Idyllisk bjerglandskab med en klar blå sø i forgrunden og sneklædte tinder i baggrunden.

Seværdigheder Schweiz

Bern

Hovedstaden Bern

Schweiz hovedstad Bern er en charmerende gammel by fyldt med klassiske eksempler på både tysk, fransk og schweizisk arkitektur. Byen domineres af den vældige katedral midt i Berns gamle bydel, men rummer derudover en mængde andre historiske seværdigheder. Floden Aare slynger sig gennem byen og er således også medvirkende til den helt specielle idyl og charme, der hersker i den schweiziske hovedstad.

Chur

Byen Chur – Schweiz' ældste by

Schweiz’ ældste by, Chur, har gennem århundreder nydt godt af sin strategiske placering ved pasvejene mod Italien. Og Churs lange historie har da også sat sit tydelige præg på byen.Her findes blandt andet en fantastisk katedral fyldt med kunstskatte.

Fribourg

Byen Fribourg

Ved bredden af den snoede Saane-flod ligger den charmerende by Fribourg. Byen fungerer som hovedstad i kantonen af samme navn, og en tur gennem byens charmerende gamle bydel er en tur tilbage gennem tiden. Fribourg er med rette stolt af sine mange historiske bygninger, af hvilke det vil være naturligt at fremhæve kirken Église des Cordeliers med dens berømte altertavler.

Geneva

Le Jetd'Eau springvandet – Geneves springende vartegn

Le Jetd’Eau er et springvand et stykke ude i Genfersøen. Springvandet fungerer om sommeren som byens vartegn, og den fantastiske stråle kan nå en højde på 145 meter. Springvandet er oplyst søn- og helligdage. Le Jetd’Eau springer ikke i vinterhalvåret.

Parkerne i Geneve

Geneve rummer en mængde idylliske parker, som til lyden af rindende springvand og intim koncertmusik vil danne en perfekt baggrund for en afslappende tur i den til tider ret hektiske by.

Saint Pierre katedralen- den brændende katedral

Cathédrale de Saint Pierre er fra det 12. århundrede og har været genstand for en lang række spændende udgravninger. Katedralen er brændt flere gange, men har hver gang forbløffende rejst sig fra asken igen. Kirken ligger på Place du Bourg-de-Four, som danner Geneves egentlige centrum, og en tur i kirken kan således hurtigt udvikle sig til en længere bytur.

Gstaad

Byen Gstaad

Gstaad i det vestlige Berner Oberland er på højde med St. Moritz, hvad angår vintersportsfaciliteter.Byen rummer stort set alt, hvad den vinterferierejsende kan forvente af en internationalt vintersportsby. Om sommeren er Gstaad vært for både den internationale tennisturnering Swiss Open og en lige så international klassisk musikfestival.

Interlaken

Byen Interlaken

Interlaken er sammen med en række andre byer indbegrebet af schweizisk turisme. Her finder man den fantastiske udsigt til det mægtige Jungfrau, det over 120 år gamle hotel Grand Hotel Victoria-Jungfrau og i det hele taget en stemning, der oser af klassisk schweizer-romantik.

La Chaux-de-Fonds

Byen La Chaux-de-Fonds

La Chaux-de-Fonds udgør centeret for Schweiz’ verdensberømte urproduktion. Byen rummer et interessant urmuseum, hvor man kan opleve tidsmåleriets fascinerende udvikling fra antikken til i dag. Byen kan desuden prale af et hus tegnet af den verdensberømte arkitekt Le Corbusier.

Lausanne

Byen Lausanne

Lausanne er hjemsted for Den Olympiske Komité, og byen har da også et olympisk museum. Her kan man gå på opdagelse i historiske sportspræstationer fra antikken og frem til i dag. Her er videooptagelser af nyere tiders lege, og den olympiske flamme brænder i den omkringliggende park.

Lausannes kunstpalads

Neden for Notre Dame ligger Place de la Riponne, og på denne finder man det smukke Palais de Rumine, der blandt andet rummer Lausannes kunstmuseum, Musée Cantonal des Beaux-Arts. Her udstilles værker af franske og schweiziske kunstnere.

Notre Dame katedralen

Cathédrale de Notre Dame hører til blandt de fineste eksempler på gotisk bygningskunst i Schweiz. Katedralen stod færdig i 1275, og siden da har nattevægtere sunget hver deres romantiske timesang over byens tage.

Locarno

Byen Locarno

Byen Locarno, der ligger ved bredden af søen Lago Maggiore, er et velbesøgt mål for mange turister. Fra søbredden afgår hyggelige både mod schweiziske og italienske destinationer, og byen danner året igennem ramme om en lang række festligheder, blandt andet filmfestivalen i august.

Nordschweiz

Byen Saignelégier

Den lille by Saignelégier er kendt for sin hesteavl. Hver sommer afholdes der i byen et berømt hestemarked, der byder på både væddeløb, festlige optog og præsentation af nye opdræt. Området omkring Saignelégier egner sig godt til en ferieoplevelse fra hesteryg, og mulighederne for at leje sig til en hest med eller uden vogn er da også utallige. Om vinteren udgør området omkring byen et glimrende langrendsterræn.

