Fakta
New Zealand, Aotearora
Wellington (328.000)
266.171 km2
Engelsk
Kristendom
I alt har New Zealand et indbyggertal på 3.642.500 mennesker og har således en meget lav befolkningstæthed. Derimod findes der 45 millioner får i landet.
Konstitutionelt monarki (medlem af det britiske Commonwealth)
New Zealand ligger 1930 kilometer sydøst for Australien og består hovedsageligt af to store øer, der er adskilt af Cook strædet. Den nordlige ø har det varmeste klima. To tredjedele af landet er bjergrigt, ligesom der er mange floder, dybe søer og store områder med tropisk regnskov.
Rejseforberedelse
Bedste rejsetid
Vejret er aldrig så dårligt i New Zealand, at der ikke er noget at give sig til, så landet kan besøges året rundt. De varmeste måneder ligger fra november til april. I vintermånederne er der mange gode skisportssteder i landet. Sommeren er fra december til februar, efterår er marts til maj, vinteren er juni til august og forårssæsonen ligger i september til november måned. I New Zealand gælder den ellers noget uhørte regel for os europæere, at nord er varmt, og syd er koldt. Den største by, Auckland, har en gennemsnitlig sommertemperatur på 23 grader og en vinter temperatur på 15 grader, hvis man kan kalde den slags temperaturer for vinter. I det nordligste New Zealand er der aldrig vinter.
Rejselitteratur
Køb dine guidebøger her (Reklame)
Pas og visum
Planlægger du en rejse til udlandet, er det vigtig, at dit pas er gyldigt. Du skal være opmærksom på, at det ikke altid er nok, at passet er gyldigt i det tidsrum, du rejser. En del lande kræver, at dit pas skal være gyldigt i månederne efter udrejse af landet.
Inden du rejser, er det også vigtigt, at du undersøger, om der kræves visum til de lande, du ønsker at besøge. Du kan få informationer om dette ved de enkelte landes ambassader eller ved det danske udenrigsministerium.
Ofte er det muligt at få visum ved indrejse i landet, men vil du undgå ventetid og eventuelle problemer, er det en god ide at søge om visum, inden du rejser hjemmefra.
Helbred og vaccinationer
Inden din afrejse bør du altid tjekke om du har de nødvendige og anbefalede vaccinationer for at rejse i landet.
Du kan finde relevant information om både vaccinationer og sundhed generelt i forbindelse med udlandsrejse på Danske Lægers Vaccinations Services webside sikkerrejse.dk. Her kan du også booke tid til vaccination i hele landet.
Toldregler
Når man rejser i udlandet kan det være fristende at købe lidt ekstra spiritus eller parfume med hjem til at forsøde dagligdagen, men må man egentlig det? Toldreglerne ændres fra tid til anden, ligesom der er forskel på, om man har opholdt sig indenfor EU eller udenfor EU. Derfor bør man inden afrejse tjekke toldreglerne, så man ved, hvor meget det er tilladt, man køber med hjem.
Pakkeliste
Står du og skal ud og rejse, er det vigtigt, du overvejer, hvad du vil pakke i kufferten eller rygsækken. Hvad der skal med på turen, afhænger naturligvis af, hvor du skal hen, og hvor længe du skal være væk. Det er altid en god ide at undersøge ting som vejrforhold og eventuelle regler om påklædning i de lande, du gerne vil besøge.
Læs vores artikel, hvor vi giver dig en ultimativ pakkeliste til dine fremtidige ferier og rejser.
Husk inden afrejse
Inden du tager på ferie, er der nogle praktiske ting, som er værd at huske.
Bekræft eventuelle flybilletter
Husk at lukke alle vinduer og lås døren inden afrejse
Træk stikket ud til fjernsyn, computer, kaffemaskine og andre el-installationer.
Få naboer eller venner til at holde øje med hjemmet, fjerne aviser og post samt vande dine blomster
Hvis du er væk i længere tid, så flyt eventuelt din adresse, bed i alle tilfælde familie eller venner om at tjekke din post, betale husleje og regninger.
Lokale forhold
Valuta
New Zealandsk dollar (NZ$)
Du kan altid se den seneste kurs på valuta her.
Netcaféer
Der er netcaféer i alle større byer i landet, der er ofte nogle stykker i hver by.
