i hele Guangdong provinsn. Templet har ni bygninger og seks haver og er kendt for kendt for sin udstilling af kunsthåndværk.
Kongen af Nanyues Mausoleum
Kongen af Nanyues grav blev opdaget i 1983. Graven er næsten 2000 år gammel og er den ældste af sin slags, der nogensinde er fundet syd for De fem Højdedrag. På museet kan ses over 1000 begravelsesgenstande, som er fundet i Kongen af Nanyues grav.
Guilin
Bjerget Ensom Skønhed
Ensom Skønhed rejser sig brat fra jorden i hjertet af det gamle Palads. Bjergets navn stammer fra et digt, der blev skrevet for 1500 år siden af Yang Yannzi, der var guvernør i Guilin. Bjerget er 152 meter højt og 300 trappetrin fører til toppen.
Rørfløjte-drypstenshulen
Dette storslåede naturfænomen ligger 7 kilometer nordvest for byen. Drypstenshulen er 240 meter dyb og 500 meter lang og hulens indgang ligger 27 meter over rismarkerne. Hulens drypsten snor sig i alle mulige og umulige former og har fantastiske farver.
Syv Stjerner Parken
Haven har fået sit navn på grund af de syv bjergtinder, der danner stjernebilledet “Store Bjørn”. I den smukke have kan man enten bestige eller gå ind i bjergene, for i den nordlige ende af parken ligger drypstenshulen Qixing, der også kaldes “Solens hvilested”. Hulens drypsten er gennemsigtig som krystal og utrolig smukke.
Harbin
Harbin Zoologiske have
Harbin Zoologiske have er en af de største zoologiske haver i Nordøst-Kina. Haven ligger i byens vestlige del og dækker et areal på 42 hektarer. Der er over 2800 dyr i parken og 150 forskellige arter. Blandt andet den nordøst-kinesiske tiger, sorte bjørne og elge.
Taiyang øen
I forhold til den travle storby på den anden side af floden er Taiyang Island indbegrebet af fred, ro og skøn natur. Her grønne træer, blomster i alle farver og frisk luft.
Zhaolin Park
Parken ligger i den nordlige ende af Zhaolin Dajie i Daoli-distriktet og dækker et areal på 7 hektarer. Haven hed oprindeligt Daoli Park, men blev omdøbt den 15. august 1946, da General Li Zhaolin var blevet begravet i parken. Han var krigshelt fra krigen mod japanerne.
Kina
Den kinesiske mur
Dette bygningsværk er efter sigende det eneste menneskeskabte værk, der kan ses fra månen. Muren er cirka 6000 kilometer lang, og det siges, at der ligger en arbejder begravet for hver meter af muren. Byggeriet af muren, der skulle forsvare Kina mod barbarerne fra nord, blev påbegyndt i 400-tallet før Kristi og stod på i over 2000 år.
Landskabet omkring Guilin
Det er ikke så meget byen Guilin, der er interessant som naturen omkring. Her finder man de særegne grønne kalkbjerge, der er strøet ud over området. I bjergene gemmer sig fantastiske drypstenshuler og landskabet er intet mindre end eventyrligt.
Qin-kejserens Mausoleum og Terrakotta hæren
Dette storslåede bygningsværk er det tyvende århundredes største arkæologiske fund. Det enorme mausoleum, der er opført for Qin Shihuang, der var den første kejser over et forenet Kina, strækker sig over 8 km2. Under udgravningerne fandt man en stenhær på over 6000 mand, hvor hver enkelts udformning og ansigtstræk er individuelle. Mændene kaldes for Terrakotta hæren.
Shaanxi Historiske Museum
Det relativt nye museum fra 1991 er opført med inspiration fra Tang-dynastiets byggestil. Museet rummer en fast udstilling om Shaanxi-provinsens historie og gennemgår de forskellige dynastier, der har hersket i provinsen. Bygningerne i sig selv er også et besøg værd og består af en central hovedbygning, der er omgivet af en gårdhave samt fire hjørnebygninger.