Byen Schaffhausen – en by med to ansigter

Schaffhausen, der fungerer som hovedstad i kantonen af samme navn, er foruden at være en betydelig industriby også en idyllisk, charmerende by med en flot gammel bydel. Dette symboliseres også gennem byens seværdigheder, der spænder lige fra gamle klostre og fæstningsanlæg til et museum for moderne international kunst.

Rheinfall – Centraleuropas største vandfald

En tur til Vestschweiz må også resultere i en udflugt til Centraleuropas største vandfald Rheinfall. Den mægtige flod Rhinen styrter sig brusende ned i dybet over en række klipper, og det er et syn, der vil tage pusten fra de fleste.

Schweiz

Byen Zermatt og Matterhorn bjerget

Zermatt er en klassiker inden for schweizisk turisme, og med sin enestående beliggenhed i 1600 meters højde og den fantastiske udsigt til det legendariske bjerg Matterhorn (4478 meter) er det ikke så mærkeligt. Matterhorns tinde tiltrækker hvert år bjergbestigere i tusindvis, mens det omkringliggende område er blevet genstand for massiv skiturisme.

Genfersøen

Fra bredden af den langstrakte Genfersø er der en fabelagtig udsigt, som kun bliver bedre, efterhånden som man bevæger sig op gennem byen Montreaux, der breder sig ned af en malerisk bjergside. Montreaux nyder dels på grund af Genfersøen godt af et meget mildt klima, der i sommermånederne iklæder byen en frodig blomsterdragt.

Jungfrau bjerget

Den 4158 meter høje bjergtinde Jungfrau befinder sig midt i et område med tæt på 100 kilometer bjergbane, og vejen til Jungfrau må betegnes som et absolut must. Turen mod tinden kan påbegyndes i Interlaken, hvorfra man tager toget til Europas højest beliggende jernbanestation, Jungfraujoch. Herfra går turen videre med elevator, indtil man på Sfinx-terrassen godt 3569 meter over havet enten kan nyde udsigten, trave en tur eller gøre begge dele. Her er også mulighed for en sommerskitur.

Luganosøen

Luganosøen omkranses af høje sneklædte tinder, men klimaet ved søen er på grund af den sydlige beliggenhed som oftest både behageligt og varmt. Området er meget malerisk, og byen Lugano ved søen er da også med sine traditionsrige hoteller, lange promenader og mange parker en vældig turistmagnet.

Slottet Chateau de Chillon

Placeret i maleriske omgivelser ved Genfersøen i Montreaux, bør et besøg ved Chateau de Chillon være en selvfølgelighed. Slottet, der ligger på en lille klippeø, blev i en årrække benyttet som fængsel og har i denne egenskab huset flere historiske berømtheder.

Sydschweiz

Leventina-dalen

Strada Alta på Leventindalens østside er en 45 kilometer lang vidunderlig vandrerute. Turen, der med fordel kan opdeles i etaper (ruten er rig på overnatningsmuligheder), går gennem både skøn natur og historiske bygningsværker.

Val Verzasca dalstrækningen

Val Verzasca er en godt 30 kilometer dyb naturskøn dalstrækning, i hvilken en over 200 meter høj dæmning kan benyttes til elastikspring. Dalen er desuden rig på hyggelige små landsbyer, gamle romantiske broer og velafmærkede vandrestier.

Zürich

Eksklusive indkøb i Bahnhofstrasse

En indkøbstur på Zürichs eksklusive indkøbsgade Bahnhofstrasse kan hurtigt blive en dyr fornøjelse. Her ligger fashionable smykke- og tøjbutikker i massevis, og det er ikke ualmindeligt at møde en berømt film- eller rockstjerne.

Grossmünster kirken

Den romanske kirke Grossmünster fungerer som Zürichs vartegn. Kirken stod færdig omkring år 1200 og ligger flot, netop dér hvor floden Limmat løber ud i Zürichsøen. Kirken rummer skatte, som stammer fra Karl den Store og bliver ofte benyttet til koncerter.

Kunsthaus museet

Zürichs Kunsthaus er internationalt berømt for sine mange spektakulære kunstværker. Museet satser på det 19. og 20. århundredes kunst og rummer blandt meget andet en stor samling af den norske kunstner Edvard Munchs værker.

Østschweiz

Den Schweiziske Nationalpark

Godt 200.000 turister besøger hvert år Den Schweiziske Nationalpark og det med god grund. Parken rummer enestående eksempler på Schweiz’ flora, fauna og dyreliv, og det er tilladt at køre igennem med bil. Nationalparken har ligget syd for Inn-floden i snart 100 år, og streng overvågning har siden da sikret de mange besøgende en oplevelse af de helt store.

Skisportstedet St. Moritz – et vinterparadis

St. Moritz var vært ved de Olympiske Vinterlege i både 1928 og 1948, og området er da også fantastisk velegnet til stort set alle former for vintersport. Samtlige løjper og pister ligger i over 1.800 meters højde, og svævebaner og skilifter i massevis sørger for transporten mellem de forskellige områder.St. Moritz kan også tilbyde kurophold ved byens kilder, hvis helsebringende egenskaber har været kendt i flere tusinde år.

Har du fået lyst til at rejse til Schweiz?

Her finder du eksempler på rejser, som vores brugere har fundet tidligere.
Fly+hotel
Flybilletter t/r
Priserne er oplyst som pris pr. person
Book dine seværdigheder her