Nødhjælp
For at ringe efter hjælp i New Zealand skal du ringe på følgende nummer:
Politi, ambulance og brandvæsen (111)
Drikkepenge
Det forventes ikke, at man giver drikkepenge, men det er høfligt at give cirka 10 procent for speciel god service.
Tidszone
Når klokken er 12.00 i Danmark (sommertid), er den 22.00 i New Zealand.
Når klokken er 12.00 i Danmark (vintertid), er den 24.00 i New Zealand. (De har sommertid, når vi har vintertid.)
Vægt og mål
I New Zealand benytter man følgende måleenheder:
Vægt: kilo
Længde: meter
Fotografering
Der er ingen specielle regler omkring fotografering.
Drikkevand
Det er ikke noget problem at drikke vandet fra hanen. Derimod kan man finde vand med en smag, der gør opmærksom på skønheden i denne, naturens ur-drik.
Elektricitet
I New Zealand benytter man følgende strømkilde:
230/240 volts AC, 50Hz.
Opførsel
Der er ingen specielle regler omkring opførsel. Møder man en mand med en skræmmende ansigtstatovering, skal man for eksempel opføre sig ganske naturligt og hilse på det historiske urfolk, maorierne.
Åbningstider
Banker har åbent fra 9.00 til 16.30 (mandag-fredag)
Butikker har åbent fra 9.00 til 17.00 (mandag-fredag), og fra 9.00 til 14.00 (lørdag), enkelte supermarkeder har åbent døgnet rundt.
Kontorer har åbent fra 9.00 til 17.00 (mandag-fredag).
Mad og drikke
En ting, maorierne spiste tidligere, og som man ikke skal regne med at komme til at smage, er hinanden. I dag er New Zealands gastronomi et forskelligartet, men spændende og velsmagende symbol på landets vidt forskellige kulturer. New Zealand har et utrolig udbud af gode mejeriprodukter, men de har også fremragende kødretter ofte med lammekød, oksekød og svinekød. Retterne byder ofte på grøntsager, blandt andet den lokale kumara, en sød kartoffel. Derudover er der et stort og godt udvalg af fisk og skaldyr over hele landet. En af befolkningens favoritter er barbecue, der bliver serveret overalt og ved alle lejligheder.
I forhold til drikkevarer laver New Zealand både fremragende øl og vin. Der er flere forskellige variationer, og de kan som regel fås i alle områder. Kiwierne har dog et noget særpræget forhold til alkohol. Om søndagen kan man stadig kun få serveret spiritus i forbindelse med måltider. For at kunne købe spiritus skal man beviseligt være over 20 år, og selv da kan det ofte kræve megen overtalelse at få langet et glas over bardisken. Mange restauranter sælger slet ikke drikkevarer, fordi det ville kræve alt for stort papirarbejde at få en alkohol tilladelse, men opfordrer derimod til at folk bringer deres eget med skiltet BYO (Bring Your Own).
Forhold for handicappede
Der er efterhånden ret gode forhold for handicappede i New Zealand. De fleste hoteller og gæstehuse har faciliteter, så der kan komme en kørestol ind, ligeledes har de handicapvenlige badeværelser de fleste steder. Det er som regel heller ikke noget problem at komme rundt, da de fleste transportformer er handicapvenlige.
Helligdage
Nytårsdag, 1. januar
Dagen efter nytårsdag, 2. januar
Waitangi dag, 6. februar
ANZAC dag, 25. april, man fejrer de faldne i første Verdenskrig.
Juledag, 25. december
Førstejuledag, 26. december
Overnatning / Hotel
Camping
Der er mange campingpladser over hele landet. Det siges, at New Zealand har nogle af de smukkeste campingområder, og der er generelt gode faciliteter på pladserne.
Hoteller
Man kan finde alt fra flerstjernede hoteller til billige hoteller i landet. Det er dyrere at bo i byerne end på landet, men alle hoteller er generelt i god stand. Der findes også et stort antal moteller i landet.
Pension
Der er en del gæstehuse over hele landet. De holder som regel til i ældre bygninger og tilbyder værelser i mellemklassen, kvaliteten er dog generelt høj. Der findes ligeledes en del store gårde og private hjem, der tilbyder overnatning og fungerer lidt som B&B. Der er organisationer i landet, der kan arrangere dette.
Vandrehjem
Der er både offentlige youth-hostels og private vandrehjem/hostels over hele landet. Det er normalt ikke et problem at få et rum, og de fleste vandrehjem er i god stand.