Stenskoven
Stenskoven er meget usædvanlig. På afstand kan skoven ligne en almindelig skov, men når man kommer tættere på, ser man, at træerne i virkeligheden er af sten og 30 meter høje klipper. Der er gode vandrestier i området, hvor man virkelig kan udforske det usædvanlige fænomen.
Yungang-grotterne
I Yungang-grotterne kan man opleve noget af det ypperligste inden for buddhistisk billedhuggerkunst. Grotterne blev hugget ud i klipperne fra 460-495, og kunstværkerne hugget ud i grottevæggen. Der er 21 grotter med tilsammen 51.000 statuer.
Shanghai
Det kinesiske kvarter
I det gamle kinesiske kvarter finder man ud over bydelen, der er en seværdighed i sig selv, Glædens have og basar (Yuayuan), der er et godt sted at spise sin frokost. Her er mange små boder, der tilbyder kinesiske delikatesser. Wuxintins tehus ligger midt i en sø i basarområdet, og her kan man nyde en fortræffelig thé.
Havnefronten The Bund
The Bund er Shanghais berømte havnefront, der tilbage i 1930erne var Kinas svar på Wallstreet. I store bygninger i empirestil havde banker og forsikringsselskaber til huse. Det hørte op, da kommunisterne overtog magten og forandrede hele byen. I dag er den finansielle verden dog ved at finde tilbage i de gamle bygninger. The Bund har en stor havnepromenade der emmer af liv både dag og nat.
Hovedgaden Nanjing Lu
Nanjing Lu er Shanghais hovedgade. Her ligger enorme stormagasiner side om side, og der kan investeres i alverdens ting og sager. To af gadens stormagasiner, Hualian og Shanghai No. 1, eksisterede også før Mao Zedong i 1949 udråbte Folkerepublikken Kina.
Shanghai Museum
Det fantastiske bygningsværk stod færdig i 1996 og gør op med fortidens kinesiske museer. Væk er lange gange og halvkedelige udstillinger. I stedet er opført en arkitektonisk perle. Museets bygninger er formet som en kinesisk bronceurne, og indvendig rummer museet en af verdens mest imponerende samlinger af kinesisk kunst. Et museum man skal se.
Sian
Klokketårnet
Byens klokketårn blev bygget i 1384 af den første Ming-kejser Zhu Yuanzhan for at holde onde magter borte. Xian er tidligere hovedstad i Kina, og han frygtede at “den døde by” ville tage hævn. Klokketårnet er firkantet og har tre etager og er et smukt syn med sit grønne glaserede tag, blå og grønne mure med et stænk af guld.
Store Vildgås Pagode
Pagoden blev bygget i 652 og stammer dermed tilbage fra Tang-dynastiet. Pagoden er meget simpel i sin udformning og består af syv firkantede etager og er i alt 64 meter høj. Den blev oprindeligt bygget for at huse de buddhistiske skrifter munken Xuan Zang bragte med hjem fra en rejse til Indien.
Xian bymur
Den imponerende mur der omkranser hele byen er 14 kilometer lang og 12 meter høj. Den gennemgår i disse år en gennemgribende restaurering, hvor de mange vagttårne med pagodetag genopbygges. Muren blev opført af manden bag klokketårnet, Zhu Yuanzhan for at beskytte byen mod angreb. Find rejser til Kina her
Hvis du gerne vil finde rejser til Kina, kan du vælge imellem forskellige rejsetyper her på Travelmarket.dk.
Er du på udkig efter en flybillet til Kina? Så kan du bruge vores prissammenligningstjeneste med flyprisgaranti.
I vores sektion med charter- og pakkerejser finder du alle rejser til Kina.Inspiration til Kina
Hvis du vil vide mere om rejser til Kina, så kan du finde endnu mere information her på siden.
Vil du bare vide mere om Kina - så tjek vores rejseguide til Kina.
Hvis du er interesseret i vejret, så tjek vores oversigt med klima i Kina