Andre overnatningsformer
På vestkysten er der en del country pubs, der tilbyder billige værelser. Dette kan være en hyggelig og charmerende måde at bo på.
Lokal transport
Fly
Der flyves indenrigs til alle større byer i landet, i øjeblikket er der 27 indenrigslufthavne. Hvis du på forhånd ved, at du vil komme til at benytte indenrigsruterne meget, kan det betale sig at anskaffe et “Air Pass”, der i et begrænset tidsrum giver adgang til ubegrænset flyvning på alle Air NewZealands indenrigsruter. Det skal købes hjemmefra. Man kan også benytte sig af mindre flyselskaber, hvor nogle af dem har tilbud, der ikke bare er transportmuligheder, men også oplevelser. “Mt Cook Airlines” har for eksempel ture på Sydøen, hvor man med ski bliver fløjet langt højere op, end nogen lifter rækker, og så er der ellers mulighed for verdens måske flotteste offpiste skiløb.
Book flybilletter her.
Bus
Der findes regionale busnetværk, der dækker næsten hele landet. Men der er også flere private firmaer med gode, kvalitetsbusser, der kører over hele landet. Transportsystemet omkring busser er virkelig godt udviklet i New Zealand, og der er praktisk talt ikke et sted, du ikke kan nå med bus.
Det ultimative busselskab for backpackers; The Kiwi Experience er en overvældende succes. Det er en meget billig transport-oplevelse, hvor man kan stå af og på bussen gennem hele New Zealand. Det dyreste pas koster 450 NZD og dækker både Nord- og Sydøen.
The Kiwi Experience benyttes primært af unge rygsækrejsende, mens Kiwi Bus Passet har et større rutenet og bruges af flere forskellige generationer. Passet gælder til en stor del af de stor busselskaber, på jernbane strækningen tværs over Sydøen, og færgeoverfarten mellem Picton og Wellington. Ved at købe et Kiwi-Bus-pas inden afrejsen, kan man spare op til 40 procent af prisen i New Zealand.
Tog
Der er et godt udviklet jernbanesystem i New Zealand. Der er over 4000 kilometer skinner, og næsten hele landet er dækket. Det kan være en stor fornøjelse at rejse med tog, da mange af ruterne går gennem helt fantastisk landskab.
Taxi
Der kører taxier i alle byer over hele landet. De kører med taxameter, så man behøver ikke forhandle om prisen.
Billeje
Der er både internationale og lokale biludlejningsfirmaer i alle de større byer i New Zealand. At køre bil er, som så meget andet, påvirket af England. At rattet sidder i venstre side er forstyrrende nok i sig selv, at bilen så ovenikøbet skal holdes til venstre, kan sagtens gøre de indledende manøvrer på vejene meget forvirrende. Sikkerhedsseler er påbudt overalt i bilen, og der er omgående bøder, hvis man bliver opdaget uden. Man skal være minimum 21 år for at leje en bil og et nationalt kørekort er nok.
Båd eller færge
Der sejler færger flere gange dagligt mellem nord- og sydøen, færgerne sejler mellem Wellington og Picton. Overfarten mellem Sydøen og Nordøen er en attraktion i sig selv. Turen varer cirka 3 timer og byder på mange smukke syn fra havsiden. Det er dyrt at få fragtet sin bil med over, og i højsæsonen kan der være udsolgt i flere måneder. Pris per person 44 NZD, bil 160 NZD. Telefon: 0064 0800 658 999.
Andre transportformer
I stedet for at leje en bil kan man købe den. Det er en investering, men med lidt omtanke og held kan det blive billigere end at leje. Landsdelen Canterbury på Sydøen har de dyreste bilpriser i landet, så der skulle man hellere prøve på at sælge sin bil. Northland og Nelson området har nogle af de laveste priser.
Find rejser til New Zealand her
Hvis du gerne vil finde rejser til New Zealand, kan du vælge imellem forskellige rejsetyper her på Travelmarket.dk.
Er du på udkig efter en flybillet til New Zealand? Så kan du bruge vores prissammenligningstjeneste med flyprisgaranti.Inspiration til New Zealand
Hvis du vil vide mere om rejser til New Zealand, så kan du finde endnu mere information her på siden.
Skal du på sightseeing, så skal du tjekke listen med seværdigheder i New Zealand.
Hvis du er interesseret i vejret, så tjek vores oversigt med klima i New Zealand